Sebastian Jessen er blevet voksen. Det er allerede tydeligt, da jeg nærmer mig hans nybyggede treetagers hus inklusive tagterrasse med udsigt over Emdrups stille villakvarter og en postkasse med både hans eget, hustruen Karin og sønnen Hectors navn på.
Han byder indenfor i sit tjekkede køkken med moderigtige kaktusser, Fritz Hansens Myre-stole, en Kay Bojesen-abe dinglende fra hylden og lyst plankegulv, der er så nyslebet, at man næsten kan dufte træet. Han er i ført sixpence, ternet skjorte og briller. Håret er kortere og mørkere, og i ansigtet er et fuldskæg groet frem.
Skuespilleren er imødekommende, gæstfri og afslappet, som han tusser rundt i sit hvide køkken-alrum med sokker i hjemmetøflerne og maler bønner til kaffen. Virker som den diametrale modsætning til kunstneren, der er for sky eller krukket til at lukke pressen ind. Alligevel er det ikke just mange interviews med Jessen, en hurtig Google-søgning kan finde frem.
»Jeg tror simpelthen, det er, fordi folk ikke synes, jeg er interessant nok«.
Han griner med selvironisk lune og gelejder os op i stuen på anden etage til Kaare Klints Safaristol og en Børge Mogensen-lignende sort skindsofa.
Pothoved, junkie, trækkerdreng
Vi har mødt hinanden før. Faktisk har vi spenderet to hele julemåneder sammen plus det løse, da vi begge medvirkede i musicalen ’Peters Jul’ på Amager Scenen tilbage i det forrige årtusinde. Dengang var han bare en lille knægt på 10 og 11, mens jeg var 12 og 13. Vi var en stor flok børnestatister, som pjattede, legede, grinede og spjættede rundt på scenen og dansede ballet som små hvide snefnug i stramme nylontrikoter og hætter med tyl.
Én sæson blev det til som snefnug for Sebastian. Til genopsætningen året efter rykkede han frem i geleddet, da han scorede hovedrollen som Peter. Hans lillebror, skuespilleren Andreas Jessen, var også med. De to var hele showets små nuttede charmetrolde med kasserollefrisurer, som blev knuselsket af alle både på og bag scenen.
Jeg tænkte: Hvis jeg kan få det lige så fedt, så er det jo det der, jeg skal
Allerede dengang var Sebastian et lysende naturtalent. Musikalsk med en legende lethed. Disciplineret, empatisk og ekstremt moden af sin alder. Derfor var det heller ikke nogen overraskelse, da han undervejs landede sin første filmrolle som Egon i børnefilmen ’Albert’, ligesom det ikke var nogen overraskelse, at hans navn var at finde på filmplakater mange år efter.
Børnerollerne blev til ungdomsroller, da Sebastian Jessen groede til i højden og med halvlange gyldne lokker blev dansk films foretrukne og til tider lidt forhutlede pretty boy. Egentlig har han spillet det meste. Coke-sniffende rigmandsknægt, bøvet pothoved, tåget junkie, følsom kvindeforfører, vampyr, soldat og trækkerdreng.
Men så blev der pludselig stille omkring ham, inden han sidste år for alvor markerede sig på det store lærred. Denne gang i en af de bærende hovedroller som den indelukkede fisker Kristian i Avaz-brødrenes anmelderroste debutfilm ’Mens vi lever’. En rolle, som Jessen modtog en Bodil- og Robert-nominering for.
Vent og se!
I dag er anledningen til vores lille reunion endnu en bærende hovedrolle i et nyt dansk melodrama. Jessen spiller soldaten Esben, der deserterer fra østfronten under Første erdenskrig og i desperation fingerer sin egen død for at blive genforenet med sin kone og søn i Kasper Torstings premiereaktuelle debutfilm ’I krig & kærlighed’. Ligesom Kristian i ’Mens vi lever’ ligger rollen som Esben langt fra barne- og ungdomsskuespilleren Sebastian Jessen og varsler muligvis en ny epoke for den 32-årige skuespiller.
