‘The Post’: Steven Spielbergs Oscar-film kommer, ser og erobrer
I oktober 1972 blev den daværende amerikanske justitsminister John Mitchell ringet op af en journalist fra The Washington Post, der ville have hans kommentar til næste dags artikel om Watergate. Da John Mitchell fik læst artiklens første linjer højt i telefonen, blev han rasende og råbte:
»Katie Graham får patterne i klemme i vridemaskinen, hvis det der bliver trykt«.
The Washington Post trykte skam artiklen, og de publicerede også justitsministerens udbrud – de strøg blot ordet ‘patter’.
Citatet blev berømt, og Katharine Graham, der ejede The Washington Post, modtog senere en gave fra en af avisens læsere, som var inspireret af kraftudtrykket. Det var en tandlæge fra Californien, der havde brugt det guld, man normalt bruger til fyldninger i tænder, til at lave et smykke: en perfekt miniaturekopi af en vridemaskine. En af Katharine Grahams venner lavede efterfølgende en miniatureudgave af et bryst som tilbehør. Katherine Graham gik ofte med de to små smykker i en kæde om halsen. Hun havde nemlig taget justitsministerens trussel med stolthed, fordi det beviste, at Nixon-administrationen regnede hende for at være en kompetent fjende og en ægte aviskvinde.
Sådan havde det ikke altid været. Blot et år tidligere blev hun anset for at være en aldrende rigmandsdatter, der udelukkende var blevet bestyrelsesformand for The Washington Post på grund af sin mands selvmord. En ubrugelig pyntefigur som bestyrelsesmedlemmerne, der alle var mænd, desværre blev nødt til at finde sig i.
Det var de beslutninger, Katharine Graham tog i forbindelse med lækagen af den hemmeligholdte rapport The Pentagon Papers, der i 1971 ændrede både bestyrelsens og omverdenens syn på hende – og det er den udvikling, som ‘The Post’ først og fremmest skildrer.
Det er Steven Spielberg, der har instrueret, og foran kameraet har han to af vor tids største amerikanske skuespillere, Meryl Streep og Tom Hanks. Den trio alene lover godt for filmen, der tilmed beskæftiger sig med en af de mest stormombruste politiske perioder i USA i det 20. århundrede. Alle har hørt om Watergate, ikke mindst takket være Alan J. Pakulas film, mesterværket ‘Alle præsidentens mænd’ fra 1976, der skildrer, hvordan to journalister fra The Washington Post optrevlede Watergate-skandalen, hvilket resulterede i præsident Nixons afgang.
Sagen om The Pentagon Papers er forløberen for Watergate. Det er også den første kendte whistleblowersag i nyere tid. Det var før, WikiLeaks og nettet kom til, det var dengang, hemmelige dokumenter måtte smugles ud i attachémapper og kopieres manuelt ved store maskiner i en kælder et sted.
Det var The New York Times, der først fik den lækkede rapport i hænde og dermed breakede historien. Som filmen skildrer det, var The Washington Post på dette tidspunkt en stor lokalavis, og ikke anerkendt på den måde, som avisen er i dag. The Washington Post fik dog chancen for at bevise deres nyhedsevner, da regeringen gik rettens vej for at forhindre, at The New York Times offentliggjorde yderligere. Spørgsmålet var så, om Katherine Graham sammen med chefredaktøren Ben Bradlee, spillet af Tom Hanks, havde nosserne til at trodse regeringen og gå efter historien.
I filmens åbningsscene befinder vi os i Vietnam sammen med Daniel Ellsberg, der fungerede som observatør for ambassaden og er den whistleblower, der lækkede The Pentagon Papers. Midt i al krigens virvar ser vi i en hurtig panorering det mægtigste våben af alle: midt blandt riflerne og skydevåbnene står der en skrivemaskine på et bord. For ord har magt, som Steven Spielberg skal vise os i løbet af filmens 116 min.
Det er en svær historie at filmatisere, fordi det i bund og grund er en snakkefilm. ‘The Post’s største dramatiske øjeblikke består i, at der bliver taget vigtige beslutninger. Det kræver en dreven instruktør, men med en mester som Spielberg bag kameraet er vi i trygge hænder. Han læner sig op af de kneb, der også blev brugt i ‘Alle præsidentens mænd’ for at øge dramatikken visuelt. Der bliver brugt et meget bevægeligt kamera, når filmen vil gøre opmærksom på de vigtige pointer, hovedkaraktererne kommer med. Der bliver cirklet rundt om Meryl Streep, når hun står i sit cocktaildress til et af sine mange aftenparties, men er blevet kaldt væk til et telefonopkald, hvor hun skal tage en vigtig beslutning om at publicere en artikel eller ej.
Der bliver løbet på redaktionsgangene med et kamera ved siden af, der bliver tracket ind til et closeup, når hovedkaraktererne indser noget vigtigt eller får en vigtig besked.
Både Meryl Streep og Tom Hanks har i ‘The Post’ nogle af de største roller i deres liv, alene fordi de mennesker, de spiller, er så kendte i offentligheden. Og i Tom Hanks tilfælde har han ekstra udfordring, da skuespilleren Jason Robards fik en Oscar for sit bud i ‘Alle præsidentens mænd’på, hvordan man kan spille Ben Bradlee. Tom Hanks formår dog i høj grad at give et anderledes bud på rollen. Han lægger sig rent fysisk tættere op af virelighedens Ben Bradlees udseende og gestik.
Man keder sig på intet tidspunkt i løbet af filmens næsten to timer lange spilletid. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor stor en målgruppe en film med det emne har. Udover folk, der selv er i mediebranchen eller har en særlig interesse for de politiske hændelserne i 1970’erne, er det måske begrænset, hvor mange der vil vælge netop denne film, når de skal i biffen. Det stærke trekløver, der står i front – Spielberg, Hanks, Streep – vil forhåbentligt lokke de uvidende ind i biografens mørke, så de kan blive oplyst om dengang, USA fik taget sin uskyld i relationen mellem politiker, medier og befolkning. Det, The Pentagon Papers afslørede, var, at i alt fire præsidenter havde løjet over for befolkningen om deres chancer for at vinde krigen i Vietnam.
Filmens slutscene er en hilsen til ‘Alle præsidentens mænd’. Udover det indforståede intertekstuelle kip med kasketten er det også en pointe i sig selv: Selvom filmen slutter, var det hele først lige begyndt. Afsløringen af The Pentagon Papers var begyndelsen på den tid, hvor man fandt ud af, at politikerne ikke nødvendigvis er til at stole på. En viden, der 47 år senere lader til at være lige så aktuel og sand som dengang.
Kort sagt:
Steven Spielberg brugte blot ni måneder på at lave ‘The Post’. Filmen er ikke desto mindre gedigent håndværk, den kommer, ser og erobrer. Der er ikke de store kunstneriske armbevægelser i filmen, men det er heller ikke dens ærinde. Med ‘The Post’ får man stort skuespil og godt filmhåndværk sammen med den væsentlige historielektion om pressens betydning som fjerde statsmagt.
Læs også: Anmeldelse af Spielbergs ‘Ready Player One’