‘Fahrenheit 451’: Michael B. Jordan er fejlkastet i HBO’s klassiker-remake

Ray Bradburys sci-fi-klassiker ’Fahrenheit 451’ fra 1953 udspiller sig i en fremtid, hvor bøger er forbudt. Ifølge det totalitaristiske styre står de i vejen for folks lykke, og styrets brandmænd er således ikke ansat til at slukke brande, men til at tænde dem: Til at finde og sætte ild til »graffiti«, som de forbudte tryksager kaldes.

Den franske nybølge-mester Francois Truffaut filmatiserede bogen i 1966, og selvom viden i dag ikke kun er forankret i fysiske tekster, giver det faktisk mening med en opdatering: Der er tilstrækkeligt med steder i verden, hvor viden, poesi, klassisk dannelse og historie forvanskes eller forbydes til, at fortællingen stadig vækker genklang i en teknologisk opdateret gentænkning, der tager højde for internettet, som vi ser det i Ramin Bahranis aktuelle udgave: Her ødelægger brandmændene også computere, harddisks osv.

Den amerikanske Bahrani med de iranske rødder blev i starten af sin karriere udråbt som »den nye store amerikanske instruktør« af kritikerlegenden Roger Ebert efter sine sublime, naturalistiske dramaer ‘Man Push Cart’, ’Chop Shop’ og ’Goodbye Solo’ – intime og stilfærdigt poetiske film om mennesker i USA’s underklasse, ofte immigranter kvast under den amerikanske drøm. Det var ærkeamerikanske film skåret med en europæisk sensibilitet, men hans nye film er desværre så overstyret og overfladisk, at poesien går fløjten, og der primært står konventionelle amerikanske genretræk tilbage.

Michael B. Jordan spiller hovedpersonen Montag, en talentfuld brandmand i lære hos majoren Beatty (Michael Shannon) og en tv-stjerne via de live-sendinger fra bogafbrændingerne, der bliver sendt ud til befolkningen. Han er indoktrineret til at tro på det rigtige og nødvendige i afbrændingerne, men efter møder med nogle af de oprørere, som stadig kæmper for bøgernes bevarelse, antændes en flamme af oprør langsomt i ham.

Jeg har elsket Michael B. Jordans styrke og sørgmodighed siden ’The Wire’ og ’Friday Night Lights’, men her er han fejlcastet. Han overbeviser aldrig som den vækkede propagandist og får ærlig talt heller ikke meget at arbejde med. Mere spændende er Michael Shannons Beatty, en mørk ekstremist, der i smug kan litteraturhistorien ud og ind, men stadig er opsat på at udrydde den.

Filmen ligner en fattigmandsudgave af ’Blade Runner’, med indspark fra eksempelvis ‘2001: A Space Odyssey’ i creepy overhøflige computere, der både assisterer og holder big brother-agtigt øje med deres ejermænds ydre såvel som indre liv. Bahrani får hverken skabt et fængslende visuelt univers ud af filmens omgivelser i Ohio eller en synderligt medrivende fortælling, der bliver mere og mere banal, som den skrider frem.

Her er meget få glimt af Truffauts eksistentielle poesi. Det er Bahranis største film til dato, men desværre også hans svageste.