Han har lige fået endnu et manuskript ind ad døren til gennemlæsning. I slutningen af november skal han i gang med optagelserne til Avaz-brødrenes næste film ’Kollision’ med medspillere som Nikolaj Lie Kaas, Rasmus Bjerg og Charlotte Munck, og så skal han spille hovedrollen i en ny tv-serie sammen med lillebroren Andreas, som efter planen skal skydes til foråret. Derudover har han lige været til casting på en ’voksen’ hovedrolle i en anden stor tv-serie.
»Det er sgu alligevel lidt nyt for mig ikke udelukkende at blive taget i betragtning til sådan nogle unge førsteelskere eller et eller andet halvslesket noget«, siger Jessen, da han har opremset fremtidsudsigterne og lader tallerkenen med tre forskellige slags croissanter gå rundt.
»Så er det jo ikke sikkert, man lander jobbet. Men det er bare fedt og et skridt fremad at opleve, at casterne tænker: Hey, han skal sgu da lige have en chance«.
Han gætter selv på, at det er hans præstation i ’Mens vi lever’, som var adgangsbilletten til hovedrollen som Esben i ’I krig & kærlighed’. Han ved, at den ikke lå lige til højrebenet, selvom han var blevet præsenteret for projektet. Filmens producer og medforfatter Ronnie Fridthjof, fortalte ham, at rollen nok ikke ville gå til ham, da de to ramlede ind i hinanden til Svend-prisen sidste år inden en visning af ’Mens vi lever’.
»Jeg vidste, han ikke havde set ’Mens vi lever’ endnu, så jeg sagde lidt kæphøjt og tipsy: ’Vent, til du har set den, så kan det være, du ændrer holdning’. Han grinede lidt, men han så den, og så fik jeg faktisk en opringning 14 dage efter om, at jeg skulle komme til casting. Og så fik jeg den. Så det er jo et ret godt bevis på, at den har gjort et eller andet ved folks syn på mig. Det er ret syret«, siger Jessen.
»Hvis man kigger tilbage på alle ungdomsskuespillerne, kan man tælle på meget få fingre, hvem der har fået lov til at fortsætte som voksne. Selvfølgelig skal man være god, men man skal også få lov, og det er bare ikke ret mange, der får det, så det er en ret vild oplevelse pludselig at føle, at det måske faktisk lykkes«.
Nemt at sidde fast
Selvom Jessen allerede er garvet inden for sit felt, er det især i de senere år blevet klart for ham, at skuespil er et håndværk, som skal trænes og vedligeholdes. Derfor er han del af improvisationsensemblet FELT, som hjælper ham med at løsne op i gamle vaner og rutiner. Derudover er han begyndt at nærstudere forbilleder som Trine Dyrholm, Ulrik Thomsen, Lars Mikkelsen og Sofie Gråbøl for at lære nogle af de kneb, som har gjort dem til nogle af vor tids største.
Desuden slår Jessen ned på to specifikke oplevelser inden for relativt kort tid, som har sat sig i ham og modnet ham, og som har vist sig at være effektive arbejdsredskaber. Oplevelserne repræsenterer hver sin ekstreme ende af følelsesregistret og kunne ikke være mere skelsættende eller kontrasterende.
»Jeg har mistet min far og er selv blevet far«, fortæller han.
»Længe inden jeg mistede min far, var han jo syg, ikke? Jeg har en svigerfar, som er dødeligt syg med sklerose, og det er også noget, som fylder herhjemme. Man tager et ansvar, som man ikke burde tage i denne her alder, så der er flere ting, som måske har påvirket mig til at blive en bedre spiller«.
Hvordan kan du bruge det helt konkret?
»Det er bare livserfaring. Jo mere man har oplevet, jo flere følelser har man at tage af foran kameraet. Hvis man går gennem livet uden at opleve modgang, tror jeg bare ikke, man har så meget at spille på. Det er jo et traume at miste sin far. Det giver nogle dybder. I ’I Krig og kærlighed’ vender min karakter hjem til sin søn, som ikke kan genkende ham, og der hjalp det mig følelsesmæssigt, at jeg selv har en søn. Jeg tror, livserfaringen har gjort, at jeg har kunnet træde skridtet op til voksenkaraktererne, som er mere komplekse, fordi vi som voksne jo bare har oplevet mere«.
Og det er det, som casterne kan se hos dig nu?
