’In Fabric’: Sidse Babett ender i de intime regioner i Peter Stricklands nye ’ej, what’-film

CPH PIX: »Ej, what?« udbryder min sidekvinde i forbløffelse over det, der udfolder sig på lærredet.

Her kærtegner to gotiskklædte tøjekspedienter en mannequin-dukke, mens en udmarvet herre i fryd gokker den af for fulde drøn. Da den ene kvinde først fører en finger ned til mannequinens menstruationsblødende skød og derefter ind i munden, kan den Dracula-lignende beskuer ikke holde sig længere. Klimaks indtræder, og snart sprøjter sæd – eller er det små stofstykker – i en smuk bue gennem luften.

Scenen er i sandhed en ’ej, what’-oplevelse, og dem er der mange af i Peter Stricklands nye film om en rød highstreet-kjole, der tager livet af sine ofre.

Er man bekendt med Strickland, havde man da heller ikke forventet andet. Instruktøren, der før har besøgt CPH PIX med ’Berberian Sound Studio’ og ’The Duke of Burgundy’, er nemlig kendt for sine syrede fortællinger, sin forkærlighed for italiensk 70’er-gys og sine hyperstiliserede billeder.

Det hele og mere finder man i ’In Fabric’, der tilmed strutter af vellykket komik.

Kjolens første offer er vores helt egen Sidse Babett Knudsen, der tidligere brillerede som melankolsk dominatrix i ’The Duke of Burgundy’. Denne gang ser vi dog ikke meget til danskeren, der fra start er død og kun figurerer på en katalogside, som en af de mannequingramsende tøjekspedienter folder sammen og stikker op i skeden – som man jo gør, når man skal af med den slags.

Andet offer er den midaldrende Sheila, der lokkes ned i tøjforretningen af en udsalgsreklame med klare sataniske undertoner. I lang tid tror man, at hun er filmens egentlige hovedperson, og det er da også fra hendes hverdag som bankassistent, at de sjoveste trumfkort præsenteres.

For eksempel er det hylende morsomt, når hun irettesættes af to velmenende overordnede for sit ’forkerte’ håndtryk. Her har du en folder, siger den ene: Den forklarer i et nemt forståeligt sprog og med en pædagogisk tegneserie, hvordan du skal gøre næste gang.

Sheila sukker, og man forstår hende godt. Inspirationen kommer, ifølge Strickland selv, fra The Office’, og det klæder fortællingen med komisk modspil til den ellers lidt højtidelige stil.

Bedst som man begynder at holde af Sheila, ryddes hun skødesløst af vejen, og ind træder et nyt usandsynligt offer: Blikkenslageren Reg, der har en vild evne til at hypnotisere folk med sine tirader om vaskemaskiner.

Der gemmer sig måske en kritik af forbrugersamfundet et sted under det blodrøde kjolestof. Men de fleste påfund ligner nu, på godt moderne dansk, helt random undskyldninger for at fremtrylle fede billeder og sanseindtryk.

Og det kan i længden være svært at forblive fuldt investeret i en fortælling, der ikke har travlt med at skabe meningsfyldt indhold. Men jeg takker inderligt for de smukke og vilde ej, what-oplevelser.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted