’Westworld’ sæson 2 afsnit 1: »Det kan blive endnu bedre end sidst«

(Spoiler alert: Læs først videre, når du har set første afsnit af ‘Westworld’ sæson 2)

Velkommen tilbage til Westworld – nu uden livsforsikring!

Før vi går i gang, må jeg hellere advare om, at jeg i dette og kommende recaps vil spoile skamløst, så det er altså tilrådeligt at udskyde læsningen, indtil man har set det seneste afsnit.

Godt så. Hvor var vi?

Jo, vi var i Westworld, den futuristiske temapark, der lader kyniske mænd og kvinder udleve deres værste sider på bekostning af parkens værgeløse robotter.

Og Dolores (Evan Rachel Wood), en ellers uskyldig landmandsdatter, havde lige skudt sin skaber dr. Ford (Anthony Hopkins) i baghovedet og dermed indledt en blodig robotrevolution i et forløb tilrettelagt af Ford himself, som i sin sidste gerning slap sine kreationer løs.

Nu har de hævngerrige robotter omdannet Westworld til en kæmpemæssig gravplads, hvor maddiker mæsker sig i de skamskudte, festklædte gæster, der var så uheldige at befinde sig i parken på det skæbnesvangre tidspunkt.

Men vi starter et andet sted: Arnold Weber (Jeffrey Wright) – Fords gamle makker, der døde og senere genopstod som klonen Bernard – i samtale med Dolores et sted i fortiden.

Han indvier hende i en drøm, han har haft, som skal blive til virkelighed senere i afsnittet, og så fortæller han, at han er bange for hende. Ikke for hvad hun er nu, men for hvad hun kan blive. Hvilken vej hun vil vælge.

Hans frygt skal vise sig at være velbegrundet. Senere i afsnittet skal vi se et dybt mørke i den frisatte Dolores, der som en spejling af sin sadistiske plageånd Man in Black (Ed Harris) dræber med skadefro mine, holder isnende monologer om dommens dag og planlægger at overtage verden.

Selv tørvetrilleren Teddy Flood, der plejer at følge Dolores som en hund efter sin ejer, synes, det bliver lige lovligt ondsindet, men han er god igen efter et passioneret kys i solnedgangens bløde lys.

Dolores’ udvikling gør ikke noget godt for hendes karakter eller Evan Rachel Woods skuespil, som bliver lidt stift i det. Men det er en relevant tematisk pointe, at menneskets kynisme forplanter sig, og det bløder op på den ofte lidt bastante modstilling mellem de onde mennesker og de stakkels robotter.

Som Karl Strand, Gustaf Skarsgårds hårdkogte cheftype, replicerer, da Bernard indvender, at ikke alle værterne er fjendtlige:

»Selvfølgelig er de det – I har jo bygget dem ligesom os!«

Der er gået to uger siden robotternes rebellion, da en fortumlet Bernard bliver samlet op på strandbredden af Karl Strands redningskorps, der også tæller en tekniker spillet af Fares Fares og sikkerhedschefen Stubbs (Luke Hemsworth), som ellers var formodet død.

’Westworld’ vil altså også i anden sæson udfolde sin fortælling over flere parallelle tidslinjer. Men i modsætning til i første sæson bliver vi (indtil videre) ikke forledt til at tro, at begivenhederne udspiller sig i kronologisk rækkefølge.

Jeg synes, det klæder serien ikke at spille med fordækte kort. Første sæson af ’Westworld’ var en flot og velspillet, men også ofte frustrerende affære, hvor den labyrintiske fortælling fjernede fokus fra seriens figurer og filosofiske tilsnit. Forfatterne virkede så forhippede på at flå tæppet væk under publikum, at ’Westworld’ blev reduceret til en gåde, der skulle løses på tid.

Men sæson 2-premieren indikerer, at gættelegen denne gang nedtones til fordel for en mere moden tilgang, hvor karakterernes valg og motivationer får forrang.

Første afsnit har sit emotionelle epicenter i Bernard, som stadig er ved at processere oplysningen om, at han selv er en af de robotter, han har været med til at bygge. Jeffrey Wright fortsætter med at lade de indestængte følelser simre og gestalter Bernards angstblandede splid med stor akkuratesse.

Det er også stadig en fryd at følge Thandie Newtons badass-bordelmutter Maeve, der bag sin bryske facade har et blødt punkt for sin datter fra et tidligere narrativ. Det var datteren, der i sidste sæson fik Maeve til at ombestemme sig, da hun var på vej til at forlade parken.

For at finde hende hverver Maeve manuskriptforfatteren Lee Sizemore, der kender parkens krinkelkroge, og de to udgør et umage, men underholdende par.

Det er sjovt at se Maeve sætte den indbildske forfatter på plads med hans egne replikker, som hun efterfølgende kritiserer for at mangle finesse. Og der er poetisk retfærdighed i scenen, hvor hun tvinger ham til at strippe, på samme måde som hun så ofte har siddet splitternøgen foran Westworlds ansatte.

Deres mundrappe replikskifter var en komisk ventil i en meget mørk og blodig times tv, og jeg ser frem til at følge deres skrøbelige alliance i de kommende afsnit.

Apropos blod, så lad os vende blikket mod Westworlds eneste tilbageværende tilfredse gæst: Gode, gamle, sadistiske MIB med det borgerlige navn William. Ed Harris’ hattebærende hugaf overlevede på uforklarlig vis robotternes blodtørstige opstand, og han klarer sig også med kun én god arm og en lille kniv, da han senere render ind i to skydegale værter.

Stamgæsten nyder tydeligvis, at der ikke længere er børnesikring på, og for en gangs skyld er jeg enig med stjernepsykopaten. Det var lidt en dræber for spændingen i første sæson, at der ikke rigtig var noget på spil i actionsekvenserne. Værterne kunne ikke gøre gæsterne fortræd, og uanset hvor maltrakterede robotterne blev, kunne de altid sættes sammen igen.

Nu er Westworld ikke længere en ulige leg, men et spørgsmål om liv og død for begge parter. Det fortætter actionscenerne, som fremdeles er flot realiseret med flair for kontrastfyldte virkemidler. Mest finurlig var scenen, hvor en slowmotion-ridende Dolores plaffede gæster ned til de muntre tangenter af ragtime-klassikeren ’The Entertainer’.

Og William er allerede på vej mod nye eventyr oven på sin wild goose chase efter labyrinten i første sæson. Han løber nemlig på Fords barneklon, der bekendtgør, at han har designet et spil kun til William, som går ud på at finde ud igen.

»Spillet starter, hvor du slutter, og slutter, hvor du begynder«, siger mini-Ford, og når man udtrykker sig så øretæveindbydende kryptisk, fortjener man næsten at få en kugle for panden (R.I.P.).

Bernards rendezvous med Delos’ redningskorps udgjorde afsnittets fortælleramme, og imellem fik vi et par interessante oplysninger om Westworlds ejere, som lader til at få en mere fremtrædende rolle i denne sæson.

Bernard og Charlotte Hale, i deres hektiske dødskamp under robotrevolutionen, fandt nemlig ud af, at:

1) Delos logger alle gæsternes dna og oplevelser (aner man et datamisbrug, der vil få Facebook til at ligne de rene engle?).

2) Delos har ikke tænkt sig at sende et redningskorps ind, før de har en »forsikringspolice« i form af Dolores’ far Peter Abernathy, som Charlotte Hale forgæves forsøgte at smugle ud af parken i sidste sæson.

Vi ved, at redningskorpset kommer, for vi vender tilbage til dem igen i episodens slutning.

Her støder Bernard, Karl Strand, Stubbs og Fares Fares på den ene anomali efter den anden. En bengalsk tiger, hvor den ikke hører hjemme. Et stort indhav, der ikke burde være der. Og hvorfor er alle værterne klumpet sammen på radaren?

Det er de, skal det vise sig, fordi de alle sammen (dog ikke Dolores og Maeve) flyder rundt i vandoverfladen, stendøde og druknede. Så dæmrer det endelig for Bernard. »Jeg dræbte dem«, siger han. »Dem alle sammen«.

Plottet tyknes, som man siger. Og hvis det fortsætter sådan her, bliver det endnu bedre end sidst.

Læs også: ‘Westworld’ vs. Reddit del 2: Når fansene er fjenden