‘Bad Times at the El Royale’: Drew Goddards Tarantino-hyldest emmer af selvtillid
I slutningen af 1960’erne tjekker fire fremmede ind på et tomt hotel: Præsten Flynn (Jeff Bridges), sangerinden Darlene (Cynthia Erivo), den omrejsende sælger Laramie (Jon Hamm) og en kvinde, der insisterer på at forblive anonym (Dakota Johnson).
Den tålmodige og dialogrige introduktion til de hemmelighedsfulde hovedpersoner i Drew Goddards ‘Bad Times at the El Royale’ kunne have fungeret glimrende som et teaterstykke, og ligesom i Quentin Tarantinos ‘The Hateful Eight’ bliver detaljerne om deres fortid afsløret løbende og i et næsten trodsigt mageligt tempo. Det er derfor et af den slags krimimysterier, man bør vide så lidt om som muligt på forhånd.
Piccoloen Miles (Lewis Pullman), der bestyrer hotellet helt på egen hånd og har et stort behov for at bekende sine synder til Flynn, virker nervøst anlagt, og det viser sig, at det ikke kun er gæsterne, der har en blakket fortid at skjule. Der er nemlig mildest talt sket lidt af hvert på hotellet: gemte tyvekoster, selvmord, mord og en meget kompromitterende videooptagelse af en nu afdød kendis, der meget vel kunne være JFK.
Lewis Pullman, Bill Pullmans søn, er stadig en relativt uprøvet skuespiller, men både han og Cynthia Erivo, hvis eneste anden spillefilm er Steve McQueens kommende heist-thriller ‘Widows’, vil være på min radar i de kommende år. Erivo vandt både en Tony og en Emmy for Broadway-musical-udgaven af ‘The Color Purple’, og her leverer hun en håndfuld blændende soul-covers – heriblandt af The Isley Brothers’ Motown-klassiker ’This Old Heart of Mine’, som det forlyder, at hun måtte fremføre 27 gange, før scenens ambitiøse one take sad i skabet.
‘Bad Times at the El Royale’ er selvsikkert fortalt. Flere gange i løbet af filmen, der er inddelt i kapitler, vender fortællingen tilbage til en tidligere scene og viser den fra en af de andre hovedpersoners synsvinkel – et effektivt kneb, Tarantino eksempelvis brugte i ’Pulp Fiction’ (diner-scenen) og ’Jackie Brown’ (røveriet i storcenteret). Og i en rum tid føler man sig i gode hænder med den legende fortællestil og en forventning om, at manden bag meta-slasher-perlen ‘The Cabin in the Woods’ da selvfølgelig må have nogle esser i ærmet.
Men nej. Fra og med flashbacket til Chris Hemsworths kultleders indoktrinering af protegéen Ruth (Cailee Spaeny) – to karakterer, som det er omtrent lige så svært at tro på som at fatte interesse for – begynder man lige så stille at mistænke, at de fortællemæssige krumspring simpelthen har skullet dække over, at plottet ikke har særlig meget at byde på.
Goddards æstetiske sans og de mange sprøde 60’er-tracks, der med jævne mellemrum enten bliver sunget af Darlene eller bestilt på El Royales jukebox, køber dog filmen en god portion goodwill.
Kort sagt:
Drew Goddards Tarantino-hyldest ‘Bad Times at the El Royale’ oser af selvtillid og kommer elegant fra start, så det er en skam, at krimiplottet ender med at løbe ud i sandet. Til gengæld spår filmen en lys fremtid for musical-stjernen Cynthia Erivo og Bill Pullmans søn, Lewis Pullman.
Læs også: ’The Romanoffs’: ’Mad Men’-forfatters nye store serie er et babelstårn af klicheer
Læs også: Superhelte er passé på film – nu træder superskurkene ind på hovedscenen