»Ja, det tror jeg, de kan. Der var en caster, som, efter at have set ’Mens vi lever’, skrev personligt til mig: ’Hold da kæft, der tog du røven på mig’. Man kan blive lidt bekymret over, at det er det, der skal til, men det er jo det, der skal til. De skal se det, før de kan se det, for det er sindssygt nemt at sidde fast i en karaktertype«.
Ingen kendisdyrkelse
Jessen er autodidakt. Han har aldrig søgt ind på teaterskolerne. Det var bare ikke hans vej at gå. I stedet har han en toårig uddannelse i markedsføring. Det var på den uddannelse, han mødte sin hustru Karin, og der, han som 21-årig blev bekræftet i, at det er skuespillet, han vil satse for evigt på. Det er det, der gør ham glad. Han er sådan en, der glor på folk og forestiller sig ting om dem, og så kan han godt lide, at man som skuespiller kigger indad og arbejder med sig selv. Men hvis man skal overleve i branchen på den lange bane, er det en god idé at lægge visse strategier, har han længe vidst.
»Uden at det skal lyde totalt kæphøjt, har jeg måske aldrig rigtigt været i tvivl om, at det nok skulle lykkes. Jeg har bare troet på det og tænkt meget over, hvordan jeg gebærder mig i branchen, for det har også en indflydelse. Især hvis man går som helt ung og tror, at man er det helt vilde«, siger Jessen og fortsætter.
»Det er en ekstremt lille branche. Basically kender vi jo alle sammen hinanden. Helt kliché og Nik & Jay-agtigt: Dem, du møder på vej op, møder du også på vej ned. Derfor betaler det sig at være et ordentligt menneske. Hvis man får for mange nykker, bliver man straffet. Det har jeg set, og så stopper det bare. Så gider folk ikke en«.
En anden aktiv beslutning, som Jessen tog tidligt i karrieren, var ikke at blive overeksponeret i for ung en alder. Som skuespiller kan han godt lide at prøve sig selv af og eksperimentere. Men når det kommer til medvirken i diverse underholdningsprogrammer har han lært at holde lav profil af flere instruktører, som har advaret ham om, at det farver folk. Grundlæggende har han egentlig heller aldrig selv brudt sig om den berømmelse, der følger med jobbet, fortæller han.
Jeg var ulykkelig over, at det var slut og knækkede fuldstændig sammen
»Der er jeg faktisk glad for at være blevet ældre, for det med at blive genkendt var meget mere udtalt, da jeg var teenager qua alle de der ungdomsfilm. Herhjemme er vi ikke så gode til at vedkende os, når vi genkender nogen. Vi stirrer bare i stedet for at komme hen og sige: ’Hey, jeg synes, det var fedt, det du lavede i den film’. Det er underligt at være kendt herhjemme – også fordi der er det der element af Jantelov, hvor man ikke skal tro, man er noget«.
Han læner sig tilbage og hviler armen på sofaryggen.
»Når jeg ser tilbage, er jeg glad for, at jeg ikke pludselig eksploderede som skuespiller i en alt for ung alder. Dengang var det det, jeg ville allermest: At få en eller anden kæmpe fed rolle, som bare stak fuldstændig af. Men det er godt, at det ikke skete, for jeg tror, det er en af grundene til, at jeg sidder her endnu«.
Ellers var du måske stagneret i båsen som ungdomsskuespilleren?
»Måske, ja«.
Barnestjernen fra Gladsaxe
Sebastian Jessen er født i 1986 og voksede op i en kernefamilie i Gladsaxe med sin tre år yngre lillebror. Moren arbejdede som laborant. Faren var ejendomsmægler. De blev kærester, da de var 17 og 22 og var sammen, indtil faderen gik bort som 58-årig.
»Trygt og rart«, siger Jessen. »Det er bestemt ikke en fortid, der giver de ar på sjælen, som efter min mening danner en god skuespiller – de er så kommet senere«.
Som barn var han ikke udpræget vild med hverken skolen eller sport, men hans mor fandt tidligt ud af, at han syntes det der med teater var »ret fedt«. Hun tog den lille syvårige Jessen med i Folketeatret for at se ’Skatteøen’, hvor barneskuespilleren Andreas Hviid spillede rollen som Jim Hawkins. Jessen husker, hvordan han sad ude på kanten af sædet og kiggede opslugt op på ham på scenen, mens han stille sagde: »Gid, det var mig, der stod der«.
