’Long Day’s Journey into Night’: 50 minutters long take i 3D er mere end en gimmick
CPH PIX: Nytænkende arthouse-film kan ramme plet med deres eksperimenter, så alt går op i en højere enhed, men de kan også fejle og føles kunstigt demonstrative.
Sidste år bød en scene i David Lowerys ’A Ghost Story’ på selvbevidst arthouse af værste skuffe: I en fem minutter lang indstilling sidder en sørgende Rooney Mara på sit køkkengulv, hvor hun fortærer en halv madtærte, inden hun løber ud på toilettet og kaster op.
Det føltes mest, som om Lowery havde skrevet seancen for at forarge de mere folkeligt orienterede biografgængere – og desuden demonstrere, hvor kunstnerisk og provokerende han er som filmskaber.
En tilsvarende scene findes i kinesiske ’Long Day’s Journey into Night’, der fik premiere på årets Cannes-festival. Her spiser en grådkvalt ung mand et grønt æble (inklusive stilk og kerner), mens tårerne langsomt triller ned ad kinderne. Ligesom i Lowerys romantiske spøgelsesfilm er scenen snarere komisk end poetisk og livsklog.
Så er det imidlertid godt, at instruktør Bi Gans øvrige tryllerier i ’Long Day’s Journey into Night’ er anderledes vellykkede.
Ser man bort fra en glimtvis klodset dialog er filmen umådeligt indtagende på sin egen distancerende og svært gennemskuelige facon. I stil med Andrej Tarkovskijs klassiker ’Spejlet’ fra 1974, der synes at være en stor inspirationskilde, flettes hovedpersonens drømme og minder nemlig sammen i en sådan grad, at det er svært at navigere i og lige så svært at tage øjnene fra.
Luo vender efter mange år hjem til fødebyen Kaili i anledning af sin fars død. Herfra tager han på en længere rejse for at finde frem til den mor, der forlod ham som barn. Undervejs hjemsøges hans drømme af en kvinde i en grøn kjole. Eller er det minder af en ungdomsflamme? Ligesom i ’Spejlet’ smelter kvinderne i hans liv sammen. »Du ligner én, jeg kender«, siger han til alle dem, han møder.
Også billedsiden sløres af Luos søvndrukne mindestrøm af sorg og afsavn. Verden opleves gennem regnvåde bilruder, duggede glasdøre og sekskantede hønsenetshuller, mens lyde af dryppende vand og fjern torden flyder sammen til en hypnotisk masse.
Det er dog ikke ’Long Day’s Journey into Night’s fragmentariske første halvdel, som skabte mest omtale i det franske, men filmens sidste 50 minutter. For da Luo efter flere dages søgen slumrer hen i en slidt biografsal, tages drømmevisionen til nye højder. Gennem én lang, imponerende 3D-optagelse bringes man længere ind i Bi Gans døsige univers.
Den store tekniske præstation føles heldigvis som mere end en gimmick, og man får en ambivalent følelse af, at ringen sluttes. Rejsen ind i natten er lang, men man bliver rigeligt belønnet.
Se også: Alle vores PIX-anmeldelser samlet på ét sted