‘Mamma Mia! Here We Go Again!’: ABBA-fest i det græske øhav er solid sommerunderholdning

Efter jeg så den første ’Mamma Mia!’-film i 2008, prøvede jeg øjeblikkeligt at slette Meryl Streeps overgearede dans på hustage, Amanda Seyfrieds pinagtige lillepigefacon og Pierce Brosnans ihærdige forsøg på at ramme en ren tone fra min hukommelse. Mindet om det skamløse overforbrug af dansende grækere og unaturlige oplæg til sange som ’Take A Chance On Me’ og ’Does Your Mother Know’ giver mig stadig myrekryb.

Men det er nok svært for den nyere generation at høre ABBA-hits som ’I Have a Dream’ uden at se Seyfried synge til båds eller lytte til ’The Winner Takes It All’ uden at tankerne ledes hen mod Streeps røde tørklæde flagrende i vinden. Med en kitschværdi der siger spar to, blev denne musicalfilmatisering svær for populærkulturen at lægge bag sig. En film, de fleste mener ikke er helt vellykket, men som de alligevel tager i forsvar med musicalens evige redningsvest: Ja, men sangene – dé er nu rigtig gode.

Af disse grunde havde jeg svært ved at se, hvad en toer kunne bringe med sig. Er det sidste store ABBA-hit ikke blevet spillet på den græske ø Kalokairi? Kan de hive en historie op af hatten og få overtalt Colin Firth, Stellan Skarsgård, Pierce Brosnan og Meryl Streep til at lege kopiband igen?

Ja. Det kunne de godt. Here we go again.

Den nye ’Mamma Mia!’-film vil nemlig fortælle den historie, der var genstand for alt postyret i den første film: Mor Donnas seksuelle eskapader og forvirringen omkring datteren Sophies far. Vi rejser hurtigt tilbage til 1979, hvor den unge Donna (Lily James) som nyudklækket Oxford-uddannet rejser Europa rundt efter eventyr. Her møder hun først den noget underkuede bankaspirant Harry (tilnavnet »Head Banger« fra forrige film er tydeligvis skrottet), senere den svenske sejlentusiast Bill og falder så hovedkulds for den unge arkitekt Sam, som hun efter mange års ventetid blev gift med i slutningen af den første ’Mamma Mia!’.

I nutiden er Donna (Meryl Streep) desværre gået bort, og datteren Sophie (Amanda Seyfried) søger at færdiggøre sin mors drøm om at skabe et smukt hotel i det græske øhav. Hun er kun få dage væk fra hotellet Bella Donnas storslåede åbningsfest, og kan med hjælp fra Donnas gamle veninder Tanya og Rosie (Christine Baranski og Julie Walters) og sin ene ud af tre fædre Sam (Pierce Brosnan) se frem til at opfylde sin mors ønske.

Men Sophie står ved en skillevej. Skal hun blive på øen ligesom sin mor og skabe sig en tilværelse dér? Det er et år siden Donna døde. Er det på tide at lægge hende bag sig? Midt i tankespindet er en storm på vej, der truer med at ødelægge hele åbningsfesten.

I begyndelsen virker sammenhængen mellem de to historier noget tynd, og det virker knapt så ophidsende at få fortalt historien om de tre fædre, efter første film gik så længe om den varme grød. Men den unge Donnas rejse gennem lande og mænd for at finde paradis, viser sig snart at have en emotionel tyngde, som den første film savnede.

For på trods af musicalgenrens ekstravagante dansenumre og højstemte følelsesballader, var der en del mere ’tell it’ end ’show it’ i første ombæring, hvor vi fik forklaret Donnas trekantsdrama, men aldrig rigtig så relationerne mellem de herrer og dame blive spillet ordentligt ud i andet end sang. Donnas unge dage giver den følelsesmæssige dybde, som den selvkørende jukebox i første film ikke rigtig havde tid til at beskæftige sig med i et forsøg på både at nå ’Dancing Queen’, ’Gimme! Gimme! Gimme!’ og ’Voulez-vous’ inden festen var slut. Nu er der tid til at lære de tre unge faderskikkelser at kende for alvor og den livlige Donna, som er elskværdig i Lily James’ smittende portræt.

Eftersom så mange ABBA-hits blev fyret af i 2008, er sangene i den nye filmhyldest af den – for ABBA-novicer – mindre kendte slags. Til gengæld fremstår de langt mere velvalgte, udtryksfulde og inciterende for både fans af svenskerkvartetten og ukyndige pop-elskere. ’Why Did It Have To Be Me’ stråler til havs i en kærlighedssang mellem Donna, Bill og en skuffet Harry, og Lily James’ udgave af ’Andante Andante’ er et rørende indblik i en spirende, men sårbar sommerromance.

Sangsællerter er der dog stadig hjerterum til. ’Knowing Me, Knowing You’ serveret i et dramatisk højdepunkt, hvor elskendes veje skilles, og den ellers noget svært placerede ’Waterloo’ i en overbevisende genrehyldest med statister, rekvisitter og finurlig koreografi en masse.

’Here We Go Again’ er af en helt anden kaliber end sine forgænger. Numrene er bedre udført, tonerne renere, og det lykkes veninderne Tanya og Rosie (unge som ældre udgaver) at fyre et par humoristiske bemærkninger af. Richard Curtis – den britiske rom-com-maestro bag ’Love Actually’ – er med som manuskriptforfatter, og hans sans for at skabe et godt soundtrack skinner tydeligt igennem i samspil med den britiske humor. Og instruktør Ol Parker hiver hjertevarme med fra sine ’Best Exotic Marigold Hotel’-film.

Det kan godt være, at filmen er lige lang tid nok om at runde af i endnu et forsøg på at få nogle ekstra sange med. Men for musicalelskere, ABBA-fans og alle der har brug for lidt sommereskapisme er ’Mamma Mia! Here We Go Again!’ et solidt bud på en underholdende biograftur.

Og ja, så er sangene selvfølgelig rigtigt gode.