(Se andet afsnit af ’The Handmaid’s Tale’ sæson 2, før du læser videre)
KOMMENTAR. Vidste man det ikke på forhånd, skulle man lige kigge en ekstra gang for at forsikre sig om at ja, den var god nok.
Andet afsnit af ’The Handmaid’s Tale’ sæson 2 bød på et kort visit fra en af Hollywoods store kvindelige filmstjerner, den altid aldeles vidunderlige Oscar-vinder Marisa Tomei (‘My Cousin Vinny’, ‘Spider-Man: Homecoming’, ‘The Wrestler’), der stik imod vanlig varm type gav den som Gilead-husfrue.
Mrs. O’Connor, som kvinden hed, var dog ikke just af Serena Joy-isdronningkarakter: Til trods for en klippefast tro på regimets ideologier var hun blevet bandlyst til de frygtede kolonier, hvor hun dårligt nåede at brokke sig over det hårde fysiske arbejde, før Emily (Alexis Bledel) udøvede giftig selvtægt.
Og så var O’Connor borte, lige så brat som hun dukkede op, forvandlet til et regulært fugleskræmsel af et effektivt statement over tjenerindernes kamp mod systemet.
Sideplottet var en gåsehudsinducerende punchline i Emilys fremragende solofortælling, men med Marisa Tomei i centrum føjede det endvidere et nyt, iøjefaldende metaaspekt til ’The Handmaid’s Tale’s status som kulturpolitisk fænomen.
Marisa Tomei, som selv er engageret i Time’s Up-bevægelsen, havde forinden lobbyet ihærdigt for at gæste serien og demonstrerede igennem sin ultrakorte cameo, at den fiktive fortælling om kvindeundertrykkelse udi ekstremerne er blevet en prominent platform for at vise sin kunstneriske støtte til virkelighedens opgør med seksuelle krænkelser og kønsskævvridning af samfundet.
Ifølge producent Warren Littlefield bliver serieskaberne således ligefrem bombarderet med forespørgsler fra skuespillere, der står i kø for at joine June, Emily og co. på skærmen:
»Vi er i den utroligt privilegerede situation, at agenter og managere hver dag kontakter os og siger, ’Min klient er besat af ’The Handmaid’s Tale’. Du skal vide, at hun/han vil gøre hvad som helst for at være med i serien’. Vi ved simpelthen ikke, hvordan vi skal nå at svare på alle henvendelserne«, udtalte Littlefield for nylig til The Hollywood Reporter.
Som jeg tidligere har skrevet i min anmeldelse af serien, spejlede sæson 1 på uhyggeligt profetisk vis samfundsstrømningerne forud for Trumps valgsejr, mens anden sæson helt åbenbart forholder sig direkte til regeringsklimaet efter præsidentens indsættelse og opblomstringen af amerikansk højreekstremisme – legemliggjort af Serena og kommandantens rise to power. Fokusset foranlediges i høj grad af, at første sæson dækkede hele Margaret Atwoods romanforlæg, hvorfor anden sæson har ubegrænset kreativ frihed til at drage så mundrette paralleller til Trump-æraen, som den lyster.
‘The Handmaid’s Tale’ er fortsat det mest toneangivende, vellykkede tv-værk over en kønspolitisk opbrudstid, men serien skal træde varsomt for ikke at drukne det essentielle følelsesmæssige momentum, der kræves for at fordre debat i hårdtoptegnede aktivistiske chokeffekter.
Marisa Tomeis cameo og casting, der gik stik imod seerens forventninger til stjernens roller, understregede med al velkommen tydelighed, at djævlen er i de intime detaljer, i menneskeliggørelsen af ondskabens ansigt. Præstationen var en skrækindjagende fornøjelse, akkurat fordi den stod ud som en særlig, brutalt flygtig event – og et stærkt signal om, at Hollywoods kvinder har seriens ryg, båden foran og bag kameraet.
Læs også: Anmeldelse af ‘The Handmaid’s Tale’ sæson 2