Mehmet Ali Avci er blot 16 år, men vil gerne være et forbillede. Et forbillede for dem, han er vokset op med i Køges almene boligbyggerier og især et forbillede for de venner og bekendte, der er blevet fristet af bandernes store biler og dyre attituder.
»Jeg har set folk gå ned ad de veje. De vil gerne blive til noget stort, men de gør det gennem kriminalitet, og jeg vil gerne vise, at man kan gøre det gennem kreativitet i stedet«, siger han, da vi møder ham et par dage, før han drager mod Roskilde Festival.
Derfor har Mehmet lavet kortfilmen ’Ansvar’ om den unge fyr Dennis, der i forældrenes fravær er en god og kærlig bror for sin lillesøster i et socialt boligbyggeri, mens han samtidig løber ærinder for de lokale gangstere, der presser ham til at begå et indbrud, som går helt, helt skævt.
»Det er en vigtig historie for mig, fordi jeg kan beskrive noget, jeg selv kender til – men også for andre mennesker, som kan lære noget af den«.
Mehmet Ali Avci har boet hele sit liv med sin mor, far og søster i Køgeområdet. Først i et boligbyggeri tæt på en ghetto, som familien dog flyttede fra, efter familien blev chikaneret med tilråb og æg på vinduerne, fordi moren havde tysset på nogle af områdets unge i opgangen – og siden i det almene boligbyggeri i Blåbærparken.
Til august starter han i 2.g på Køge Gymnasium, men hans passion skal man finde uden for gymnasiets rammer: Han går nemlig på filmskolen Station Next, der ligger i Filmbyen i Avedøre klods op og ned af Zentropa, og det er herfra, han sammen med de andre elever har lavet ’Ansvar’. Hvert år laver eleverne ved fælles hjælp to film, og den bedste idé vinder. Efter Mehmets pitch gik rent ind, har han brugt et halvt års aftener efter skole på at lave filmen.
»Jeg vil virkelig gerne lave film. Det er min største drøm«, fastslår han.
En følsom dreng
Han er aldrig selv blevet lokket af områdets bandemedlemmer, for han har altid været en følsom dreng og, som han siger, »så syntes jeg som barn, at de var ret uhyggelige, de store drenge der«.
»Mange drenge prøver at være hårde og bevise sig selv. De drenge, der er ude og spille sent fodbold om aftenen, og som godt kan lide at lave sjov og fis og ballade, det er dem, de ser potentialet i. På den måde har jeg selv været heldig, at jeg har været lidt følsom«, siger han.
Én af bandernes metoder er at tilbyde de unge drenge et lift hjem sent om aftenen. Det sker måske et par gange, og næste gang har de så en lille opgave til de unge, der har turdet stige ind i bilen og er fascineret af de seje gangstertyper, der flasher deres penge og magt uden forbehold.
»Jeg har set kammerater bliver gode venner med dem i bandemiljøet. De ser op til de ældre og kaster håndtegn. Det starter med småting, og så vokser det sig stort, og det kan hurtigt gå galt. De tænker kun på her og nu og ikke på, hvad det kan betyde i fremtiden. Drengene synes, det er fedt, fordi de får lidt ekstra penge til sig selv og deres venner, men i virkeligheden er det dem, der bliver udnyttet«, fortæller Mehmet.
»Samtidig kender jeg mange, der faktisk prøver at komme ud af det – som starter i gymnasiet og bliver mere seriøse, end de tidligere har været. Det var også det, der inspirerede mig til at lave filmen: At jeg har set folk kæmpe for at blive bedre. Jeg har også venner, der er begyndt at rappe og lave musik i stedet, og det synes jeg er så fedt«.
Din hovedkarakter i filmen er en kridhvid dansker. Hvordan kan det være?
»Der er så megen snak om, at det altid er indvandrere, der laver kriminalitet – men jeg kender selv danskere, der har været en del af det. Jeg ved, at mange danskere bliver betagede af bandemiljøet, også fordi de godt kan lide den kultur, som nogle indvandrere lever, hvor man er meget støttende over for hinanden. Så på den måde er det meget realistisk, at det er en dansker – at han gerne vil være en del af fællesskabet. Det ville jeg gerne vise«.
Misforstår gademusikken
Mehmet Ali Avci mener, at der er en tendens til, at bandelivet romantiseres blandt de unge. De ser op til Loyal to Familia-medlemmerne, og de finder opbakning i den danske gademusik.
»Der er meget musik, der handler om gaden, og jeg tror ikke, at dem, der laver musikken, gør det for at belyse det liv som noget godt, men jeg tror desværre, at mange unge drenge og piger mistolker budskabet i sangene og rent faktisk tror, at det er sejt at være gadeplan«, siger han og nævner eksempler som Mellemfingamuzik, Node og Gilli.
»Jeg kan godt lide deres musik, men man skal tage det med et gran salt, og man skal huske, at det mest af alt er historiefortælling. Mange unge misforstår det og ser det som noget fedt og positivt. Men jeg tror, at mange af musikerne selv er kommet til et punkt, hvor de hellere vil fortælle om det end være en del af det«.
Med ’Ansvar’, som kan ses i fuld længde ovenfor, vil Mehmet Ali Avci være med til at vise bagsiden af medaljen. Og ligesom han gerne stå frem som et godt eksempel, har han også selv ét altoverskyggende forbillede: Instruktøren bag ’Ækte vare’ og ’Underverden’, Fenar Ahmad.
»Jeg er meget inspireret af hans to film. De er følelsesladne på en måde, hvor det ikke bliver overfladisk. Og de føles meget ægte. Og så kan jeg godt bare lide Fenar. Han minder lidt om mig selv, synes jeg. Jeg får lyst til at være som ham, og det synes jeg er bedre end folk, der hylder det, Mellemfingamuzik synger om. Det handler om at have de positive idoler og stadig være street og sej«, siger han og tilføjer håbefuldt:
»Jeg vil også godt sende min film til ham«.
Endnu en Mehmet…
Fenar Ahmad har i interviews fortalt om den splittelse, han har følt ved at være opvokset i det hårde område omkring Holmbladsgade og samtidig at være draget af kunst og kultur. At kunne lide hiphop og kende gaden, men samtidig tage alene på Louisiana. Den splittelse kan Mehmet Ali Avci genkende.
»Det handler om, at man godt kender til det, men ikke 100 procent er en del af det. Det kan jeg spejle mig i. Jeg føler også, jeg kan være lidt ensom nogle gange«, siger han.
Mehmets mor er indfødt dansk, mens hans far er tyrkisk og siden 2014 har boet i Tyrkiet, hvor hans chancer for at få arbejde har været større.
»Det svinger lidt med jobs for ham. Det er nok også en af grundene til, at jeg gerne vil lave noget større, fordi jeg gider ikke leve på den måde – jeg vil gerne have mere ud af mit liv. I ’Underverden’ er der en scene, hvor faren sidder i sofaen dagen lang og ikke kan finde ud af at integrere sig, mens sønnen har udrettet noget med sit liv og vil noget mere. Det kan jeg godt genkende, og det tror jeg, der er mange indvandrere, der også kan«, fortæller Mehmet Ali Avci, der drømmer om at komme ind på Den Danske Filmskole eller den alternative filmskole Super16 – og på sigt at lave storfilm i Danmark såvel som udlandet.
»Jeg føler mig meget dansk, men på en måde har jeg også via min baggrund fået en større forståelse for andre kulturer og baggrunde. Men jeg har nok været splittet. Mit navn Mehmet lyder ikke så dansk, og folk har tit tænkt noget andet om mig, før de lærte mig at kende. For ikke så længe siden var jeg ikke inviteret til en fest, og så kom jeg alligevel, og da de så havde talt med mig i en time, sagde de, at de havde troet, jeg var en rigtig ballademager. Og jeg jokede lidt med det, men det var jo overhovedet ikke sjovt«.
Han fortsætter:
»Jeg føler, at jeg hele tiden skal bevise, at jeg ikke er en del af statistikken. Jeg søgte på mit navn på navnestatistikken, hvor jeg læste, at de fleste, der hedder Mehmet, arbejder som buschauffør, taxachauffør eller rengøringsassistent, og at Mehmet er det fjerde mest kriminelle navn i Danmark. Hvad er det for noget lort at skulle leve op til?
Men på en måde er det også en fordel for mig, at jeg kender meget til gaden og er ret street smart, og at jeg er god til at finde ud af, hvad andre tænker. Så det er også en gave, jeg har fået. Og i dagens vestlige verden er det også en fordel at være anderledes – det sælger. At være sig selv sælger. Men der vil altid være dem, der tænker: ’Endnu en Mehmet’«.
Læs også: Stort interview – Fenar 2.0