»Han så bare ud til at ha’ det så fedt. Han legede udklædningsfest, rendte rundt og sang og dansede, og folk klappede jo af ham. Det virkede så stort. På daværende tidspunkt tror jeg ikke, jeg havde oplevet noget, som havde fået mig til at have det så fedt, som han så ud til at have det. Jeg tænkte: Hvis jeg kan få det lige så fedt, så er det jo det der, jeg skal«.
Moren hørte Jessens ønske om selv at komme til at stå på scenen og meldte ham ind i teaterforeningen Gawenda, hvor han gik, fra han var 9 til 21. I Gawenda blev han del af et fællesskab af børn og unge, som elskede at lege og have det sjovt uden nogen form for konkurrence. De var nærmest én stor familie, som tog på sommerlejr i Frankrig, Sverige og Tjekkiet, fik undervisning i improvisation og meditation og spillede med i årlige teaterforestillinger.
Som 10-årig fik Jessen sin professionelle debut som snefnug, nisse og fattigbarn i ’Peters Jul’ på Amager Scenen, inden han året efter rendte med hovedrollen som Peter.
»Der følte jeg lige pludselig, at jeg oplevede det der, som jeg havde efterspurgt. Jeg syntes, det var skidesjovt, og jeg elskede den stemning og hygge, der var backstage. De voksne legede også, og det var bare skønt og befriende, at alle legede. Der var meget lidt konkurrence. I dag ved jeg jo godt, at der også er et kæmpe konkurrenceelement i denne her branche«.
Hans første filmrolle som Egon i ’Albert’ fik han efter at have responderet på en avisannonce og kæmpet sig igennem utallige castings.
»Det var jo noget helt andet. Det var godt nok stort«, husker Jessen.
»Jeg syntes, det var så fedt, og jeg følte mig bare hjemme på det set der. Så slap jeg jo også for at gå i skole. Det var ret vildt at opleve, at jeg som 11-årig fik den opmærksomhed fra en instruktør, som begyndte at arbejde med mig og gav sig tid til at snakke med mig om min karakter«.
Jeg blev lidt ramt af, at det måske var synligt. Jeg tænkte: Opfører jeg mig da ikke normalt?
Altså, det her med at blive taget så seriøst som barn?
»Ja. Det har så måske også betydet, at jeg…«. Han bremser. Tænker lidt.
»Jeg vil ikke sige kom tidligt ud af barndommen, for det gjorde jeg sådan set ikke. Men jeg kan bare huske, at jeg fik en kommentar fra en medarbejder i Gawenda, som var noget med, at jeg skulle huske, at jeg jo bare var et barn. Det sårede mig lidt, for jeg kunne ikke forstå, hvad der fik ham til at sige det. Jeg følte mig som et barn, men jeg kan jo godt se, at jeg har været i en voksenverden, hvor der var penge på spil, og det er et stort ansvar, som selvfølgelig farver en. Det var fint nok, at han sagde det, men jeg blev lidt ramt af, at det måske var synligt. Jeg tænkte: Opfører jeg mig da ikke normalt?«.
Man hører jo om barneskuespillere, der har følt sig svigtet og forsømt, hvordan oplevede du det med at være barn i filmbranchen?
»Jamen, jeg har da også oplevet, at der er blevet talt med store bogstaver, hvor man lige blev mindet om, at man var på en arbejdsplads og ikke en legeplads. Jeg oplevede det også som ældre, hvor jeg mandede mig op og svarede igen, for nu gad jeg faktisk ikke blive talt sådan til længere. Det var hårdt at skulle møde så tidligt og være meget på og ikke bare kunne sige: Nu kan jeg ikke mere. Heldigvis har det aldrig været for hårdt. Men jeg kan huske, at jeg tudbrølede til afskedsfesten på ’Mirakel’, da jeg skulle sige farvel til folk. Det var overdrevet hårdt«.
