‘Orange Is the New Black’ sæson 6: Idealistiske Piper er bedre end trussebandeleder-Piper

Jenji Kohans kvindefængelsdramedy har svinget gevaldigt i kvalitet, men når den er bedst, er den fremragende.

Med en blanding af absurd humor, rørende persondrama og politisk indignation har serien givet plads til tv’s mest mangfoldige cast, behandlet kriminelle som mennesker og leveret en sønderlemmende kritik af det amerikanske fængselssystem og samfundets systematiske racediskrimination. Som her i sjette sæson, hvor en hvid karakter løslades for god opførsel, mens en sort karakter, der oprindeligt er fængslet for samme type forseelse, symptomatisk idømmes ekstra tid for en handling, hun ikke har begået.

I femte sæson gjorde fangerne i Litchfield oprør mod den umenneskelige behandling, og sæsonen fulgte den dramatiske opstand gennem tre dage. Et friskt formeksperiment, der desværre manglede narrativ fremdrift.

Nu er ‘Orange Is the New Black’ tilbage i sin gamle form – og i nye omgivelser, der giver et friskt pust til serien, der stod lovlig meget i stampe.

Mens størstedelen af de indsatte bliver sendt til Ohio, bliver de karakterer, der gemte sig i Friedas (Dale Soules) hemmelige bunker, hvor vagten Piscatello blev holdt som gidsel, eller mistænkes for at være leder af opstanden, sendt til ’Max’, det berygtede højsikkerhedsfængsel på den anden side af bakken.

Piper (Taylor Schilling), Nicky (Natasha Lyonne), Red (Kate Mulgrew), Taystee (Danielle Brooks), Cindy (Adrienne C. Moore), Suzanne (Uzo Aduba), Frieda, Blanca (Laura Gómez), Flaca, Maria (Jessica Pimentel), Daya (Dascha Polanco) og Gloria (Selenis Leyva) bliver i sat i eneceller og på skift afhørt af statsanklageren, der vil have hoveder på bordet for mordet på Piscatello.

Som sæsonen skrider frem, bliver kvinderne, der også får selskab af Lorna (Yael Stone), Flaca (Jackie Cruz) og Sophia (Laverne Cox), integreret i det nye fængsel, hvor de lander på bunden af magthierarkiet. Fængslet er skarpt opdelt i blok C og D, ledet af hver sin søster, der uden nogen fornuftig grund har ligget i krig mod hinanden i årtier. Søstrene Carol (Henny Russell) og Barb (MacKenzie Phillips) og deres shakespeareske forhistorie er underholdende, men desværre får deres mindre interessante undersåtter Madison (Amanda Fuller) og Daddy (Vicci Martinez) mere spilletid.

I det hele taget havde jeg svært ved at engagere mig i de nye karakterer, når der i forvejen er så mange, hvis skæbner jeg er optaget af. Serien gør klogt i at fokusere på et mindre persongalleri, og har i det store hele valgt rigtigt – jeg skænkede nærmest ikke de frafaldne en tanke. Det nye setup giver plads til nye sjove konstellationer. Da Flaca ikke har Maritza ved sin side længere, danner hun en radioværtsduo med Cindy, ligesom Frieda og Suzanne bliver umage roommates.

Sæsonen er en del mere fængende end den forrige, men man skal dog lidt i gang, før dramaet virkelig løfter sig. Men så bliver det edderbunkende også spændende!

Dramaet beskæmmes dog af den fortsatte brug af flashbacks, som serien helt har mistet grebet om. I de første sæsoner viste de bedste flashbacks noget overraskende ved karaktererne, der på ofte hjerteskærende vis gav en ny forståelse for deres nuværende situation. Tænk bare på afsløringen af, at Lorna ikke var forlovet med Christopher, men stalkede ham. Eller Taystees mentorforhold til Vee, der skabte splid mellem hende og Poussey. Eller Watson, der smed sin løbekarriere og fremtid væk for en kriminel kæreste. Sjette sæson har udover Barb og Carols én vellykket flashback-fortælling, der viser et gammelt venskab mellem Taystee og en af de nye vagter.

I det hele taget er serien ligesom sidste sæson bedst, når Taystee er i centrum, og Danielle Brooks bliver bare bedre og bedre. Også Piper er mere udholdelig i denne sæson. Hun har droppet sin hårde attitude, og er vendt tilbage til sin mission at gøre fængslet til et bedre sted, denne gang ved at genindføre kickball. Jeg kan bedre lide selvretfærdige idealistiske Piper end trussebandeleder-Piper.

Mens dramaet i det store hele fungerer på mikroplan, står det dog mindre klart, hvad sæsonen vil sige på makroplan. Der er fortsat fokus på Black Lives Matter og den grådige private fængselsindustri, der ser stor på fangernes velfærd og rettigheder. Sæsonen tilføjer ikke rigtigt noget, serien ikke i forvejen har formidlet, men den gør det stadig forbilledligt.

---

Kort sagt:

‘Orange Is the New Black’ er tilbage i fin form i forfriskende nye omgivelser og et mere fokuseret karaktergalleri. Dramaet fungerer glimrende – især i anden halvdel – men serien tilfører på et større plan ikke for alvor noget nyt til sin ellers fremragende historie om ulighed, racisme og et korrupt fængselsvæsen.