’Lords of Chaos’: Vildskaben smitter i film om norske dødsmetallegender

CPH PIX: De første afsindigt hektiske 20 minutter af Jonas Åkerlunds ’Lords of Chaos’ var lige ved at skræmme mig væk.

Musikvideoinstruktørens biografiske film (baseret på Michael Moynihans bog af samme navn) om det norske black metal-band Mayhem bliver nemlig etableret med så meget fart over feltet, at det er svært at leve sig ind i fortællingen.

Allerede ni minutter inde har en manisk Jack Kilmer et geværløb mod panden, uden man endnu ved, hvem de langhårede, mundhuggende og til tider ansigtsmalede bandmedlemmer egentlig er som personer. Kun guitaristen Øystein ’Euronymous’ Aarseth (Rory Culkin), der er gruppens stifter og frontfigur, får taletid, og det sker gennem en selvhøjtidelig, attitudefuld og distancerende voiceover, man ikke får meget ud af.

Historien om Mayhem er mindst lige så vild som filmens indledende tempo. Bandet kom på verdenskortet, efter forsangeren Per ’Dead’ Ohlin (Jack Kilmer) i 1991 tog livet af sig selv. Myten om en gruppe brutale satanister opstod, da Aarseth efterfølgende fotograferede liget og efter sigende delte halskæder med stykker af Deads kranie ud til medlemmerne. To år senere blev stifteren selv stukket til døde af bandets nye bassist, Varg ’The Count’ Vikernes (Emory Cohen), som måtte afsone 14 års fængsel.

Min frygt for næsten to timers fandenivoldsk, men uvedkommende metalmusikvideo blev heldigvis gjort til skamme. For lidt efter lidt begynder filmens egentlige drama mellem Aarseth og Vikernes, spillet overbevisende af Culkin og Cohen, at tone frem.

Det er den velkendte historie om den ambitiøse lærling, der overgår læremesteren, som svigter sine egne principper. Det handler også om en gruppe selvindbildske og smålatterlige unge nordmænd (som sjovt nok taler engelsk). Jonas Åkerlund gør nemlig klogt i ikke bare at opstille de kontroversielle black metal-figurer som mytologiske helte, men som mennesker med drømme og brister – og som hjemmeboende drenge, der spiser knækbrød med myseost.

Aarseths førnævnte voiceover viser sig således at afspejle en facade, han gennem hele filmen forsøger at opretholde, men som publikum og Vikernes ser lige igennem. Han vil være den hårdeste, ondeste, mest principfaste satanist og slet ikke tænke på pladesalg, penge og turnéer. Men samtidig er han doven og uden rygrad, når kultiske uhyrligheder skal føres ud i livet. Han tager imidlertid hellere end gerne æren for de andres præstationer.

Ligesom sine hovedpersoner vil filmen chokere. Det lykkes med ufatteligt blodige og udpenslende mordseancer. Andre gange gyser man frydefuldt, når drengene i ly af natten brænder norske stavkirker ned til grunden.

Det kan være skamfuldt at lade sig underholde af virkelige, gravalvorlige voldshandlinger set gennem et til tider komisk filter. Men når først historiefortællingen begynder at give mening, bliver vildskaben overordentligt smittende.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 10 mest essentielle film på årets CPH PIX-festival