»Wake up!«.
Ordene er blevet formidlet gennem smoothtalking, tørre påmindelser, brøl og befalinger som et tematisk ekko gennem Spike Lees mere end 30 år lange karriere. Og opsangen ringede således også i instruktørens pressekonference under dette års filmfestival i Cannes, hvor hans seneste omdiskuterede værk, ’BlacKkKlansman’, blev hyldet som et veritabelt comeback.
Men hvem skal vågne, og hvad skal de vågne op fra?
»Hvide amerikanere synes at være drevet mod at drømme, mens sorte amerikanere synes at være drevet mod at vågne op«, har forfatteren James Baldwin – sidste års hovedperson i dokumentaren ’I Am Not Your Negro’ – engang sagt. Og det er det hvide Hollywoods historiske drømmefabrik, som Spike Lee i sine over 30 spillefilm og dokumentarer har revideret med et ekspressivt og lyrisk billedflow. Med et underholdende og nuancerede modbillede, en racebevidst filmhistorie 2.0 som resultat. I dag er Spike Lee selv en spillevende hjørnesten i filmhistorien.
I november og december viser Cinemateket i samarbejde med Soundvenue seks af Spike Lees klassiske joints (instruktørens muntre udtryk for en særlig afroamerikansk filmtype), deriblandt det absolutte mesterværk ’Do the Right Thing’.
Det er film, der viser, hvordan den wokeness, vi oplever i alt fra Donald Glovers ’Atlanta’ til ’Get Out’ og ’Dear White People’, har klare rødder hos den basketballbesatte Brooklyn-æresborger. På flere forskellige måder:
1. Guerilla-missionen
Længe før Spike Lee blev filmprofessor på New York University, havde den petit fyr gennem sit opsigtsvækkende goofy brillestel iagttaget de sorte amerikaneres underkuede plads i et hvidt domineret filmsystem.
Han havde sat sig ind i, hvordan de såkaldte minstrel shows med sortmalede hvide helt frem til starten af 1900-tallet havde malet billedet af den dovne, klovnagtige og lalleglade ’underholdningsneger’. Hvordan D.W. Griffiths fortælletekniske innovationer ikke kunne overskygge fremstillingen af den sorte (blackfacede) voldtægtsfigur Gus og heltefremstillingen af Ku Klux Klan i ’The Birth of a Nation’. Hvordan Mammy-karakteren i Oscar-vinderen ’Gone With the Wind’ var Hollywoods stereotype og idylliserede tilbageblik på slavetiden.
Hvordan den første store sorte hovedrolleindehaver, Sidney Poitier, altid blev fremstillet aseksuelt (modsat de potente hvide helte), så studiecheferne undgik enhver forestilling om sex mellem sorte og hvide. Og hvordan blaxploitation-genren i kølvandet på borgerrettighedsbevægelsen i 60’erne havde bevæget sig fra magtundergravende fremstød til kontrollerede gangsterfantasier i hænderne på hvide instruktører.
’The Answer’ var meget passende titlen på Lees anden kortfilm på NYU, som handlede om en sort filmstuderendes remake af Griffiths klassiker. Lee var ved at blive smidt ud, men det stoppede ikke hans selvproklamerede ’guerilla’-tilgang. Efter devisen fra en af Lees store politiske inspirationer, Malcolm X, ville han have sit budskab ud »by all means necessary«.
Og hvad var budskabet så? Lees sort-hvide debutfilm ’She’s Gotta Have It’ gav det sorte publikum et hverdagsligt og seksuelt (om end i dag kønspolitisk problematisk) identifikationsspejl. ’Mo’ Better Blues’ kan ses som et modsvar til jazzfilm instrueret af hvide, som Clint Eastwoods ’Bird’. ’Clockers’ forsøger grovkornet og uglamourøst, som en slags forløber til ’The Wire’, at korrigere den gangsterglorificerende formel af hood-film, som studierne spyttede ud oven på successer som ’Boyz n the Hood’ og ’Menace to Society’ i de tidlige 90’ere.
Når Lee i den aktuelle ’BlacKkKlansman’ viser Klan-medlemmer gnaske popcorn til ’The Birth of a Nation’ eller i ’Bamboozled’ genopfører Minstrel-showet som underholdning til det nye årtusind, med en kommercialisering af blackfacing til følge, er det ikke subtilt. Langtfra.
Men dét er Lees frontale guerilla-mission: At minde konfuse typer som Kanye eller Megyn Kelly om fortiden, som ikke er så fjern endda.
2. Altid med stil
En Spike Lee-joint kan kendes på lang afstand. Det sørger hans særlige stil for.
