’Zama’: Argentinsk mareridtstur er lige så givende, som den er krævende
CPH PIX: Magistrat Diego de Zama står på stranden og spejder ud over de azurblå bølger. Udsigten er flot, men ikke for ham. For lang tid siden gjorde han sig fortjent til jobbet og forflyttelsen til Acunsión ved udmærkelse i kamp. Men nu drømmer, længes, higer han efter den forfremmelse, der kan føre ham til Spanien, langt væk fra det sydamerikanske langtbortistan.
Han kan dog komme til at vente længe endnu – så meget står klart i Lucrecia Martels koloniale mareridt, der ellers er frustrerende svært at finde både hoved og hale i. På kanten af verden bevæger tiden sig nemlig i underlige ryk, mens meningen ofte gemmer sig i udkanten af de tableauagtige billeder af hvide opstyltede 1700tals-kolonister og deres tavse sorte husstand.
I lang tid har jeg, rent ud sagt, temmelig svært ved at følge med. Hvorfor vil den sorte tjener ikke annoncere Zamas ankomst i Lucianas husstand? Hvordan er hierarkiet her egentlig skruet sammen? Og er den berygtede Vicuña Porto overhovedet en rigtig bandit, eller er han blot en hjemsøgende ånd, man har opfundet for at fordrive tiden på dette vamle, stillestående sted?
Men forvirringen er selvfølgelig tilsigtet og afslører en slags kafkask afmagt. For hvis det er umuligt at gennemskue, hvordan systemet hænger sammen, så er det også umuligt at vinde over det og bryde ud. Især når man som Zama har de indfødtes blod i årerne og derfor måske alligevel ikke er helt hvid nok til det forjættede Europa.
Den grufulde indsigt rammer magistraten i tilbagevendende stød, der hver gang akkompagneres af en skærende lyd som af et fly, der lander. Med andre ord: En rigtig nedturslyd, der ligesom de klistrende jamaicarytmer og en evig knirken og knagen i baggrunden borer sig helt ind i marv og ben.
Zama aner altså uråd. Alligevel fortsætter magistraten, der rammende spilles af mexicanske Daniel Giménez Cacho, sin tiltagende modløse jagt på både lindring og udveje.
Lindringen søger han hos både de indianske og hvide kvinder. De sorte tjenere, som ellers tilsyneladende er til fri afbenyttelse, interesserer ham ikke, og de andre grupper interesserer sig ikke rigtigt for ham. Spørgsmål om rang, identitet og umætteligt begær hjemsøger den evindelige, lidt halvhjertede kvindejagt, der aldrig rigtigt fører nogen steder hen.
Det samme kan siges om Europa-drømmen, der først driver Zama til kujonsk at udlevere en bekendt og senere sender ham på en livsfarlig jagt efter kolonispøgelset Vicuña. Jagten markerer et tiltrængt skift i fortællingen, der leder vores sørgmodige helt nærmere det meningsforladte heart of darkness.
Trods fællestræk med andre postkolonialistiske forfaldshistorier synes Martels fortælling, der bygger på Antonio di Benedettos roman af samme navn, på ingen måde fortærsket. Med en unik og dristig stil skaber den argentinske instruktør et portræt, der er mindst lige så dragende og mættet, som det er frustrerende og komplekst.
Rejsen kræver imidlertid meget af sit publikum, og det tog da også lidt tid, før denne forvirrede anmelder endelig lod sig overgive til det modløse univers. Lad det være en anbefaling og en advarsel til alle, der overvejer at aflægge ’Zama’ og verdens ende et besøg.