‘Death and Nightingales’: ’The Americans’-stjerne med kulsort skyggeside er lyspunktet i knastørt periodedrama
Man skal flere år tilbage for at finde så mange interessante historiske dramaer som lige nu. Yorgos Lanthimos forvrænger genren med ekstreme vidvinkler i sin herlige komedie ‘The Favourite’, og herhjemme står Michael Noer og Kasper Kalle for at genoplive den klassiske genre med henholdsvis den iskolde quasi-western ‘Før frosten’ og det moderne kammerspil ‘Christian IV – den sidste rejse’.
I den kontekst fremstår det irske periodedrama ‘Death and Nightingales’ – baseret på den roste roman af samme navn af forfatteren Eugene McCabe, som de færreste nok har hørt om – som en stiv kostumefilm af den gamle skuffe.
Præmissen om, at seriens afmålte tre afsnit udspiller sig over 24 timer, lod da ellers en håbe, at der også her var noget nyt på spil. Men serien er i bedste fald et uinspireret forsøg på at kondensere McCabes 242 sider ned til tre timers karakterdrama, der er så skrabet for indhold, at karaktererne i sidste ende fremstår ligegyldige.
Der er ellers mange interessante grundelementer på spil i serien, som udspiller sig i Irland i 1885. Det er en tid, hvor protestantismen og katolicismen tørner sammen, og hvor modstandsfolk kæmper for at danne en suveræn irsk republik. Og en periode, man ikke ofte ser på film eller tv, hvor interessen primært har været de skelsættende år omkring The Troubles fra 1968.
Men de politiske spændinger er reduceret til ren fremdrift i ‘Death and Nightingales’. I stedet handler den langsommelige fortælling om Beth (Ann Skelly) og timerne op til hendes planlagte flugt fra sin papfar Billys (Matthew Rhys) alkoholmisbrug og »ufaderlige berøringer« sammen med hendes filejs, modstandsmanden Liam (Jamie Dornan).
Kærlighedsforholdet til Liam er dog så spagt, at man knap havde bemærket det, hvis ikke det var, fordi Beth med jævne mellemrum stirrer tomt fremfor sig og siger præcis, hvad hun føler. Det er måske en hyldest til det litterære forlæg, men filmisk fungerer det ingenlunde, når Beth proklamerer sin kærlighed til Liam eller retorisk spørger sig selv om forholdet til sin stedfar: »Ved jeg overhovedet, hvad jeg risikerer i aften? Hader jeg ham nok?«.
Heldigvis formår ‘The Americans’-stjernen Matthew Rhys at holde serien nogenlunde på skinnerne med et stærkt portræt af en omskiftelig dranker med en kulsort skyggeside. Selv husker han ikke, at han har forsøgt at forgribe sig på Beth og groomet hende til at overtage hendes mors plads ved hans side, siden hun var 12.
Billy fremstilles ikke entydigt ondt, men som en splittet mand, der også nærer en altoverskyggende kærlighed til sin papdatter. Det er et nyt, interessant perspektiv på overgreb, selvom det tager en del af nuancerne, når Beth endnu engang forklarer, at hendes ønske om at flygte kun »delvist« skyldes farens tilnærmelser.
I sidste ende forstår man, at det umage par kun har hinanden, og at det måske i virkeligheden heller ikke er så slemt. Serien mangler bare alle mellemregninger op til den afgørende konklusion.
Kort sagt:
‘Death and Nightingales’ er et knastørt periodedrama, kondensereret ned til det rene ingenting.
Anmeldt på baggrund af hele serien
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret