Spørger du nogensinde dig selv om, hvordan internettet har formet dig? Hvis ikke kan canadiske Jon Rafman, der i de seneste 10 år har lavet utallige kortfilm om mødet med digitale verdener, måske hjælpe dig på vej.
Ifølge den 36-årige internetkunstner er vores syn på omverdenen dybt influeret af de medier, vi forbruger, ligesom vi i høj grad definerer os selv ud fra dem.
»Manglen på historie i denne nye post-internet-tidsalder gør det sværere at opnå en forståelse for sig selv«, fortalte han i et interview med kunstbloggen Eyecurious. »Internettet er allerede blevet så allestedsnærværende, at det nu er en banal del af vores virkelighed«.
Denne tankegang er der jo egentlig ikke noget nyt i. Science fiction-genren har længe påpeget, at teknologien vil ændre vores virkelighedsopfattelse. Dystopiske fremtidsvisioner som ’The Matrix’, ’Existenz’ og, i mindre deprimerende grad, Steven Spielbergs ’Ready Player One’ viser således de medieafhængige hovedpersoner blive forblændet og omsluttet af computersimulerede universer, mens de mister kontakt til virkeligheden.
Det specielle ved Rafmans kortfilm er, at de ofte foregår i åbne eller skjulte, allerede eksisterende digitale universer som Google Earth, Second Life og diverse computerspil. De genkendelige verdener bliver skævvredet og pålagt en ny, mere eller mindre fiktionsbaseret fortælling, der reflekterer over de personlige konsekvenser ved vores internetforbrug.
Flere af filmene er blevet vist på museer verden over, men på ægte internetmanér er de også tilgængelige online, ganske gratis.
På mindejagt i Google Earth
Én af Rafmans første kortfilm foregår i Google Earth og Google Street View. ’You, the World and I’ fra 2010 er en sørgelig, romantisk fortælling om en mand, der forsøger at holde fast i et lykkeligt fortidsminde.
Den unavngivne, autotune-forvrængede fortæller, der stemmelægges af Rafman selv, starter med at fortælle, at han ikke ejer et eneste billede af en kvinde, som han brugte det meste af sit liv sammen med, men som han ikke ser længere. Mens han husker tilbage på sin tid med hende, genoplever han i Google Earth de mange rejsedestinationer, som de har besøgt sammen.
Den noget melodramatiske fortæller kontrasteres af komisk panfløjtemusik, syrede farver og sci-fi-lyde, og de akkompagnerende billeder passer ikke altid lige godt til talen. Da han eksempelvis fortæller om eksparrets rejse til Den store pyramide i Giza, prydes billedsiden af den noget nyere Luxor-pyramide i Las Vegas.
Pludselig husker hovedpersonen tilbage på en ferie i Norditalien, hvor en Google-bil kørte forbi ham, mens han fra hotellets altan betragtede kæresten bade ved stranden på den modsatte side af vejen. Da han nu, flere år senere, besøger stedet i Google Earth, finder han endelig et billede af hende – i Google Street View. Han overmanes af glæde, selvom den forbikørende Google-bil havde fotograferet hende med ryggen til.
Hurtigt overtager det pikselerede Street View-billede alle fortællerens minder af kvinden. Endelig har han et billede af hende! Men alle de mentale billeder af hende, som var gemt i hans egen hukommelse, er borte. Febrilsk gennemsøger han alle Google Street View-billeder på de steder, de boede sammen, i håbet om at finde en nyt digitalt minde om hende.
’You, the World and I’ er en refleksion over vores afhængighed af at opleve fortiden gennem billeder, og i særdeleshed gennem internettet, hvor alle positive ferieminder gerne skal dokumenteres. Hovedpersonen er så opsat på at genleve minderne med den unavngivne kæreste i en digital rekonstruktion, at han slet ikke bevæger sig uden for universet.