Men det er aldrig stil for stilens skyld alene. Hans middelklasseopvækst med en kunstlærermor, jazzfar og tre søskende kommer til udtryk i hans kulturhistoriske collager, musikaliteten og de kollektive produktioner med et tilbagevendende hold foran og bagved kameraet.
Spike Lees spillefilm er – med undtagelse af ’Do the Right Thing’, ’25th Hour’ og den mere konventionelle ’Inside Man’ – fascinerende uperfekte eksempler på Lees kunstneriske og politiske iver samt hans manglende mådehold.
Men blandingen af satire og melodrama, komisk karikerede og tragiske skæbner i fortællinger med bittersød katarsis får dig til at tænke og føle. Og uanset hvad er han altid et interessant auteur-studie, da han som ingen anden instruktør lader sine film gå i pludseligt udbrud, nærmest impulsivt opslugt af et bestemt stilistisk og tematisk beat.
Fra sin tid på den filmhistoriske skolebænk har Lee tilegnet sig et arsenal af opsigtsvækkende greb: De kælkede linjer fra den tyske ekspressionisme, jump cuts fra den franske nybølge, de lange, glidende og hektisk swipende kamerabevægelser fra Lees instruktøridol og tidligere underviser Martin Scorsese. Og så bruddet på den fjerde væg, når han henvender sig direkte til seeren med holdning og nerve. Med en nærmest studentikos og ubehersket legesyge har Lee givet teknikkerne ny pondus.
Spike Lees film oser af afroamerikanske kulturlektioner fra alle sider, som når der på tacky vis popper en strid strøm af navne på sorte musikere og albumcovers op i hans serie-remake af ’She’s Gotta Have It’ fra sidste år.
Den sorte musikkultur er allestedsnærværende og nogle gange overdøvende i Lees værker. Midt i højspændte konflikter af kultursammenstød (’Do the Right Thing’) og tværraciale pardannelser (’Jungle Fever’) bølger filmene af nostalgisk synergi i kraft af far Bill Lees jazzkompositioner og fotografen Ernest R. Dickerson varme farvefiltrer, tegneserieagtige framing og imposante nærbilleder.
Public Enemys ’Fight the Power’ på Radio Raheems boombox i ’Do the Right Thing’ angiver en tendens til voldsomt dramatiske understregninger, men det meste af tiden emmer værkerne før ‘Malcolm X’ fra 1992 frydefuldt af lyriske sproglege fra de samtidige hiphopgrupper De La Soul og A Tribe Called Quest.
3. Handler ikke om race – men om empati
Den perfekte Lee-syntese ’Do the Right Thing’ følger et minisamfund i Brooklyn på årets varmeste dag, hvor den etnisk blandede befolkning konstant clasher, fordi de hævder deres egen kulturelle identitet, indtil det til sidst koger over.
Der er i tidens løb både blevet sagt kloge og mindre fornuftige ting om den åbne slutning, som med citater fra både Malcolm X og Martin Luther King ikke kommer med et klart svar eller en tro på samliv mellem kulturerne.
Den legendariske filmkritiker Roger Ebert, som var en af de mest indsigtsfulde støtter af sorte stemmer i amerikansk film, har nedfældet nogle af de viseste ord i sin udlægning af Lees racepolitik. Med sit omfattende karaktergalleri af både gode og dårlige, intelligente og afstumpede karakterer af samme farve bevæger Lee sig, mener Ebert, udover traditionel sort-hvid racisme for i stedet at sætte fokus på manglen på empati.
Lee har fået fjender både blandt hvide og sorte, fordi han ikke altid er lige varsom, når han udtaler sig i medierne, men også fordi han sjældent peger entydigt mod en hvid undertrykker i sine film – på nær den umotiverede politivold, som viser sit grimme ansigt i både ’Do the Right Thing’ og ’Jungle Fever’.
I stedet problematiserer han de stereotype roller, som sorte selvdestruktivt kan falde ind i. I de kollektive historier som ’Do the Right Thing’, ’Jungle Fever’ og ’Get On the Bus’ skaber Lee ikke reelle karakterer, men lader dem være repræsentanter for forskellige raceorienterede perspektiver, der udfordrer hinanden. Som seer må man ofte selv mærke efter, hvem der gør det rette. Og så må man se gennem fingre med den tonedøve karikatur af jødiske kapitalister i ’Mo’ Better Blues’, den naive videospilkritik i ’Clockers’ og ’Inside Man’ og de endimensionelle, ’bitchede’ kvindeportrætter.
Mange hylder ’BlacKkKlansman’ som mesterens comeback. Men det er også næsten for populistisk firkantet og atypisk let, at Lee skyder skarpt mod racister i 70’erne med paralleller til alt right-bevægelsen og optøjerne i Charlottesville. Budskabet kom bredere ud end længe, men ilden fra de tidlige værker brænder stærkere i ’Chi-Raq’ fra 2015.
