’Grace Jones – Bloodlight and Bami’: Et vildt, råt og spektakulært divaportræt

»And I can be cool. Soft like the breeze. I’ll be a hurricane. Ripping up trees!«

På vej mod de 70 år er Grace Jones stadig en vild og heftig orkan, der ikke lader sig tøjle. Men i Sophie Fiennes’ skiftevis intime og glamourøst iscenesatte dokumentarportræt tilbydes vi også et indblik i en side af den ikoniske diskodivas privatliv, hvor hun, som hun messer på comeback-albummet ’Hurricane’ fra 2008, er både cool og blød som brisen.

Skudt over en periode på ti år, hvor Fiennes har observeret tålmodigt og nysgerrigt med sit mini-DV-kamera direkte fra orkanens øje, er ’Grace Jones – Bloodlight and Bami’ en på mange måder atypisk dokumentarfilm om et musikikon (titlen hentyder i øvrigt til lampens røde lys, når der indspilles i studiet og simpelt, jamaicansk fladbrød).

Filmen rummer ingen talende hoveder, der sætter Grace Jones’ karriere eller excentriske udfald i relief. Her er ingen klip til gamle musikvideoer, modelbilleder, filmroller eller skandaleombruste tv-optrædener. I stedet flakser Sophie Fiennes, der tidligere har instrueret de to Slavoj Žižek-dokumentarer ’The Pervert’s Guide to Cinema’ og ’The Pervert’s Guide to Ideology’, mellem lækre klip fra nye koncerter og håndholdte optagelser fra familieture til Jones-hjemlandet Jamaica, endeløse luksushotelophold i New York, Paris og Tokyo og sene efterfester, hvor champagnen flyder i en konstant og meget, meget lind strøm.

Her ser vi, at Grace Jones har nøjagtigt så meget temperament og berettigede stjernenykker, som vi forestiller os. Når hun ikke sipper champagne eller sluger østers, tyller hun hvidvin fra flasken og kaster med mobiltelefonen, når hun ikke får sin vilje.

Men hun er også en dybt seriøs og professionel kunstner, der ikke bryder sig om at blive brændt af midt i sin egenfinansierede albumindspilning og stejler, når et fransk underholdningsprogram iscenesætter hende – stilikonet over dem alle – på kitschet facon blandt letpåklædte dansepiger.

At hun stejler i den situation, er der dog ikke noget at sige til, når Fiennes filmen igennem viser os, hvor uovertruffen en performer Grace Jones rent faktisk er, når hun er i sit rette element. Iklædt kostumer og masker udført af den legendariske Eiko Ishioka valser Jones overjordisk rundt på scenen i en veritabel hitparade. Fra åbningsnummeret ’Slave to the Rhythm’, hvor Jones, iført intet andet end et sort velourkorset og en kattelignende halvmaske i guld, både hulahopper og crooner sig flødelækkert igennem sangen, var jeg allerede solgt.

Der er langt fra de elegante koncertvenues, fashionable fotoshoots og ekstravagante fester til de simple stuer og støvede landeveje på Jamaica, hvor Jones rejser rundt med familien og reminiscerer (vel meget). Brudstykker af samtaler og henkastede bemærkninger vidner om et streng og gudfrygtig barndom, der stadig spøger i baghovedet på den ellers så stærke kvinde.

Sophie Fiennes hverken borer eller stikker til Jones. Men som den allestedsnærværende fluen på væggen indfanger hun dygtigt de små sprækker af sårbarhed og sandhed, den ellers så skulpturelt uigennemtrængelige Grace Jones trods alt afslører.

’Grace Jones – Bloodlight and Bami’ er med andre ord ikke det store, forkromede Grace Jones-portræt båret frem af en parade af meritter og kendisinterviews. Sophie Fiennes’ hybriddokumentar er et ti år langt øjebliksbillede af og indblik i Jones’ verden. Et vildt og råt ridt af perfekt spektakulære performances, fandenivoldsk energi, intime familiestunder og snalret divaattitude. Meget Grace Jones’sk, faktisk.