’Herrens veje II’ – hele sæsonen: Afslutningen på Adam Prices præstedrama var afklaret og smuk
(Spoileradvarsel: Læs ikke videre, før du har set alle 10 afsnit af ’Herrens veje II’)
Så gik den ikke længere.
Gennem to sæsoner har Johannes Krogh (Lars Mikkelsen) udvist en så stålsat passion for præstegerningen, at ethvert fornuftigt input fra omverdenen er blevet affejet. Men i sidste afsnit af ’Herrens veje II’ vil menighedsrådet og biskoppen simpelthen ikke finde sig i mere. Johannes må træde ned fra prædikestolen og give den hvide krave fra sig – alt andet havde da også været utroværdigt.
Det sker, efter Johannes i al hemmelighed har døbt barnebarnet Anton – naturligvis uden den ateistiske og desuden Johannes-skeptiske Emilies (Fanny Louise Bernth) viden. Helt hemmeligt viste det sig nu ikke at være, for den lyssky seance blev fanget af et netop påmonteret kirkeligt overvågningskamera, som præsten ikke kendte til.
I min anmeldelse af sæsonens to første afsnit efterspurgte jeg, at familien Kroghs overhoved ville gå nye, knapt så selvdestruktive veje, og det lykkedes han faktisk med. Nye menneskelige reparationsprojekter hjælper ham for en stund med at holde sorgen ved tabet af sønnen August (Morten Hee Andersen) for døren. Desværre bliver hans husningsprojekt for hjemløse i Lindevangen Kirke og det følgende engagement i den homoseksuelle Indre Mission-afhopper Peter (Mads Reuther) dog aldrig det mest sindsoprivende tv-drama.
Adam Price og resten af forfatterteamet indsætter flere af den slags samfundsrelevante sidehistorier undervejs, men ligesom i første sæson er de ikke altid lige velplacerede eller vedkommende. I tillæg til den kolossale sorg bliver enken Emilie for eksempel plaget af en sag om aktiv dødshjælp, der giver hende akavede mareridtsforestillinger om den skrigende patient.
Akavet bliver det også, da Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen) i en besynderlig plot-afstikker pludselig opdager, at hun har clairvoyante evner. Det resulterer både i en gyseragtig scene, hvor hun render forskrækket rundt i en skov, mens hun overrumples af ånder fra alle vinkler, og i en genforeningsscene med afdøde August. Iført præstekjole stiger sønnike op af havet ved Elisabeths vante udendørsbad. Han sætter sig ved hendes side, og saligt ser de begge mod solen i horisonten.
De åndelige mirakler i ’Herrens veje’ bliver som bekendt sjældent antydet – oftest slås de fast med store, kejtede syvtommersøm. Til gengæld står relationerne mellem de levende familiemedlemmer fortsat utroligt stærkt gennem hele anden sæson, og man bekymrer sig virkelig om dem.
En sidehistorie, som fungerer fortrinligt, handler om Christians (Simon Sears) kæreste Amira (Camilla Lau), hendes eksmand Walid (Hadi Ka-Koush) og deres uenigheder om opdragelsen af datteren Safiyah. Walid ønsker, at hun allerede nu træder ind i den traditionelle, muslimske levevis, mens Amira forsøger at lægge afstand til den. Selvom de to forældre aldrig bliver helt enige, slutter de til sidst fred, fordi skænderierne gør Safiyah utryg og urolig.
Det er gribende at overvære datterens splittelse i forsøget på at gøre både mor og far glade, og den danskislamiske vinkel har desuden været tiltrængt i dramaserierne et godt stykke tid.
Bumpene på vejen glemmes næsten, når først man når til sæsonens (og mon ikke seriens) to sidste afsnit, der er velspillede og rørende. Afsnit 9 bringer os i et 40 minutter langt flashback tilbage til lige efter første sæsons afslutning, hvor de spændinger, som har løbet gennem familien indtil nu, uddybes fornemt. Der klippes let og flydende gennem hovedpersonernes indledende sørgeproces i dødsøjeblikket, i lighuset, til de anstrengte begravelsesforanstaltninger og den endelige mindehøjtidelighed. Inde i flashbacket er der tilmed flere flashbacks til August og Christians barndom, som den sorg-paralyserede Elisabeth tænker tilbage på.
Denne velorkestrerede knude af indestængte følelser lægger fint op til den endelige afrunding, som i kontrast er befriende fredfuld og afklaret. I sidste afsnit tager Christian helt til Jerusalem for at sprede Augusts aske ud på et sted, hvor brormand engang oplevede Guds tilstedeværelse, og den ellers uregerlige Johannes kommer med nogle livskloge replikker.
Da patriarken har accepteret sin afskedigelse, pakker han og Elisabeth deres ting sammen på præstegården, indtil de står tilbage i de helt tomme lokaler. »Vi kunne lige så godt være ved at flytte ind«, siger Johannes, og så fantaserer de om, hvordan de ville indrette rummene, hvis det var tilfældet. I sidste ende bliver scenen dog en afsked. Elisabeth vil ud at se verden, og Johannes vil undervise unge, aspirerende præster.
Sådan en bliver hjemvendte Christian, da han i sidste ende beslutter sig for at gå i sin fars fodspor. »Du skal ikke gøre det for mig eller nogen af de gamle idioter«, siger Johannes og peger på portrætterne af familiens mange præster. »Du skal gøre det for dig selv«.
’Herrens veje’ har trods sine spirituelle forbindelser altid fungeret bedst, når serien var mest jordnær. Det viste den afdæmpede afslutning ganske klart.
Kort sagt:
Anden sæson af ’Herrens veje’ fortsatte den knap så subtile tilgang til åndelig indgriben, men leverede heldigvis også engagerende karakterdrama om den sørgende familien Krogh, hvis fortælling blev rundet smukt af i både fortid og nutid i de sidste to afsnit.
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret