Det er en sælsom oplevelse at nærstudere Jonny Greenwood, når han står på scenen med Radiohead.
Med pandehåret som gardin foran øjnene skiftevis kærtegner og straffer han sine instrumenter, han flår vredt i guitarens strenge på ’Bodysnatchers’, stryger dem med en violinbue på ’Pyramid Song’, hiver et flygel ind til den underskønne tangentintro på ’The Numbers’ og banker på slagtøj til ’There There’.
Det er et evigt omskifteligt stilstudie i musikalsk vovemod.
Det samme er musikerens score til ’You Were Never Really Here’, Lynne Ramsays kæberasler af en hævnthriller, der dyrker øredøvende larm på lydsporet. Greenwood tager os på rundtur i sit repertoire, det elektroniske, det klassiske, det dissonante, og lader musikken udfordre billederne i stedet for at lægge sig underdanigt bag dem.
Fjern musikken, og filmen vil ændre karakter. Det er en voldsom påmindelse om filmmusikkens selvstændige fortællekraft.
Elsker instrumenter, han ikke kan spille på
Kender man ikke Greenwood, kan det være svært at fatte, at det samme skabersind undfangede de tilbageskuende strygerarrangementer i ’Phantom Thread’ – et score, der skaffede musikeren hans første Oscar-nominering.
Men Greenwood er ikke kalibreret til at frembringe de samme toner to gange. Han har en forkærlighed for at afsøge musikkens krinkelkroge, om det så er med sin højt elskede ondes Martenot, eller når han skaber software fra bunden, som tilfældet var forud for Radiohead-albummet ’The King of Limbs’.
»Jeg er altid gladest, når jeg prøver nye instrumenter«, har han sagt til The Quietus. »Jeg nyder lige så meget at spille klokkespil som guitar, når jeg optræder med Radiohead. Jeg elsker at kæmpe med instrumenter, jeg ikke rigtig kan finde ud af at spille på«.
Over for New York Times bekræftede Thom Yorke, forsangeren i Radiohead, guitaristens nysgerrighed:
»Jonny elsker at få tæppet revet væk under fødderne rent musikalsk. Mere end nogen af os. Og det er en lettelse for mig, for jeg har det på samme måde. Men i modsætning til ham ved jeg ikke, hvordan man kommer i mål«.
»Åh nej, jeg kan ikke«
Da Greenwood skulle lave soundtracket til ’The Master’, var han fra starten opgivende over for filmens instruktør Paul Thomas Anderson. På den lidet frembrusende facon, som interviewere har beskrevet, og som materialiserer sig i pandehårets mørklægningsgardiner:
»Han kløede sig i håret og sagde noget i retning af ’åh, nej, jeg ved ikke, om jeg kan gøre det’ og ’nej, jeg kan ikke gøre det – jeg burde ikke gøre det’«, husker Paul Thomas Anderson, også i et interview med The New York Times. »Og så kort efter får du en e-mail med 45 minutters musik, og det lyder alt sammen utroligt, vildt anderledes og forrygende. Det er ham i en nøddeskal: ’Åh nej, jeg ved ikke, hvordan man gør det her’ efterfulgt af et stort fad af musik«.
I år har han banket sit navn fast i eliten af filmkomponister, først med scoret til Paul Thomas Andersons ’Phantom Thread’ og så til Lynne Ramsays ’You Were Never Really’. Mens begge film endnu kan ses – og høres – i de danske biografer, guider vi her til de fire film med Greenwood-musik, der kan streames netop nu.
‘Hvad med Kevin?’
Greenwoods score til ’You Were Never Really Here’ er et af de mest dominerende soundtracks, du kan høre i biografen i år, akkurat som musikken til ‘There Will Be Blood’ var det i 2007. Men det er ikke, fordi Greenwood pr. automatik forsøger at tilrane sig så meget opmærksomhed som muligt.