»Jeg var sikker på, at det ville være umuligt at forsvinde fuldstændigt i denne tidsalder«, siger fortælleren, da han giver op på sin søgning. Men han må sande, at overvågningssamfundet, som Google-bilerne symboliserer, ikke handler i hans tjeneste. Det understreges, da strandbilledet af ekskæresten en dag forsvinder fra Street View-adressen. Den håbefulde, og lettere maniske, søgning afløses af tomhed.
Gamer-nostalgi
Året efter sin Google Earth-film lavede Rafman ’Codes of Honor’, som ligeledes foregår i et virtuelt univers. Filmens hovedperson, igen stemmelagt af Rafman, spankulerer således rundt i en ’Blade Runner’-lignende sci-fi-metropol, skabt i det online 3D-univers Second Life, hvor man kan interagere med hinandens brugerdefinerede avatars i ligeledes brugerdefinerede rammer.
Igen handler det om minder. Rafmans kasket- og solbrilleklædte hovedkarakter sætter sig på en diner og husker tilbage på sin barn- og ungdom, hvor han brugte alle sine vågne timer på gaming – enten i arkadehallen eller ved hjemmekonsollen. Fortælleren er tydeligvis distanceret til fortiden, idet han befinder sig i en helt anden verden. Nutiden foregår i den futuristiske Second Life-verden, mens minder denne gang ses gennem virkelige arkivoptagelser og cutscenes fra videospil som ’Metal Gear Solid’ og ’Street Fighter’.
’Codes of Honor’ blev lavet i anledning af, at New Yorks sidste store spillearkadehal, Chinatown Fair, lukkede i 2011. Kortfilmen hylder spillernes upåvirkede kampgejst, men nostalgien influeres også af en vis melankoli, idet der ses tilbage på en svunden tid.
Ligesom i ’You, the World and I’ rekonstrueres fortiden også længselsfuldt i den virtuelle verden. Hovedpersonen besøger en genskabt Chinatown Fair i Second Life, men skuffes, da ingen af de gamle kammerater er at finde ved maskinerne, hvorfor han søger tilbage til sit dunkle værelse eller den mennesketomme diner.
»Selvom intet kan slå den rus, man får af at slå en værdig modstander eller af velanseelsen under éns herredømme, er berømmelsen så flygtig som sejrsrusen«, har Rafman selv skrevet om filmen. »Og på den måde opdagede jeg de tragiske elementer, som er indbygget i oplevelsen med videospil«.
Kollapsende kroppe
Gamerkulturens flygtighed repræsenterer også vores færden på internettet. Her synes al historie midlertidig, også selvom mediegiganter som Facebook arkiverer og analyserer al din gøren og laden. Mange af os bruger store mængder tid og energi på noget, som ikke afføder et fysisk, foreviget eftermæle.
Fælles for Jon Rafmans hovedpersoner er, at de ikke længere er i kontakt med deres fysiske krop. I ’Codes of Honor’ ser vi eksempelvis ikke fortællerens fysiske krop, men hans Second Life-avatar, der vandrer hvileløst rundt i den virtuelle fremtidsverden.
Fortælleren i ’You, the World and I’ kommer kun til syne i et Google Street View-billede og flyver derudover rundt over Google Earths landskabsbilleder, mens han betragter hvert Street View-billede som sin egen sfære eller planet. Replikken »Jeg kiggede ned på mayapyramiderne fra rummet« indikerer måske, at han er en satellit, eller bare at han færdes i satellitbølger.
Synes du, at det lyder spacy, så bare vent. Rafmans nyeste film, ’Poor Magic’ fra sidste år, forsætter nemlig ud-af-kroppen-tematikken ved at skabe en mareridtsvision om det modsatte – at være fange i sin krop uden selv at kunne styre den. Mens kunstnerens tidlige film bar præg af melankoli og nostalgi, går hans nyere værker i en mere outreret og ubehagelig retning.