Lee har tidligere inkorporeret elementer fra det oldgræske drama, men her tager han det til det yderste i en musical-modernisering af Aristofanes’ komedie ’Lysistrate’. Hensat til krigszonen i et bandedomineret Chicago-kvarter får Lee med fortællingen om kvinders sexstrejke i kampen for fred (»no peace, no pussy«) sat den herskende bandekriminalitet og politivold mod sorte i USA i et relief, som burde give filmen en status som et af de vigtigste samtidsværker i Black Lives Matter-bevægelsens tid.
4. Fra Donald Glover til Jordan Peele – Spike Lees disciple
»James Spader, der ser videoer og masturberer – ja, vældig heroisk«, skulle Spike Lee sarkastisk have snerret, da ’Do the Right Thing’ ved Cannes-festivalen i 1989 måtte se hovedprisen gå til en bleg og bebrillet, 26-årig Steven Soderberghs ’Sex, Lies and Videotapes’.
Soderberghs lowbudget-debutfilm affødte på den korte bane en masse indie-produktioner med hvide, fremdriftsløse slackere.
Det var til gengæld Lees værk, som plantede det træ for film og serier om sortes kultur, der for alvor har fået lov til at forgrene sig de seneste år, fra Issa Raes ’Insecure’ og Donald Glovers ’Atlanta’ til Ava DuVernay og Jordan Peeles magtpositioner som producere og kamerafolk med særligt øje for belysning af sort hud som Bradford Young.
For mens den sorte revolution, som Spike Lees gennembrud i starten af 90’erne skulle have ført til, udvandede sig selv – og instruktørdisciple som John Singleton og brødrene Hughes lod sig assimilere med Hollywoods hvide drømmefabrik – har en ny generation fremført en særlig sort æstetik og etik i det populærkulturelle spotlight.
Især Donald Glover veksler som Lee mellem satire og overrumplende voldsindskydelser i flere afsnit af ’Atlanta’ og i musikvideoen til ’This Is America’. Han cutter snoren til både Tyler Perrys lalleglade stereotyp og 50 Cent-bling bling, som den hvide magt trygt har fastholdt sort kultur i, og som dele af den sorte kultur måske selv har dyrket.
En serie som Justin Simiens ’Dear White People’ viderefører Lees retoriske boksestød med historien om, hvordan en gruppe sorte collegestuderende bruger den historiske undertrykkelse til at slå hårdt ned på en hver tænkelig mikroaggression udløst af skolens hvide flertal – og samtidig udfordrer de deres sorte brødre og søstre, som efterlever de hvides spilleregler for succes. Afsnit 5 (instrueret af ’Moonlight’-instruktør Barry Jenkins) i første sæson kan næsten ikke blive mere Spike Lee’sk, da det, midt i verbale racemæssige uoverensstemmelser, afbrydes af et skræmmende ondsindet politiangreb, der banker troen på forandring ud af en uskyldig sort studerende.
Den hvide mands maskerede racisme og stigmatisering af sorte udstilles også i publikumssucceser som ’Get Out’ og ’Sorry To Bother You’. Sidstnævnte – om en telefonsælger, der får succes, når han bruger sin ’hvide stemme’ – har i sin sprudlende surreelle kapitalismekritik klare tråde til Lees ’Bamboozled’ fra 2000.
Og så må man ikke glemme, at det ikke kun er sorte, men også andre etniske minoritetsgrupper, der har skelet til Spike Lee. Når Aziz Ansari i ’Master of None’-afsnittet ’Indians on TV’ giver plads til en lang montage af stereotype og diskriminerende fremstillinger af indere i amerikansk film og tv, er det nøjagtig samme visuelle historielektion, som Lee rammer så rent med i de sidste fire minutter af ’Bamboozled’.
»Jeg synes, det er meget vigtigt, at film får folk til at se på det, de har glemt«, har Spike Lee udtalt. Og vil man forstå, hvordan sort kultur definerer den amerikanske film- og musikkultur lige nu, er den i dag 61-årige amerikaners joints et glimrende sted at starte. På en måde strømmer både fortiden og fremtiden gennem ham. Og det er aldrig kedeligt at overvære.
Cinemateket viser ’Do the Right Thing’, ’Jungle Fever’, ’Inside Man’, ’Clockers’, ’Mo’ Better Blues’ og ’Get on the Bus’ i løbet af november og december. Læs mere her.
Læs også: Soundvenue præsenterer: Sprudlende Spike Lee-serie i Cinemateket i november og december