»Man bliver nødt til at basere sin karriere på andet og mere end at ligge i toppen af FHM’s 100 mest sexede kvinder-liste. Udseendet falmer, og hvad vil der så være tilbage?«
Spillefilmgennembruddet som sassy-sexet receptionist i Judd Apatows ’Forgetting Sarah Marshall’ var blot et par måneder gammelt og ’The 70s Show’-stjernen Mila Kunis 24 år, da hun i 2008 stillede sig selv det retoriske spørgsmål under et interview med L.A. Times.
10 år senere og en række boxoffice-hits som bolleveninde/MILF/forvirret ekskæreste senere, har hun endnu ikke fundet svaret:
»For et par dage siden satte mig ned for at nedskrive mine drømme for de næste fem år. Og det gik hurtigt op for mig, at jeg ikke drømte stort nok. Så efterfølgende har jeg gået og tænkt, ’Hvad fanden er egentlig min store drøm for mig selv?’. Jeg vil bare gerne være glad. Jeg ved, at det lyder super klichefyldt, men jeg vil blive ved med at lære og blive udfordret… Jeg tror, at det uvægerligt leder til en form for succes«, sagde Mila Kunis til Cosmopolitan i juli.
De fleste håbefulde Hollywood-ingenuer ville nok mene, at stjernen trods alt har opnået betydelig succes, men tilskriver man Kunis’ kommentarer en professionel rastløshed, brillerer fraværet af dramatiske hovedroller på cv’et.
Den sorte svane
Tilbage i 2010 flaksede skuespillerinden ellers lovende med vingerne i Darren Aronofskys ’Black Swan’ – som dystert erotisk modstykke til Natalie Portmans sindsforvirrede ballerina – og blev for første og indtil videre eneste gang i karrieren belønnet med både Golden Globe og SAG-nomineringer – såvel som mærkbar Oscar-buzz, om end det ikke resulterede i en nominering.
Rollen som ‘den sorte svane’ reintroducerede stjernen for de publikummer, der måtte have afskrevet Kunis som sitcom-dukkehoved, og føjede overraskende diabolske facetter til stjernens ekspressive mimik, der blæste komediegenrens lillepigekarikatur om kuld til fordel for en mere voksen og foruroligende, inciterende tvetydighed. Kunis’ intensitet foran kameraet, hvor hun fik lov til at folde sig ud som seksuelt rovdyr og ikke bytte, sammenlagt med hendes dedikation til rollen (hun smed 10 kilo og trænede ballet fire timer dagligt i et halvt år) var et øjenåbnende karrierehighlight, der afslørede stjernens potentiale i hænderne på den rette visionære instruktør.
Samme år medvirkede Kunis ligeledes i Hughes-brødrenes dystopiske ’The Book of Eli’ med Denzel Washington, og dramabiroller i de små indiefilm ’Blood Ties’ (over for Clive Owen og Marion Cotillard), ’Color of Time’ og Paul Haggis’ ‘Third Person’ (begge med vennen James Franco) fulgte. I 2014 grundlagde skuespillerinden sit eget produktionsselskab, Orchard Farm Productions, med henblik på at søsætte feministiske film- og serieprojekter sammen med sine tre kvindelige forretningspartnere, men selskabets første titler er endnu på udviklingsstadiet, og som årene er gået, er ‘Black Swan’s momentum udslukt.
Til gengæld er Kunis’ pinup-image holdt ved.
Året før Harvey Weinstein-skandalen fik en tsunami af #MeToo-afsløringer til at skylle over den amerikanske underholdningsindustri, postede Kunis således et indlæg på sin mand (og tidligere ’That 70s Show’-kollega) Ashton Kutchers onlinemedie A Plus, hvori hun skrev om sine oplevelser med sexchikane i branchen, og hvor meget det førhen havde påvirket hendes syn på, hvad der blev forventet af hende:
»’Du kommer aldrig til at arbejde i den her by igen’. Det er en kliche, men det er også præcis, hvad en producer sagde til mig, da jeg nægtede at posere halvnøgen på forsiden af et mandeblad for at promovere vores film. Jeg ville simpelthen ikke længere sluge de naive kompromisser, jeg før havde gjort. Jeg var rasende, og jeg følte mig objektificeret – og for første gang sagde jeg ’nej’.
