’GLOW’ sæson 2: Mavepustere og cunt-punches i eminent Netflix-komedie
I 1985 skar Aretha Franklin i fællesskab med Eurythmics den feministiske powerpop-perle ’Sisters Are Doin’ It for Themselves’. En upbeat opturssang, vi stadig danser i søstersolidarisk rundkreds til og skråler højlydt med på ud på de sene nattetimer. 1985 er også året, anden ombæring af Netflix’ ’GLOW’ udspiller sig i.
Serieskabere Liz Flahive og Carly Mensch gør imidlertid ikke brug af lige netop dette oplagte sangvalg – hvad kunne ellers være mere on the nose i en serie omhandlende kvindelige underdog-wrestlere på amerikansk netværks-tv anno 1980’erne? Men den der energiske og helt vildt smittende følelse af kvindelig fællesfremdrift, som sangen flyder over af, cunt-puncher ’GLOW’ rent.
Serien rammer med andre ord – også her i anden sæson – både ned i den realitet, der var 1980’ernes stadig tvivlsomme kår for kvinder på arbejdsmarkedet og vor tids nostalgiske trang til at genopdage og hylde trailblazere. Også af den mere obskure og nicheprægede observans – hvilket et billigt produceret og for længst glemt tv-show med kvindelige wrestlere må siges at falde ind under.
Hvor første sæsons 10 halvtimes-episoder primært forløb med at etablere univers, bygge relationer og præsentere karakterer, er der her i anden sæson bedre tid til at gå i dybden (så meget komedieformatet nu engang tillader) med en række problematikker og baghistorier. De 14 wrestlere gemmer selvsagt på meget mere, end hvad den stereotype facade som en af The Gorgeous Ladies of Wrestling kunne foranledige en til at tro.
Hvordan har den sorte, midaldrende alenemor Tammé (Kia Stevens) det i virkeligheden med at skulle træde i ringen som den luddovne Welfare Queen, når hun faktisk har kæmpet en hård kamp for at sende sin søn på Stanford Universitetet? Eller hvordan balancerer den netop separerede Debbie (fremragende, Emmy-nominerede Betty Gilpin) rollen som ærkeamerikanske Liberty Belle, når privatlivet hænger i laser, hun glemmer at hente sønnen i vuggestuen og dertil har tilkæmpet sig en rolle som producer på tv-showet?
Kvinderne i ’GLOW’ får simpelthen lortet gjort. På deres egen måde. De er ambitiøse og passionerede. Desperate og usikre. Men fællesskabet og de små sejrer tømrer dem sammen. Sisters Are Doing It for Themselves, sgu.
Wrestling og netværks-tv er sovset ind i mandehørm og skjulte dagsordner. Det får særligt Ruth (Alison Brie) at mærke på egen krop, da hun tror, hun skal til møde med netværkschefen og tale om sin rolle som sovjetskurken Zoya, men pludselig befinder sig alene på et hotelværelse med ham, og han gerne vil lære wrestling-teknikker, og rykker tættere i sofaen. Weinstein-viben er kvalmende ubehagelig og du drager et lettelsens suk, da Ruth ser sit snit til at undslippe.
Desto hårdere rammer 1980’ernes virkelighed, da Debbie ender med at bebrejde Ruth for ikke at gå i seng med chefen: »Feminisme har principper. Livet har kompromisser. Tillykke, Gloria Steinem. Den ene gang du holder benene samlet, bliver vi alle knaldet«. Showet er blevet flyttet til en sendetid klokken to om natten og aflysningen lurer lige om hjørnet. Branchen er syg helt ind i knoglerne og Flahive og Mensch udstiller med denne sidehistorie i ’GLOW’, hvor inficeret af misogyni vilkårene har været og stadig er.
Af en komedieserie at være, serverer ’GLOW’ vedblivende hårde mavepustere og skarpe betragtninger – uden det på noget tidspunkt føles for dramatungt.
Anden sæson byder således på mere af alt det bedste fra første sæson: 80’er-outfits, højt hår, tossede wrestling-personaer, popkulturelle referencer i overflod, et fængende soundtrack og Marc Maron i sit muntervrængende es. Men den har også et par overraskelser oppe i ærmet. Jeg glædede mig særligt over at se 1990’er-stjernen Annabella Sciorra (‘Cop Land’, ‘What Dreams May Come’) i en bidsk birolle med veldoseret resting bitch face og storfrydede mig helt ud i storetæerne over sæsonens ottende afsnit, ’The Good Twin’, der bryder med formatet og giver os et show i showet i form af et fiktivt afsnit af K-DTV’s ’GLOW’. Komplet med flimrende billedrørs-filter, synthtunge musikvideoer og en dybfølt, anti-kidnapnings-velgørenhedssang med hele ’GLOW’-castet. Afsnittet er en lille, komisk genistreg og tåler i sig selv flere gensyn.
Kort sagt:
Det er simpelthen eminent manuskript- og instruktørarbejde at flette #Metoo, AIDS-forskrækkelse, racisme og undertrykt homoseksualitet ind i en på overfladen letbenet halvtimes-serie om kvindelige wrestlere og tilmed ende med et slutprodukt, der (stadig) er så kulørt, underholdende og opløftende en serieoplevelse, som ’GLOW’ er endt med at være.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen
Læs også: ’Sharp Objects’: Amy Adams er sublim i krimiserie fra ’Gone Girl’-forfatter