I ’Poor Magic’ når stemmeforvrængningen nye højder, idet en ubestemt fortæller gnægger: »Hvis du ikke kan sove om natten, betyder det, at du er vågen i en andens drøm«, mens et spøgelsesagtigt skelet forlader en livløs krop. Hovedpersonen har mistet sin fysiske og mentale rygrad.
Herpå følger en længere kavalkade af computeranimerede ragdoll-kroppe, der kollapser, kastes rundt og viljeløst løber ind i mure. Sideløbende rejser seeren gennem uendelige rørsystemer, der ligner indersiden af menneskeorganer, mens fortælleren taler om, at han kæmper med at formulere selv den simpleste idé.
I modsætning til de førnævnte film har hovedpersonen i ’Poor Magic’ ingen som helst kontakt til virkeligheden. Og da han ikke har et fortidsminde at holde fast i, mister han al kontrol over sig selv.
Internettets afkroge
Jon Rafman har altid været på udkig efter fortællinger i internettets inderste kamre. Før ’Codes of Honor’ udforskede han eksempelvis Second Lifes yderkroge i projektet ’Kool-Aid Man in Second Life’. Her bevægede hans avatar, den røde Kool-Aid Man, sig rundt både i smukke landskaber og i mere kuriøse rum, hvor sex simuleres mellem avatars.
Filmen ’Still Life (Betamale)’ bevæger sig i samme retning ved at udforske de dele af internettet, som afspejler brugernes obskure lyster.
’Still Life (Betamale)’ er faktisk en musikvideo til en sang af Oneohtrix Point Never, som stod for ’Good Time’s stemningsfulde underlægningsmusik. Igen tematiseres følelsen af at forsvinde ind i cyberspace. Over den eksperimenterende elektroniske musik høres således i starten en kvindestemme, der siger: »Du flytter ikke dine øjne fra skærmen. Du er blevet usynlig«.
Det dystre lydunivers akkompagneres herefter af billeder og video, som er fundet på det anonyme internetforum 4chan og nok vil frastøde de fleste. Stereotypen på en snavset computernørd udpensles ved utallige opkastfremkaldende billeder af bakteriebefængte tastaturer med dertilhørende skrald og madrester. Filmens Betamale lever i en internetgrotte og kommer aldrig ud igen.
Snart begynder én lang kompilation af fetich-tiltalende videoer, hvor mennesker i pelsede dyrekostumer simulerer både sex og druknedød. Det krydres med hentai, pornografiske tegninger og animationer, med antropomorfe dyr.
I forsøget på at finde mening i ét af internettets mest dubiøse gemmesteder viser Rafman nettets evne til at rumme afkroge af mennesket, som sjældent kommer frem i lyset. Det er ubehageligt absorberende.
Da ’Still Life (Betamale)’ blev publiceret på 4chan-forummet, hvor alt materialet som sagt kommer fra, affødte det blandede reaktioner fra brugerne.
Nogle følte, at Rafman dømte dem uden den passende indsigt i deres livsstil, og flere misbilligede hans stereotypiske fremstilling af det hentai-hungrende, beskidte kældermenneske. Andre var mere positivt stemte.
»OPN (Oneohtrix Point Never, red.) og Rafman viser ekstremer, men de repræsenterer noget, som mange folk kan relatere til«, skrev en anonym bruger om filmen.
»Det handler ikke om: ’lol, de fyre er så mærkelige’. Det handler om at forskrække dig ved at lade dig opdage, hvad du har til fælles med disse mennesker. Det er ikke for at gøre grin med dem, men for at menneskeliggøre dem og hjælpe folk med at relatere til dem«.
Uanset hvad man får ud af det, stiller Jon Rafmans interessante spørgsmål, også til os, der ikke lever vores liv på anonyme boards, men bare bruger digitale medier som alle andre, hvilket vil sige en hel del. Mister vi os selv i processen?
Alle Jon Rafmans film kan ses på hans website.