‘Truth or Dare’: Gyser baseret på ‘Sandhed eller Konsekvens’ er lige så ubegavet, som det lyder
Jeg har ikke spillet ‘Sandhed eller Konsekvens’ siden folkeskolen, men jeg husker, at legen blandt andet resulterede i mit første kys med tungen samt flere ugentlige parforhold. Det var ulideligt spændende at vente på, hvem fra klassen, som hende den søde Line, helst ville komme sammen med, og med valget af konsekvens steg pulsen hurtigt til Formel 1-fart med udsigt til legens uforudsigelige udvikling og tab af kontrol.
Hvor ville jeg dog ønske, at Jeff Wadlows (‘Kick-Ass 2’) tamme gyserfilm ‘Truth or Dare’ havde matchet bare en lille procentdel af spændingen fra disse lejrskole-aftener.
Vlogger-dronningen og stræberen Olivia tager med sin bestie Markie og fem andre college-studerende på en sidste Spring Break i Mexico, hvor de sammen beslutter sig for at tage til efterfest i en nedlagt kirke sammen med en mystisk fremmed, der lokker dem til at spille ‘Sandhed eller Konsekvens’. Det viser sig hurtigt, at en dæmon har besat legen, og spillet følger dem hjem i deres amerikanske hverdag som en uafrystelig souvenir. Efter et par alternative hændelser står reglerne straks krystalklart for de fleste af de kvikke studerende: Spil eller dø! Sig sandheden eller dø! Gennemfør udfordringen eller dø!
Heldigvis for filmens præmis er de kvikke studerende ikke kvikke nok til kun at vælge ‘sandhed’, da filmen jo gerne vil være en gyser og ikke et ungdommeligt remake af Jim Carrey-komedien ‘Fuld af løgn’.
Efter et par dødsfald bliver de tilbageværende skolekammerater dog enige om, at det nok ville være smartest at vælge ‘sandhed’ hver gang. Damn. Game over, demon, og så er filmen vel slut? Men her er det så, at dæmonen lige tilføjer en tillægsregel: Man må nu kun sige sandhed to gange i streg. Og eftersom dæmonens udfordringer ikke blot er ‘du skal løbe nøgen rundt om huset”, men hurtigt går fra ‘bræk hånden på din bestie’ til ‘slå en af de andre personer i spillet ihjel’, skulle man tro, at de intelligente studerende trods alt ville udnytte de to pauser, hvor man ikke skal lemlæste sig selv eller andre. I stedet står de alle i stedet i kø for »at tage en for holdet«, så de andre ikke skal tage ‘konsekvens’.
Det viser sig så også, at vores hovedperson Olivia selvfølgelig både er hemmeligt forelsket i sin besties kæreste og ved en del mere om sin besties fars selvmord, end hvad hun ønsker at fortælle, og hun er derfor overhovedet ikke interesseret i at vælge ‘sandhed’. Så vil hun hellere lægge sig selv eller et par andre i graven først. Man skulle næsten tro, at dæmonen havde planlagt det. Det hele er meget tykt konstrueret, og manuskriptholdet er så tydeligt til stede, at jeg fik lyst til at tysse på dem i biografen.
På filmens plakat bryster man sig af titler som ‘Get Out’ og ‘Happy Death Day’, da filmene alle kommer fra produktionsselskabet Blumhouse, der har givet os talrige glimrende og innovative gys. ‘Truth or Dare’ har dog hverken den friskhed eller originalitet, der især gjorde ‘Get Out’ til en kæmpe succes. Her er ingen sjove, ironiske eller overraskende replikker eller karakterer – kun flade stereotypiske collegestuderende, der taler for at drive plottet fremad.
Det afslører filmen allerede inden for de første fem minutter, hvor Olivia skal overtales af vennerne til at tage på ferie i Mexico. Jeg har set replikker i ‘The Room’, der er blevet leveret med mere oprigtighed og indlevelse, end når Olivia og hendes ven Markie diskuterer lektier og Youtube-kanal forud for den uundgåelige overtalelse. Måske hænger det sammen med skuespillernes kemi, der muligvis hæmmes af, at hovedrolleindehaver Lucy Hale er syv år ældre end sin påståede bedsteven, spillet af 21-årige Violett Beane.
‘Truth or Dare’ er en fortælling om, hvor egoistiske og selvcentrerede ungdommen er nu til dags, for hvor mange vil de unge lade dø for, at de og deres venner selv kan overleve? Legen går på skift, således at man får en rundes hvil, hvis først man klarer dæmonens udfordring. Når først publikum er bekendt med rækkefølgen, er det derfor også let at forudsige, hvem der er den næste i rækken, der skal dø. Filmen minder således en hel del om en af de senere installationer af gyserserien ‘Final Destination’, hvor unge på skift skulle forsøge at snyde døden.
Foruden ‘Kick Ass 2’ har Jeff Wadlow også stået bag gyseren Cry Wolf (2005), som jeg 100 procent ved, at jeg har set, men som jeg kan huske nu procent af. Jeg ved dog, at den også handler om teenagere, der lyver, er amoralske og bliver slået ihjel, så måske denne skabelon bliver et tilbagevendende tema for ham i fremtiden også. I ‘Truth or Dare’ kan man kun købe sig en længere pause fra legen ved at trække flere andre unge med ind. Idéen om at give rædslerne videre til andre unge er langt fra ny, og Jeff Wadlow kunne med fordel skue til titler som ‘It Follows’ og den japanske ‘Ringu’, der på både original og uhyggelig vis forløste netop denne tanke.
Det eneste punkt, hvor ‘Truth or Dare’ ligner ‘Get Out¨eller ‘Happy Death Day,’ er, at ingen af filmene er særlig uhyggelige. De momenter, der skal foregives at være skræmmende i ‘Truth or Dare’, synes at være, når dæmonen henvender sig til den enkelte karakter i legen. Det sker ved et pludselig skift i ansigtformen på de personer, der er i nærheden af vedkommende.
Problemet er, at dette kendetegnende brede smil, som kan ses i traileren her, minder slående meget om Paul Rudds latterlige grimasse i dette legendariske interview til promoveringen af ‘I Love You, Man’, og så er det næsten umuligt at holde masken.
Kort sagt:
‘Truth or Dare’ sløser med gysets præmis, og filmen er desværre hverken uhyggelig, original eller for den sags skyld ironisk morsom.