’The Christmas Chronicles’: Kurt Russell er glimrende julemand i Netflix’ fælt materialistiske julefilosofi
Det var en juleomvæltning af de store at opdage tegnefilmklassikeren ’A Charlie Brown Christmas’ for få decembermåneder siden. Et lille jazzet værk, der snefnugsfint filosoferer over, om højtidens værdier handler om materialistisk tunnelsyn, eller om det ikke er den fælles ånd, der får et ellers anonymt grantræ til at stå og funkle. Søren Bruun, som vi kalder ham, trækker stregen op: kollektivet er vigtigere end kapitalistisk gaveræs.
I Netflix’ bud på julevarme i familiestuerne, ’The Christmas Chronicles’, bliver ånden leveret lige så glinsende klart som den lastbilskaravane i fjernsynet, der hver jul spreder kærlighed og Coca Cola-flasker ud til folket. Her er det Santa Claus, som amerikanerne kalder ham, der trækker stregen op: Artighed og julemandstilbedelse udløser gaver, fornægtelse er lig med kul.
Filmens julemand er ellers et scoop i Kurt Russells skikkelse. Han optræder reelt set som sit charmerende selv – hvilket aldrig er helt skidt – med frikort til at gro manken. Havde Russell så bare ikke haft de to disneyficerede møgunger Kate og Teddy med som modvægt i slæden…
En hjemmevideomontage i starten af filmen skal få os til at mærke, hvordan honninghjertet familieidyl med fælles striksweatre ikke længere er den samme for Kate og Teddy uden politifarmand, som er død i tjeneste.
Mønsterbarnet Kate har aldrig smidt Sony-camcorderen, mens storebror Teddy er crime rider og stjæler biler med sine »wannabe gangsta friends«, som lillesøster kalder dem. Mor har travlt på hospitalet. De er overladt til sig selv julenat og allerede på nakken af hinanden, da Kate på en gammel optagelse opdager en mystisk hånd dumpe en gave.
Med videomateriale fra bilrøveriet afpresser Kate sin bror til at sætte fælder op i huset, så de kan fange julemanden på film og få en »fantasillion« hits. Man tænker, det er et lille vink fra filmens producer Chris Columbus, til dengang hans kreative julelys brændte kraftigere og mere magisk med ’Alene Hjemme’ og ’Gremlins’.
Børnenes fælder er ikke så effektive som Kevin McCallisters. Til gengæld får de kort tid efter saboteret julemandens slæde, hvorefter en selv for genren løselig jagt på hans rensdyr og magiske hat kan begynde i Chicagos gader.
Katy filmer og filmer. Så ryger hun gennem julemandens sæk og møder hans grusomt animerede nisser. Som en søgt blanding af minions og mogwais er de om muligt endnu mere anstrengende end Katy. Teddy skal lære, at man godt kan være rigtig MAND med bløde følelser i stedet for bad boy-attituder. Og så er der også plads til en unødvendig reference til Netflix’ egen ’Stranger Things’ på en smartphone.
Allerhelst vil man bare se mere til Russells løsslupne og alligevel autoritetsfulde julemandsinkarnation, som ikke giver noget for ’ho, ho, ho’-leveringer, og som, da han havner bag tremmer, kaster sig ud i julemandsblues med ’Sopranos’-skuespilleren og Bruce Springsteen-guitaristen Steven Van Zandt som belejlig medfange.
Russells naturlige charme kan imidlertid ikke dække over filmens lighedstegn mellem julefred og opfyldelse af personlige behov. Tænk, at den mørke middelalder og verdenskrigene udsprang af fatale pakkeuddelinger. Gaver er den motiverende gulerod, som bør anspore os til at udføre gode gerninger, være dedikeret julemands-believer og bringe julestemningen op på 100 procent.
Charlie Brown havde været nedtrykt.
Kort sagt:
Kurt Russell er virkelig god som julemand, men man kommer aldrig i julestemning over den gavefikserede filosofi, hans karakter og filmen sælger.