’A Ciambra’: Scorsese-støttet film er en protest mod Europas ligegyldighed

Han tænder den ene smøg med den anden. Han ved, hvordan man kører bil, men han kan ikke læse. Han er fri til at gå, hvorhen han vil, men han frygter elevatorer og toge. Pio er 14 år gammel, han er roma, og han er så klar til at forlade det begrænsende stadie, der kaldes ’teenager’.

Pio drikker som en voksen, diskuterer som en voksen og forhandler som en voksen. Men hans ranglede krop og glatte ansigt afslører, at han stadig blot er en dreng. Han har ganske vist kæderøget, siden han smed bleen, men hans øjne afslører, at han endnu forsøger at forstå de omgivelser, han lever i.

Han er yngste generation i en stor romafamilie, der alle bor under samme tag i en ghetto i den syditalienske Calabrien-region. Her har dagene et eneste formål: At skaffe penge til overlevelse. Pios far og storbror får hverdagene til at hænge sammen for familien ved at stjæle kobber og biler, som de sælger videre til de lokale gangstere, the Italians. Pio forsøger desperat at følge med og bevise sit værd, men bliver konstant umyndiggjort af ældre drenge og mænd.

Da faren og storbroren ryger i fængsel, får Pio indirekte sit ønske opfyldt. Nu står han med ansvaret for sin families ve og vel. Det er en herlig frihed, der gør ham til familiens mand, forsørger og økonomiske forvalter. Han kaster sig naivt ud i de voksenes verden af kriminalitet.

»Husk på: Det er os mod resten af verden«, belærer Pios bedstefar ham. Som roma er man konstant diskrimineret, konstant uvelkommen og for evigt hjemløs. Bedstefaren spiller en lille, men afgørende rolle i fortællingen. Filmens bedste scener inkluderer ham – som da Pio i en surrealistisk drømmesekvens følger efter en ung udgave af sin bedstefar, der rider på en hvid hest.

Takket være nøglescener som denne omkring bedstefaren bliver ’A Ciambra’ meget mere end et nutidigt mikrokosmos. Pios bedstefar var på flugt ligesom generationerne før ham. Pios liv er ikke bare underlagt socialarv. Det er skæbnebestemt. I flere tusinde år har hans familie levet ud fra den opfattelse, at det er dem – romaerne – mod resten af verden. Kan Pio bryde mønstret? Eller vil han være tvunget til at handle som generationerne før ham?

Igennem Pio får vi indblik i livet i ghettoer og flygtningelejre. Og selvom ingen ringere end Martin Scorsese har produceret filmen, er der heldigvis langt fra stiliseret vold og fiktive gangsterbosser til ’A Ciambra’. Instruktøren Jonas Carpignano har fået rigtige romaer, familien Amato, til at spille sig selv, og omkring dem har han opbygget et fiktivt plot. Selvom filmen til tider bliver en anelse forudsigelig og tyk i sin symbolik, fortæller Carpignano historien om Amato-familien med stor respekt og stolthed.

»Mine film er et forsvar for de fattige og de ulykkelige og en protest mod samfundets ligegyldighed over for lidelse«, udtalte den italienske neorealist Vittorio De Sica engang, men disse ord kunne lige såvel tilhøre Carpignano. Med ’A Ciambra’ lægger han sig i direkte forlængelse af neorealisternes humanistiske traditioner med en gribende historie om en ung drengs transformation fra barn til voksen i et højaktuelt kriseramt Europa, hvor børn og udsatte familier er de første ofre.