‘Mere voksen end Bjerrehuus’: Oscar Bjerrehuus’ festabefar stjæler næsten billedet i ny DR3-serie

‘Mere voksen end Bjerrehuus’: Oscar Bjerrehuus’ festabefar stjæler næsten billedet i ny DR3-serie
Oliver og Oscar Bjerrehuus i DR3's 'Mere voksen end Bjerrehuus'.

»Kan du lugte, hvad jeg lugter af? Det er fisse! Nej, det er din deodorant«.

Alle teenagere kender følelsen af, at deres forældre kan optræde tåkrummende pinligt, men få må alligevel lægge ører til så mange drengerøvsbemærkninger fra the old man som 17-årige, »Hvad sååå, dick pic man!«, Oscar Bjerrehuus, søn af modellen Oliver Bjerrehuus (på not so old 42 år) og Anna Von Lindholm.

Oscars forældre deler redeligt og slet skjult smægtende nostalgisk ud af saftige anekdoter fra de vilde 90’ere på New Yorks modescene, hvor der flød ecstasypiller rundt i punchen, og Oliver med egne ord oplevede adskillige #Metoo-moments som dagens vaskebræt a la: »…Han tog mig i kraniet og slikkede mig i hele hovedet. Der havde jeg lige været ude og sutte Mario Testino af og havde bare Marios sperm i hele hovedet«.

Oliver og Anna peakede for 20 år siden, og der lurer en insisterende snært af bitter retningsløshed over de tidligere unge vilde, der tilsyneladende aldrig helt fandt ud af, hvad man egentlig skulle med det der voksenliv, der åbenbarede sig, efter tømmermændene lettede, rudekuverterne hobede sig op, og branchen satte tænderne i yngre kød. Anna får korte anfald af, hvad der ligner depression over at måtte flytte i en etværelses i Nordvest (hvor hun pludselig ikke alligevel vil have besøg af Oscar, der står og venter ved hoveddøren), og farmand råder sin modelspiresøn til først at peake som 40-årig:

»Du skal ikke ende som din far, haha!«. »Det vil jeg heller ikke«, svarer Oliver (lidt i sjov, mest i alvor), der udviser overraskende gammelklog forståelse for forældrenes behov for at dvæle ved succesen og tager farens klovnerier i stiv arm, der vidner om et barn, som fik testet sin modenhed før tid for at skabe orden i det forældreskabte kaos.

Oscar forsøger at klare lektierne med fars afbrydelser. (Foto: DR)

’Mere voksen end Bjerrehuus’ vil tæt på Oscar Bjerrehuus’ frigørelsesproces og etablering af sit eget navn i modelbranchen, men bliver meget sigende konstant afbrudt af Oliver, der tosser rundt i lejligheden som en lalleglad schæferhvalp med evigt krudt i røven, fisse på hjernen og hængerøv. »Tænker du også på tissekone?«, spørger Oliver sin søn for at ’lette stemningen’ få minutter efter, de to har haft en mere alvorlig samtale om Anna. Man får seriøst lyst til at ruske manden, men drengen udviser forbilledlig tålmodighed – i hvert fald foran kameraet.

Der er stor kærlighed mellem far og søn og mor. Den kan både ses og mærkes i serien, der gudskelov ikke latterliggør nogen mere, end de latterliggør sig selv. Og det gør Oscar heldigvis ingenlunde. Tværtom modbeviser ’Mere voksen end Bjerrehuus’ den klassiske fuckup-forestilling om kendisbørn og Whisky-bælte-protegeer, der sniffer sig selv under gulvbrædderne i jagten på en identitet, og selvom Oliver og Anna ikke altid er der, holder farmor Suzanne (glimtvis spottet i udkanten af billedet) øje med sit barnebarn, mens en mandlig ven af familien (og Suzannes ekskæreste) hjælper Oscar med lektierne. Lige indtil Oliver bryder ind for at vise Oscar et MMA-klip på mobilen.

Oscar Bjerrehuus og kæresten tjekker Oscars første fotoshoot med Eurowoman. (Foto: DR)

Ungdommen har det sjældent helt nemt i DR3’s dokumentarserier, der med vekslende grader af succes udforsker kropsskam (’De perfekte piger’, ’Tykke Ida’), stjernedrømme (’Fra Bois til Mænd’), og en sjældent rædderlig gang visse teenageres totale mangel på empati i en seksualiseret SoMe-verden (’Fuckboys’). I modsætning hertil er Oscar en anderledes positiv og afbalanceret repræsentant for sin generation, der fortjener en medalje alene for at holde styr på Olivers rod i skilsmissehjemmet, gymnasieliv og nye arbejdsudfordringer, oven i at hormoner og Roskilde-længsel raser i kroppen.

Skønt man jævnligt græmmer sig på Oscar vegne, supplerer serien farens letbenede løjer med mere indsigtsfulde observationer af familiedynamikkens konsekvens for Oscars – og andre børn af rundforvirrede forældre – sociale bevidsthed, der lægger en solid bund for underholdningsfaktoren. Men spørgsmålet er naturligvis, om Oscar virkelig kan undslippe festarven i blodet.

I slutningen af første afsnit er han til Unique Models-event på Chateau Motel, der ender med en vild morgenfest i lejligheden på Nørrebro – og søreme om det ikke viser sig at være Oliver, der skyder de sidste slørede billeder. Forhåbentlig vil anden halvdel af ’Mere voksen end Bjerrehuus’ i højere grad lade Oscar erobre spotlyset.

Han er mere voksen end Oliver, klart, men hvem er han ellers?

Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit.

Læs også: Anmeldelse: DR3-serien ‘Hunkøn’ om transseksuelle er essentiel

Dokumentarserie. Tilrettelægger og VJ: Marie Mainz. Spilletid: Fire afsnit af 30 min.. Premiere: De første to afsnit kan ses på DR.dk, herefter hver onsdag på DR3 kl. 22
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af