Da Paul Thomas Anderson for ti år siden viste komponisten den ordløse indledning til ’There Will Be Blood’, tryglede han instruktøren om at beholde den sådan. Uden musik. PTA selv måtte trumfe sin komponist for at bryde stilheden.
Og i ’Hvad med Kevin?’, der ligesom ’You Were Never Really Here’ er instrueret af Lynne Ramsay, holder Greenwood sig også så langt i baggrunden, at man skal spidse ører for at høre det nedtrykte, ambiente lydtapet.
Soundtracket bruger en harpe med metalstrenge og en ondes Martenot til at skabe en bund af uro og sørgmodighed, et thrillersoundtrack spillet på et børneværelse.
Greenwood føjer nænsomt nuancer til det filmatiserede nervesammenbrud om det dæmoniske afkom Kevin. Det er en af de seneste års mere hjemsøgende film.
Kan ses på Filmstriben
’There Will Be Blood’
Det første, Paul Thomas Anderson, udbrød, da han hørte Jonny Greenwoods soundtrack var »what!?«
Greenwood har selv beskrevet, at det var en drøm at arbejde med en instruktør, der er så musikalsk som Anderson – og musikken dominerer da også fra start til slut i ’There Will Be Blood’. Først i den ordløse, kvarterlange indledning, hvor violinernes raseri falmer til et blidt lydtæppe, så melankolsk som de udtørrede vidder, oliepionererne tapper for sort blod.
Det er intet under, at PTA var overrasket over Greenwoods musikalske påfund: Orkestret plukker violinstrengene med plektre, og slagtøjet gennemtæskes og blandes med horroreffekter efter boretårnet er eksploderet i filmens dramatiske klimaks.
Soundtracket er lige så voldsomt og yndefuldt og monumentalt som filmen, og da det blev forbigået til Oscar-showet i 2008, var det (forhåbentligt), kun fordi Greenwood genbrugte sin egen musik fra filmen ’Bodysong’ og stykket ’Popcorn Superhet Receiver’.
Kan ses på Blockbuster.
’Bodysong’
Instruktøren bag ’Bodysong’, et nonnarrativt forsøg på at indfange det menneskelige liv, intet mindre, sagde til Uncut, at »Jonny Greenwood ønskede at sparke til forventningerne«, da han lavede soundtracket til filmen.
Det var ikke en overdrivelse. Radiohead-guitaristens score er en konstant nærværende blanding af rock, jazz og percussion-eksperimenter, det sidste blandt andet på nummeret ’Convergence’, der senere blev genbrugt i ’There Will Be Blood’.
’Bodysong’, der følger den menneskelige tilstand, gennem krig og kærlighed og fra undfangelse til endeligt, blev hyldet på BAFTA-festivalen i 2003, hvor den hjemtog prisen for Bedste britiske dokumentar, og har også Paul Thomas Anderson blandt sine fans: »Jeg husker, at jeg så ’Bodysong’ og følte, at jeg var i en trance«
Kan ses på Vimeo.
’The Master’
Jonny Greenwood har leveret musik til alle Paul Thomas Andersons film fra og med ’There Will Be Blood’, men har endnu til gode at nå samme højder.
Det er der en grund til: Hvor ’There Will Be Blood’ er vild og vanvittig og kalder på musikalske udskejelser, har Anderson siden taget en Stanley Kubrick’sk sti mod kold, afmålt psykologi. Dermed lægger han ikke bare bånd på sig selv og det filmiske storhedsvanvid, der kendetegnede både olieeposset, ’Boogie Nights’ og ’Magnolia’, han indsnævrer også det kreative rum for Greenwood.
Men det betyder ikke, at Greenwoods soundtracks ikke er værd at udforske. Scoret til ’The Master’, hvor strygerne går fra at bekæmpe hinanden til at samle sig i glidende bølger, danner et hav under fortællingen, der både bruser fjendtligt og kalder blidt på os.
Også det 70’er-nostalgiske soundtrack til ’Inherent Vice’ kan streames på Blockbuster.
Kan ses på Blockbuster.