Igennem hele min karriere har jeg oplevet øjeblikke, hvor jeg er blevet talt grimt til, betalt mindre, ignoreret kreativt og på anden vis nedgjort på grund af mit køn. Og hver gang har jeg prøvet at lade tvivlen komme folk til gode. Jeg har overbevist mig selv om, at jeg var nødt til at spille efter drengenes regler for at få succes som kvinde i branchen… Men det er bullshit«.
Kvindedreven komik i front
I de to år der er gået siden, er Mila Kunis blevet fortaler for Time’s Up-bevægelsen og har fokuseret sin energi på kvindedrevne komedier med de to publikumspopulære (om end anmelderudskældte) ’Bad Moms’-film såvel som den biografaktuelle spionfarce ’The Spy Who Dumped Me’ – en venindeduet med ’Saturday Night Live’s Kate McKinnon.
»Der hersker en misforståelse om, at komedie er nemmere end drama. Jeg leder altid efter noget, der kan udfordre mig, og man tiltrækkes jo af forskellige ting på forskellige tidspunkter … Jeg er ikke en genresnob, jeg læser alle slags manuskripter, jeg får tilsendt«, udtalte Kunis defensivt i et notorisk tåkrummende interview med New Jersey-mediet Star-Ledger i 2014, da en journalist spurgte ind til dramaambitionerne (interviewet kolliderede spøjst nok med sværmen af dårlige anmeldelser af sci-fi-fadæsen ‘Jupiter Ascending’).
Er skuespillerinden slet og ret ikke blevet tiltrukket af en eneste dramatisk hovedrolle siden gennembruddet, eller ligger det kommercielle Hollywoods interessere i at kompromittere Kunis’ letfordøjelige komediebrand på et meget lille sted (sorry Mila, men ‘Bad Moms’ er ikke just Andy Kaufman)?
Selvfølgelig er det udmærket, at en stjerne af Kunis’ format smider sin vægt bag komediefilm, der sætter en ære i at hylde søsterskabet, men de velmenende intentioner til trods har rollernes spændevidde ikke rykket sig nævneværdigt siden ‘Forgetting Sarah Marshall’, materialets punchlines om female empowerment snubler i pikjokes, og man sidder tilbage med en følelse af, at skuespillerinden fortsat spræller i det patriarkalske Hollywoods net, når hun – som efter alle standarder ligner en Victoria’s Secret-model – underlægger sig filmbyens version af, hvordan en ynkværdig, »aldrende« mor, der konstant får at vide af sine omgivelser, at hun »ligner lort« og er den mindst fitte i træningscentret, ser ud.
Kunis er sjov: Selv når stjernens film falder på røven, er det hendes tørre ironi og fysiske komik kombineret med en essentiel nerve af sårbar sensibilitet bag de store øjne, der redder skuden i havn. Men savner hun vitterligt de udfordringer, hun vender tilbage til igen og igen, så er det tvivlsomt, at hun fremadrettet finder dem ved at tylle tequilashots og sukke efter en lækker eks som i ‘The Spy Who Dumped Me’, eller kaste om sig med dildoer og lege udskidt-æblegrød-a-la-supermodel i ‘Bad Moms’.
Derimod ville det være forfriskende, hvis hun satsede på en film eller serie – og i særdeleshed en instruktør – der også lader hende udforske sit brands skyggesider, som birollerne i ’Black Swan’ og ‘Third Person’ afdækkede en spændende flig af. Det behøver ikke partout være på bekostning af slapstickhumoren på siden, hvis bare denne ville hæve barren en smule – spørg bare Reese Witherspoon, Emma Stone og Anne Hathaway – men kunne åbne op for en femårsplan præget af langt større professionel udvikling, end Kunis har gennemgået på de sidste 10 år.
Dét ville være min drøm for dig, Mila.
Læs også: Giv Jim Carrey det comeback, han fortjener – eller lad ham være i fred