’I Syrien’: One location-drama er en rutschebanetur for nerverne

Det starter med et spinkelt håb. Halima (Diamand Bou Abboud) og hendes mand har sparet penge nok op til at forlade den barrikaderede lejlighed, de bor i sammen med deres nyfødte barn og en gruppe bekendte i midten af borgerkrigsramte Damaskus. Hendes mand har bare ét ærinde inden deres afgang dagen efter. Men håbet smadres af et enkelt snigskytteskud, der fælder Halimas elskede blot ti meter fra lejligheden.

Sådan er dagligdagen i Syrien, og det er netop, hvad belgiske Philippe Van Leeuw vil vise os med sit intense one location-kammerspil, der udvikler sig som lige dele karakterdrama og intens thriller.

Vejen fra åbningstragedien er ikke så snorlige, som man kunne tænke sig. Fokusset skifter fra de håbefulde romantikere, der stadig tror på tanken om et bedre liv – og skammer sig over, at det indebærer flugten fra deres hjemland – til den sortsynede realist og hårdføre matriark Oum (Hiam Abbas fra ’The Visitor’ og ’Blade Runner 2049’), der for længst har givet op på verdenen uden for selvsamme lejligheds fire vægge.

Hun lever fra dag til dag og styrer sin familie og logerende med militærpræcision. Så da hendes fortvivlede husholderske fortæller, at hun har set tragedien, er Oum ikke et sekund i tvivl om, at sandheden skal holdes skjult fra Halima. Der er ingen nytte i at risikere liv og lemmer for et lig ved højlys dag. Så hellere vente, til mørket falder på.

Herfra kører ’I Syrien’ på den store dramatiske klinge, mens de etiske dilemmaer pibler op mod overfladen og en insisterende banken på den forseglede dør truer med at knække familieoverhovedets velmenende kalkule med voldsom brutalitet.

Det er både hamrende effektivt og intenst, men også en tand for meget af det gode. De følsomme stryger-crescendoer kunne for eksempel være sparet væk, for magtesløsheden i den stuvende fulde lejlighed emmer allerede fra lærredet og overflødiggør den slags stemningsforstærkere.

Det er i stedet gennem de nøje optegnede karakterer, at filmen vinder. Den palæstinensiske stjerneskuespillerinde Hiam Abbas spiller fænomenalt. Hun er en ustoppelig naturkraft, når hun forsøger at beskytte sin familie mod farerne, der konstant bliver smidt i hovedet på dem gennem det døgn, filmen skildrer.

Reaktionerne falder instinktivt – når bomberne falder, skal alle gennes ud i køkkenet – mens alle situationer skal afvejes på et splitsekund. Hvad tjener familien bedst? Hvis liv vægter højest? Særligt stærk bliver præstationen, når hendes tvivl på sin egen dømmekraft rammer, og magtesløsheden tager over.

Hiam Abbas og Diamand Bou Abboud bærer i mange henseender filmen, men det er, når kameraet også stiller skarpt på deres kære, at filmen for alvor stråler. For også i krigsramte Syrien tager unge piger lange bade i teenagetrods, mens unge drenge driller sine bedsteforældre, og næsten-voksne udforsker kærligheden. Selvfølgelig gør de det. En erkendelse, der kun bestyrkes, når man erfarer, at alle birollerne spilles af syriske flygtninge.

Det er i balancegangen mellem den dybe medmenneskelighed og højdramatisk brutale virkelighed, at Philippe Van Leeuws anden spillefilm triumferer. En rutsjebanetur for nerverne.