’De utrolige 2’: Geniale actionscener er højdepunktet i glædeligt Pixar-gensyn
Superheltefilmene har vokset sig større og større, siden Pixar i 2004 havde premiere på ’De utrolige’. Efter animationsdarlingen blev opkøbt af Disney, har moderselskabet sat alt ind på biografherredømmet med sin enorme Marvel Cinematic Universe-franchise, som nu har budt på 20 film.
Da den oprindelige instruktør og manuskriptforfatter Brad Bird annoncerede, at en efterfølger til hans nu 14 år gamle animationsperle var undervejs, kunne man derfor spekulere i, hvordan den ville lægge sig op ad Disneys blockbuster-succeser. Heldigvis holder Bird fast i det, der gjorde den første film så fantastisk, og som Marvel-filmene endnu ikke har mestret: Det troværdige familiedrama.
’De utrolige’ var nemlig så vedkommende, fordi den handlede om en amerikansk kernefamilie, der tilfældigvis har superkræfter. Det var historien om en far, der går sin kone og sin familie bag ryggen for at udleve ungdomsdrømmen. I den nye film er de familiære relationer også i fokus, naturligvis tilsat godt med action og menneskeliv, der skal reddes.
Handlingen fortsætter præcis, hvor vi slap, og alle ligner og lyder som sig selv, bortset fra at animationskunsten på 14 år naturligvis er blevet endnu mere levende og detaljeret. Superhelte er fortsat ulovlige, og omverdenens kritiske syn på dem ændres bestemt ikke af, at familien Barr forårsager store ødelæggelser i forsøget på at besejre Undergraveren, der dukkede op i slutningen af den første film.
Ud af det blå kontaktes forældreparret Bob og Helen (også kendt som Mr. Incredible og Elastigirl) imidlertid af det rige søskendepar Winston og Evelyn Deavor, som vil have superheltene lovliggjort. Da Mr. Incredible har for vane at være lidt for hårdhændet ved sine omgivelser, ser Deavor Elastigirl som den ideelle frontfigur for projektet, der går ud på, at hun får monteret et mikrokamera på brystet, mens hun redder dagen. På den måde skal offentligheden nok kunne se det praktiske i at have superhelte til rådighed.
Således bytter forældrene roller. Mens den tidligere hjemmegående husmor drager på ’arbejde’, må en lettere misundelig Bob tage sig af deres tre børn, Violet, Dash og Jack-Jack. Specielt sidstnævnte volder store problemer, da det klukkende spædbarn, til Bobs store overraskelse, er indehaver af utallige ukontrollerbare superkræfter, som spontant kommer i spil. Men den trætte far skal også tage sig af mere jordnære problemstillinger som Dash’ matematiklektier og Violets kærestesorger.
Selvom familiedynamikken som sagt er vigtig, og selvom størstedelen af scenerne med Bob og børnene er sjove, føles det samtidig lidt ærgerligt, at Mr. Incredible er blevet reduceret til en comic relief-karakter på sidelinjen i meget af filmen. Noget af komikken føles mere som pauseklovneri end som en naturlig del af fortællingen.
Til gengæld må man sige, at de parallelle actionscener med Elastigirl er helt geniale. Man mærker tydeligt Brad Bird og animationsholdets legesyge, når heltinden ræser over hustage på sin nye motorcykel, der skilles på midten, så hendes elastiske krop kan strække sig mellem de to dele på alskens umulige måder.
Det er underholdende, om end den nye film ikke når helt op på sin forgængers niveau, hvilket også må tilskrives en ny skurk, hvis historie og motivation ikke rammer lige så hårdt, som det var tilfældet med Syndrome i etteren. Desuden introduceres vi til en stor mængde nye superhelte, som ikke alle er skærmtiden værd.
Alligevel er vi i den gode ende af Pixar-fortsættelserne. Og når hele familien Parr (inklusive onkel Frozone) mod slutningen får lov til at udnytte deres superkræfter til fulde, mens Michael Giachinnos James Bond-inspirerede temasang spiller med hele jazzorkestret, er man alligevel rigtigt glad for, at de vendte tilbage til biograflærredet.