’An Evening with Beverly Luff Linn’: Toilethumor, smelteost og Aubrey Plaza

CPH PIX: Mærkelighedskomikken vil ingen ende tage i den aparte romantiske komedie med den mundrette titel ’An Evening with Beverly Luff Linn’. Jim Hoskings efterfølger til den gennemført ulækre og meget akavede far-søn debutfilm ’The Greasy Strangler’, der blev vist på CPH PIX i 2016, er langtfra så ekstrem eller eksplicit som sin forgænger, men tonen er stadig deadpan, humoren latrinær og stilen trash-kitschet med bæbrun som primærfarve.

Aubrey Plaza (’Parks and Recreation’, ’Ingrid Goes West’) spiller Lulu Danger: kedsomhedsplaget hustru til dinerchefen Shane (Emilie Hirsch) med et voldsomt temperament og hul i pengekassen. Da Shane fyrer Lulu og derefter røver hendes bror for et større pengebeløb, har Lulu imidlertid fået nok. Derfor stikker hun af med Colin (Jemaine Clement fra ’Flight of the Conchords’), en art kikset dusørjæger på tilfældig gennemrejse i byen, som Lulus bror har engageret til at få pengene tilbage fra Shane.

Det aparte par på flugt indlogerer sig på byens Morehouse Hotel, og her ser Lulu til sin store overraskelse, at Beverly Luff Linn skal optræde for one magical night only. Hun må og skal se hans optræden, og man fornemmer, at Beverly og Lulu har haft en fortid sammen. Beverly, som Colin med slet skjult jalousi påpeger har et damenavn, er en kraftig, sort fyr iklædt skotskternet alpehue, knæhøje strømper og kappe. Han taler ikke, men brummer kun sine ordrer til assistenten Rodney, der står på spring for at trykke nænsomt på Beverlys udspilede mave, så kunstneren kan komme af med den ophobede mavegas.

Har du set ’The Greasy Strangler’, ved du allerede, at Hosking på den måde er forfalden til toilethumor og tarmfunktionskomik. Om du griner af Emile Hirschs lakoniske repliklevering af »Jeg skal skide. Passer i lige butikken i 25 minutter?« her i ’An Evening With Beverly Luff Linn’ er nok en humoristisk smagssag (jeg trak i hvert fald på smilebåndet), men du er aldrig i tvivl om, at det er en Jim Hosking-film, der løber over lærredet.

Med Shane og hans ubehjælpelige medsammensvorne i hælene på den undvegne duo, Lulu og Beverlys mystiske fortid og Colins spirende forelskelse i Lulu som strittende plottråde har Hosking i hvert fald begået en film, du aldrig er helt sikker på, hvor er på vej hen. Fortællingen mister pusten, trækker lidt i langdrag og frustrerer ofte i sin insisteren på gentagelser, men holder stadig ens interesse – takket være et stærkt hold af skuespillere, der alle synes at være helt med på Hoskings absurditeter og skæve univers.

Aubrey Plaza har tillagt sig 80’er-krøller og synes helt hjemme i Lulu Dangers parade af fantastiske sweatre, mens Jemaine Clement er øjeblikkeligt sjov som den kiksede Colin med gultintede briller og et gevaldigt overskæg, hvor smelteosten fra løgringene selvfølgelig klistrer klamt i.

Andet ville også være mærkeligt i en Jim Hosking-film.