’Patriot Act with Hasan Minhaj’: Netflix har fundet deres svar på John Oliver

’Patriot Act with Hasan Minhaj’: Netflix har fundet deres svar på John Oliver
Hasan Minhaj i 'Patriot Act' på Netflix. (Foto: Cara Howe/Netflix)

HBO har John Oliver, Comedy Central har Trevor Noah, CBS har Stephen Colbert, og DR har Jonatan Spang. Men trods talrige forsøg er det stadig ikke lykkedes Netflix at finde deres Jon Stewart, som kan skævvride ugens vigtigste nyhedshistorier i et satireshow, der er lige dele underholdende og oplysende.

Nu prøver de nok en gang med Hasan Minhaj, en 33-årig amerikansk komiker med indisk-muslimsk baggrund, som er dimitteret fra ’The Daily Show’ efter fire år som senior correspondent. Og at dømme ud fra de første tre afsnit af ’Patriot Act with Hasan Minhaj’ kan noget tyde på, at Netflix har fundet deres mand.

Formatet er velkendt: En sjov mand står på en scene og serverer ugens nyheder som en satirisk standupmonolog, mens han viser små nyhedsklip på en skærm bag sig. Minhaj skeler især til John Olivers ’Last Week Tonight’, idet han koncentrerer sig om én stor historie, eventuelt efterfulgt af en kortere ’Article II’.

Også joketeknikken lægger sig tæt op ad Olivers. Go-to-joken er en analogi plus en populærkulturel reference – muslimer har det med hunde, som folk i almindelighed har det med Post Malone (vi tåler dem, men vil ikke have dem indenfor, fordi de sviner), og Amazon er virksomhedernes svar på Childish Gambino (fordi begge ejer verden).

(Foto: Cara Howe/Netflix)

Alligevel føles ’Patriot Act’ tilpas friskt, og det skyldes i høj grad programmets vært. Jeg er ikke blæst bagover af Minhajs komiske originalitet, men han er en karismatisk performer med en god energi, som tilbyder en særegen og kærkommen synsvinkel på de emner, han behandler.

Som i andet afsnit, hvor han skarpt udstiller verdenssamfundets hykleriske harme over drabet på journalisten Jamal Khashoggi, efter at de i årevis har negligeret utallige halshugninger og systematisk undertrykkelse i Saudi-Arabien. I samme afsnit leverer han en 40 sekunder lang explainer af konflikten i Yemen, som demonstrerer stor indsigt og forbilledlig research.

Khashoggi-afsnittet afsluttes med en ’Article II’ om »forfærdelige indere«, som Minhaj ironisk hylder for at bryde stereotypen om det artige indiske matematikgeni. Det er en noget fortænkt vinkel, og et par af referencerne bliver lidt for indforståede til, at en almindelig dansker – eller i hvert fald denne dansker – kan være med.

Det samme problem har jeg i premiereafsnittet, der handler om positiv særbehandling i det amerikanske uddannelsessystem, efter at en gruppe asiater har beskyldt Harvard for at favorisere andre minoriteter (læs: sorte). Minhaj skal berømmes for at behandle emnet nuanceret og overraskende, men det bliver lige snævert nok for mig, og jeg er også sat af, da han punchliner på forskellen mellem University of California Santa Cruz, Caltech og Cornell University.

Så går det bedre med tredje afsnit, der som det hidtil eneste ikke omhandler udenrigspolitik og racespørgsmål, men Amazons stræben efter verdensherredømme (plus en lille bid om det amerikanske midtvejsvalg).

(Foto: Cara Howe/Netflix)

Minhaj leverer infotainment af den bedste slags, når han både sjovt og skræmmende anskueliggør, hvordan Amazon (anført af »Mexican cheese pervert« Jeff Bezos) benytter underbudspriser og systematisk datahamstring til at sikre sig monopol på – ja, alt. Til gode for forbrugerens bekvemmelighed (»jeg er langt mere doven, end jeg er woke«, joker Minhaj med sund selvindsigt), men desværre på bekostning af de små virksomheder, der trynes af techgigantens kartellignende taktikker, og de menige medarbejdere, der er så pressede, at de hellere tisser i en flaske end tager sig en toiletpause.

Clouet i afsnittet er en satirisk Amazon-reklame, hvor virksomheden praler med at være »Weinstein level predatory« og synger, at medarbejderne »don’t need a break, they can pee in a bottle«. Skarpt og skægt.

Der er noget grundlæggende bagvendt i at udgive et ugentligt, aktualitetspræget satireshow på en platform, der indbyder til binge-watching, og det er langt fra givet, at ’Patriot Act with Hasan Minhaj’ får et længere liv end de 32 episoder, Netflix foreløbigt har bestilt. Men det er streaminggigantens foreløbigt bedste bud på et konkurrencedygtigt talkshow, og Hasan Minhaj er med sit store vid og sin selvsikre charme værd at holde øje med.

Lad mig i den forbindelse anbefale Minhajs fremragende standupshow ’Homecoming King’ fra 2017, som også kan findes på Netflix. Hvad ’Patriot Act’ angår, så vil det for de fleste nok være tilstrækkeligt at indtage det i de mindre doser, der helt sikkert vil blive delt på Youtube og i dit Facebook-feed.


Kort sagt:
Netflix har fundet deres hidtil bedste bud på en John Oliver i Hasan Minhaj. Men helt John Oliver er han trods alt ikke.

Læs også: Anmeldelse af Adam Sandlers Netflix-special ‘100 % Fresh’

Talkshow. Skaber: Hasan Minhaj. Spilletid: 25 min. pr. afsnit. Premiere: Nyt afsnit hver mandag på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af