KOMMENTAR. Bonnie Tyler vidste det. Og Marvel og DC har vidst det i et gigantisk blockbuster-årti: Folket vil have helte og masser af dem. Fotogene, selvopofrende og charmerende good guys og girls med stramme biceps under ditto stram spandex tilsat misundelsesværdige lokker på toppen.
I en virkelig verden præget af politisk uro og en tiltagende destabiliseret verdensorden har det været betryggende at lade sig synke ned i plyssæder så røde som Supermans kappe og mærke de rene heltehjerters stråleglans på lærredet varme kinderne som eskapistiske solstrejf i mørket. Det skal nok gå alt sammen – Iron Man redder både dagen og kloden, inden de sidste horn på lydsiden forstummer.
Men noget lurer i skyggerne, og når vi til næste forår byder et (formodentligt) endeligt farvel til selvsamme Iron Man, Captain America og Thor i det afsluttende ’Avengers’-kapitel, hvæsser en række af tegneserielands værste superskurke og tvivlsomme antihelte våbnene i kulissen, klar til at overtage boxoffice med fandenivoldske ugerninger og lidet andet end sylespids ironiseren til overs for velfærdsideologier og kumbaya-sammenhold.
Ramasjang i Gothams gader
Vi har allerede fået en forsmag på skurkenes gryende æra, om end den er kommet uheldigt fra start: David Ayers ’Suicide Squad’ var en fæl rodebutik fra DC, og denne uges ’Venom’, hvori Tom Hardys menneskeædende bæst udfordrer antiheltemærkatet (selv superhelteklassens bisse Deadpool spiser ikke sine fjender), er en ærgerligt spildt, PG13-rated mulighed for at puste frådende liv i en af Marvel-universets mørkeste karakterer. På den lille skærm har Gothams værste til gengæld en anderledes vellykket fest i Fox’ undervurderede præ-Batman-serie ’Gotham’, hvor yngre udgaver af Pingvinen, Gækkeren, Fugleskræmslet og Jokeren har indtaget spotlyset med camp og gotisk kitch en Tim Burton-produktion værdig.
Og der er meget mere ramasjang i Gothams gader forude: Warner Bros.’ kommende ’Joker’ med Joaquin Phoenix i hovedrollen og Todd Phillips bag kameraet har på papiret alle forudsætninger for at blive en gyseligt underholdende origin-affære i selskab DC’s mest ikoniske skurk, og lige i hælene på klovneprinsens rød-lilla velourrevers tager Margot Robbies Harley Quinn – stjernen i ’Suicide Squad’s mudderpøl – mikrofonen i hele tre filmiske eventyr.
Først får vi kvindeskurkefilmen ’Birds of Prey’ om Quinn, Poison Ivy og Catwoman, instrueret af Cathy Yan og med manuskript af Christina Hodson. Hernæst følger en endnu unavngiven Harley Quinn og Joker-’romance’, der genforener Robbie med Jared Letos polariserende pimp-Joker – med et strejf af ’Bad Santa’, ifølge manuskriptforfattere Glen Ficarra og John Requa. Og endelig er der ’Suicide Squad 2’, der har inviteret den tidligere ‘Guardians of the Galaxy’-instruktør James Gunn om bord som medforfatter (uden tvivl en glimrende idé) og skiftet David Ayer ud med instruktør Gavin O’Connor (‘Warrior’).
Længere nede i det filmiske forbryderkartotek rumsterer de to Marvel-skurkinder Silver Sable og Black Cat i hver deres solofilm, Marvels ‘Kraven the Hunter’ og ‘Morbius the Vampire’ (med Jared Leto i endnu en skurkerolle), DC’s Deathstroke (spillet af Joe Manganiello i en end credit-scene i ’Batman v. Superman’), Will Smiths ’Suicide Squad’-spin-off ’Deadshot’, DC-skurk/antihelt Black Adam i skikkelse af Dwyane ’The Rock’ Johnson og ’Doctor Doom’, der giver De Fantastiske Fires nemesis en form for genoprejsning med ’Fargo’ og ’Legion’-skaber Noah Hawley ved roret. I det mere familievenlige skurkesegment får Tom Hiddlestons fanfavorit Loke sågar sin helt egen tv-serie på Disneys kommende streamingtjeneste.
Udfordrer status quo
»Some men just want to watch the world burn«, og om få år vil man altså ikke kunne svinge et blodigt baseballbat uden at ramme en live action-tegneserieskurk på vej mod stjernerne. Efter lys kommer mørke, og lige så hyggeligt det er at se superheltene fikse verdenssituationen i IMAX-format, lige så frydefuldt appellerende kan det immervæk være at klø den fiktive svinehund bag øret og sætte ild til samfundsfrustrationerne, når anstændigheden løber panden mod muren i Twitter-idiotiens tidsalder, og konflikterne hober sig op, uanset hvor man sætter sit kryds.
Vi fascineres af superskurkene, fordi de udfordrer status quo: Hvor superheltene rydder op på så apolitisk vis som muligt, har superskurkene altid et ærinde, om det så er politisk eller ideologisk motiveret, en drøm om »one miiiillion dollars« eller blot et ønske om at skabe kaos. Uagtet at man ikke bifalder deres mål eller metoder, kan det være mere interessant at sætte sig ind i en karakter, der har noget på sit kulsorte hjerte end ham eller hende, der »bare gerne vil gøre det rigtige«.
Men hvis verdenssyn er det ’rigtige’? Skurkene stiller eksistentielle spørgsmål, der giver stof til eftertanke for både helte og publikummer, og Thanos i ’Avengers’ er et godt eksempel på en forfriskende flerfacetteret skurk, der ingenlunde ser sig selv som en. I Thanos’ optik afhjælper han, hvad han anskuer som et aktuelt samfundsproblem, nemlig overbefolkning, ved udrydde halvdelen af alle væsner i universet. Alt bliver nemmere, hvis vi ikke træder hinanden over tæerne og starter krige over mangel på naturressourcer, mener Thanos, der ikke skeler mellem høj og lav, alder eller race i sin udrensning, så nye generationer kan vokse op i fred og harmoni.
Titanen er gal, men hans kald har rødder i en ikke ugenkendelig problematik. Det er for »the greater good« – og heltene, der skal stoppe ham, har ingen andre modargumenter end, at det er »uetisk« og »du må ikke, fordi jeg siger det«, som det så ofte er med superhelte.
»We all go a little mad«
For i virkeligheden er heltene jo djævelsk dårlige problemknusere. De værger sig ved at udøve magt, men står med håret i postkassen, når der skal træffes svære valg, der har længerevarende betydning for samfundet. Skurken, han er rimelig sikker på sine valg og har ingen skrupler ved at sætte sig selv eller sin sag først. Han er fundamentalt flawed, som alle mennesker er det, og derfor også naturligt skeptisk over for spejderdrenge på moralske korstog. Jokerens hedeste drøm er, at Batman indser, at de er to alen af samme stykke.
»We all go a little mad sometimes«, som Norman Bates så mundret sagde det, og Jokeren har for længst luret, at akkurat ligesom de færreste voksne mænd render rundt med klovnemakeup 24/7, så klæder normalt fungerende mennesker sig sjældent ud som flagermus om natten.
Superhelte har som hovedregel altid mistet nogen, de havde kær, men det har skurkene i den grad også, og selv Jokerens historie antyder, at han engang havde en familie, der blev slået ihjel på mindst lige så brutal vis som Batmans forældre. Mens heltene lapper sorgen ved at gøre noget godt for andre mennesker nu og her, blev skurkene korrumperet af savn. Det gjorde så ondt, at det slog klik, og selvom monstret, der genopstår fra asken, er uhyrligt, vækker hans sorg og manglede redskaber til at komme videre følelsesmæssig resonans.
Ret skal dog være ret: De moderne superhelte er langt fra så sort-hvide væsner, som en god portion af dem var ved ’fødslen’ for halve århundreder tilbage. De spyer sarkastisk humor, bakser med sporadiske Twitter-backlashes og får sure byrådsmedlemmer på kappen, når de smadrer tætbefolkede midtbyer. Batman og Iron Man har rødvinsånde og rigeligt af dæmoner i bagagen, Deadpool danser blodig fandango henover den gode smag, og de mange X Men sovser rundt i evighedsfamilieskænderier. Men nu får de yderligere kamp til stregen, ikke bare på lærredet, men ved selve billetlugerne.
Hvem vinder kampen om fremtidens boxoffice? Og hvilken side er du på?
Læs også: Se Joaquin Phoenix som fuldblodsklovn i ‘Joker’