Han lader stemmen dale et par etager i dybden og understreger en ekstra gang:
»Altså, det var så hårdt. Jeg var ulykkelig over, at det var slut og knækkede fuldstændig sammen, for det var jo ligesom at sige farvel til en familie. Det var det hårdeste ved at lave film. Efter ’Mirakel’ oplevede jeg til gengæld noget helt unikt, for instruktøren Natasha Arthy og Sidse Babett Knudsen tog sig virkelig af os unger i lang tid efterfølgende. De inviterede os i biografen, og jeg fik postkort fra Sidse Babett, så det var ikke en brat afslutning«.
Så var man ikke helt ligegyldig…
»Nej, lige præcis. Man følte rent faktisk, at det var nogen, der reelt holdt af en, for jeg holdt i hvert fald virkelig meget af dem. Selvfølgelig fadede det ud med tiden og blev til ingenting, men jeg vil aldrig glemme dem for at huske os børn«.
Fri entré til nattelivet
Tilbage i skolen efter endte filmoptagelser vidste alle pludselig, hvem ham Sebastian Jessen var. Vennerne var der stadig, så det var ikke fordi, han blev ’the odd one out’ eller ’mobbeofferet’. Men han husker følelsen af at skulle passe på med ikke at opføre sig, som om han var noget særligt, selvom oplevelser med premierer, fotografer og filmindspilninger på Lanzarote allerede fyldte godt op i rygsækken.
Rollen som Mick i ’Mirakel’ krævede blåt strithår, så I to måneder ragede Jessen alligevel op i landskabet som ’ham den blåhårede’, der lavede film.
»På daværende tidspunkt var jeg 14 år, så jeg var begyndt at gå til fester, og så kom ’ham den blåhårede’. De vidste jo, hvem jeg var helt ude i Bagsværd. Det var sgu specielt, altså. Selvfølgelig fik man noget opmærksomhed, som nogen måske misundte, men det var ikke altid lige sjovt«.
Hvorfor ikke?
»Lige pludselig kunne det godt ramme mig: Hvorfor vil de være venner med mig? Jeg blev bange for, at der var nogle, som kun snakkede med mig, fordi jeg var ham der fra filmen. Da jeg startede på handelsskolen, oplevede jeg også, at folk vidste, hvem jeg var, så der skulle jeg da også lige bevise, at jeg var i orden. Der var lidt en stemning af: Han skal i hvert fald ikke komme og score alle damerne. Det er stadig noget, jeg kan blive mindet om i dag, når folk siger til mig: Jeg troede sgu, du var helt anderledes«.
Der er vel også nogen roller, som kan smitte lidt af som ungdomsskuespiller?
»Ja, mange tror jo, at hvis man er den smarte i filmen, er man nok også smart i virkeligheden. Efter ’Rich Kids’ troede alle, at jeg skulle sniffe kokain i byen. Jeg fik simpelthen så meget, hvor jeg bare måtte aflevere det tilbage og sige: ’Hvad tror du egentlig?’. Folk kom og gav mig et håndtryk, og så fik jeg lige sådan en vita wrap-kugle med kokain«.
Som Simon i ’Rich Kids’ tog Jessen springet videre fra barnestjerne til at blive en flittigt benyttet ungdomsskuespiller. Udover en lind strøm af gratis coke gav den nye status adgang til diverse københavnske klubber. Der var ikke noget, der hed kø efter ’Rich Kids’, og både entré og bar var pludselig gratis, hvilket Jessen »røg helt med på«, husker han. Den fri bar blev skyllet ned backstage sammen med Nik & Jay og til VIP-arrangementer på hedengangne klubber som Renomé, Sort og Nasa. Venner lukkede dørmanden også hellere end gerne ind.
»Jeg havde min lillebror med, da han var alt for ung og stod som 16-årig i en sofa og spillede fandango. Det var skidesjovt. Det var lige halvandet år, før det døde. Men det var fint, for så mødte jeg jo Karin«.
De vidste jo, hvem jeg var helt ude i Bagsværd
Det var også på klubben, Jessen fandt ud af, at man skulle passe på med ikke bare at svæve op under loftet og tro, man var »det helt vilde«. På nogenlunde samme tidspunkt oplevede han, hvordan andre unge skuespillerkollegaer brændte nallerne i nattelivet og havnede i sladderpressens gabestok med skandalehistorier om stofmisbrug og vold.
»Pludselig blev man nævnt i ’Øjne i natten’«, fortæller han.
»Der var en helt bestemt journalist fra Se og Hør, som jeg tit så i byen, og som jeg også nogle gange så tilfældigt stå i en bar og kigge på mig. Det var deromkring, jeg besluttede mig for, at det var det her, jeg ville, så det blev tydeligt for mig, at jeg ikke skulle lave noget skandale, som kunne give mig et dårligt ry. Derfor besluttede jeg mig ret hurtigt for at holde mig derhjemme eller give den gas til privatfester i stedet for at gå på klub«.
Hvor meget nåede du at prøve af livet som ungdomsstjerne med fri entré til nattelivet?
»Jeg prøvede ikke ret meget, for min onkel døde af stofmisbrug som 27-årig, så den kliché er jeg heldigvis ikke røget ned i. Jeg holdt mig ikke tilbage med alkohol, men stoffer har jeg aldrig turdet«.
Plads til store følelser
Med roller som den usikre student Christian, som ender i et stormfuldt forhold med den noget ældre Sanne (Marie Louise Wille) i ’Dreng’, og den forsømte, destruktive trækkerdreng Jonas i ’Smukke mennesker’ oplevede Jessen for første gang at få mulighed for at spille noget, som krævede lige lidt mere end bare at gå ind og have det sjovt. Det var en spændende udfordring, som han ikke ville lade passere.
Som skuespiller rummer Jessen både noget skrøbeligt, følsomt og melankolsk og noget kynisk eksplosivt. Privat er han selv ret temperamentsfuld, fortæller han. Men han tiltrækkes mest af de lidt dystre dysfunktionelle roller, fordi han finder det mere spændende at formidle det, der gør ondt i stedet for det smukke glansbillede.
»Det er jo kedeligt, hvis det er for ensporet. Så gider man hverken se på det eller spille det. Jeg har aldrig fået at vide, at følelser er forbudte, og det, tror jeg, helt sikkert har gjort, at jeg har lettere adgang til dem. Når der er noget, der gør ondt, er det et fokuspunkt for mig at sige: Det er fint nok. Det må gerne få plads«.
Af samme grund passer det Jessen rigtig godt, at han med ’Mens vi lever’ og ’I krig & kærlighed’ er med til at ruske lidt op i det store melodrama, som ellers har været meget lidt repræsenteret i de danske biografer de senere år. Han synes, det er rigtigt, at der i lang tid har været en berøringsangst for den slags film, som går all in, så han er kun glad for, at der er ved at være plads til det igen, men:
»Jeg har også en angst for det, for hvis det ikke fungerer, falder det fuldstændig til jorden. Hvis man laver en rørende film og føler, skuespillerne faker, kan man jo ikke mærke noget, og så bliver det bare patetisk. Men når det fungerer, er det så rent, stærkt og ærligt, og så sidder jeg simpelthen og tuder. Jeg har så let ved at føle det, når det er sandt«.
Det er vel også det, man gerne vil give videre som skuespiller?
»Helt klart. Man håber jo, at folk føler noget og kommer til at tænke på deres egen historie og egne følelser, som de måske kan få åbnet op for og bearbejdet. Det er helt klart min drivkraft som skuespiller: At give folk mulighed for at føle noget, for det, tror jeg, er rigtig sundt, og vi føler ikke særlig meget i hverdagen«.
De jævnaldrende eksploderer
Efter sin rolle som Patrick i Susanne Biers ’Den skaldede frisør’ fra 2012, i hvilken Jessen spiller over for danske koryfæer som Trine Dyrholm og Kim Bodnia og superstjernen Pierce Brosnan, fulgte pludselig fem år, hvor telefonen ikke ringede.
»Der døde det fuldstændig«, konstaterer han tørt.
»Jeg lavede ’Heartless’ og nogle kortfilm, så det var ikke, fordi det var helt dødt. Men det var en følelse af, at jeg troede, den film ville gøre mere, og det gjorde den så ikke. Så prøver man at analysere på, hvorfor det ikke fungerede. Hvad fanden er det, jeg ikke gjorde der? Jeg er ikke kommet tættere på svaret. Men det var meget tydeligt, at det faldt sammen med, at der kom jævnaldrende ud af teaterskolerne. Tidligere var der jo ikke ret mange uddannede skuespillere på min alder, og man kommer ikke bare ind fra gaden og får en filmrolle sådan der«. Han knipser.
»Pludselig ramte jeg en alder, hvor mine jævnaldrende var veluddannede, pissedygtige og nye og interessante. Jeg vidste, at jeg ikke havde gjort et eller andet galt eller pisset nogen af. Jeg kunne bare mærke, at konkurrencen ville blive hård derfra«.
Hvordan føles det, når man pludselig ikke får nogen tilbud?
»Det er ikke sjovt, når det er en længere periode. Der har måske været et par gange, hvor jeg har tænkt: Okay, skal jeg det her? For jeg kan ikke holde ud, hvis det skal være sådan altid. Men så har jeg alligevel tænkt: Hvad skulle jeg ellers? Og så har jeg ikke kunnet komme på noget. Det er jo et tegn på, at det er det, jeg skal«.
Der mærkede jeg lige den der: Okay, jeg skal bevise det igen
Har du følt dig overset?
»Det har jeg faktisk lidt. Det er jo også i kombination med, at man ser jævnaldrende, som eksploderer i en eller anden vanvidskarriere. Så tænker man: Tænk at få lov til at etablere sig fra starten med så fede roller. Jeg har lavet det i 21 år, og det er først nu, jeg får lov til at lave den slags roller, som de får fra starten og bare fortsætter med at få. Jeg under de der drenge det, der er slet ikke noget der, men det er vildt at se nogen komme ud og så bare: Bum, bum, bum«.
Har du tænkt: Hvornår bliver det min tur?
(Foto: Kavian Borhani)»Ja, det har jeg. Det er ikke så længe siden, jeg mødte en instruktørlegende inden for dansk film, som simpelthen ikke anede, hvem jeg var, og så giver det selvfølgelig totalt god mening, at man ikke bliver hevet ind til casting. Men det er bare så vildt at opleve, at man har lavet det her i så mange år, og så møder man alligevel en i branchen, som hilser på en, som om han aldrig har set en i noget«.
Er der stadig noget, du mangler at ryste af dig, tror du?
»Jeg er jo her i dag på grund af alt det, jeg har lavet, så jeg sætter rigtig meget pris på det hele. Men jeg havde en lidt speciel oplevelse til Bodil-uddelingen i år, hvor jeg var nomineret sammen med Dejan (Cukic, red.), som fuldt fortjent fik prisen. Jeg faldt i snak med et af jurymedlemmerne og sagde: ’Den ville jeg sgu godt lige have nuppet’, hvortil hun svarede: ’Så må du jo bare bevise, at du kan igen’. Der mærkede jeg lige den der: Okay, jeg skal bevise det igen«.
Han klukker stille.
»Elliott Crosset Hove fik en Robert for ’Vinterbrødre’. Det var hans første hovedrolle, og han skulle ikke bevise det igen. Det er fint, for man kan ikke måle sådan noget der, men man tænker bare: Gad vide, om det har noget at gøre med, at jeg har lavet en masse, hvor man slet ikke bliver taget i betragtning til en Bodil, for det ved jeg da godt, jeg har. Størstedelen har ikke været deroppe af, men det var ’Mens vi lever’ jo i og med, at jeg var nomineret alle vegne og fik gode anmeldelser. Men det var ikke nok, vel?«.
Barnestjernen, ungdomsstjernen og den voksne filmstjerne in spe sidder lidt og kigger frem for sig.
»Jeg er rigtig taknemmelig for, at jeg har haft tålmodigheden, for det ville have været det nemmeste at sige: Det skal bare slutte, og så laver jeg noget andet. Men det havde ikke gjort mig glad«, siger Jessen så.
»Når jeg tænker over det, synes jeg fandeme, det er vildt, at jeg har lavet det her i så mange år. Men jeg har været glad for det indtil nu«. Han sænker blikket. Hæver det igen.
»Og jeg tror, det fortsætter«.
Læs også: Stjerneskuddet Victoria Carmen Sonne – »det kan også godt være, jeg har en rigtigt stor hemmelighed«