’Herrens veje II’ er bedst i sine stille øjeblikke
»Hvem er det, der laver terror? Muslimerne!«, råber en ophidset, unavngiven herre 10 minutter inde i første afsnit af ’Herrens veje’s anden sæson. Anledningen er, at Brovangen Kirke skal sælges, og at en muslimsk menighed er en af de potentielle købere. Det skaber uro blandt de lokale beboere, og der skal ikke meget til, før terrortruslen bringes på bordet.
Det agiterede borgermøde afholdes i selvsamme kirke, som nu afdøde August Krogh (Morten Hee Andersen) for en stund stod i spidsen for, før han blev flygtningehjælpende gadepræst. På en træstol foran det minimalistiske alter sidder Lars Mikkelsens Johannes Krogh blandt sine kristne fæller. »Det er min søns kirke, I sidder og taler om«, hvisker han vrissent.
ANMELDELSE AF HELE ‘HERRENS VEJE’ SÆSON 2 – 16. DECEMBER
Tabet af August gennemsyrer ikke overraskende anden sæson af Adam Prices søndagsserie. De to første afsnit, som denne anmeldelse er baseret på, har derfor ikke plads til mange scener af ovenstående slags, hvor temperaturen tages på samtidens forhold til folkekirke, religion og tro. Det kan jeg da også sagtens undvære, når en pludselig snak om terrorisme flettes så klodset ind som her.
Som Mikkelsens replik indikerer, domineres fortællingen af hovedpersonernes lammende sorg. Halvandet år efter August gik ud foran en lastbil, er den i forvejen dysfunktionelle familien Krogh ikke blevet mindre splittet. Storebror Christian (Simon Sears), der er flyttet sammen med Amira (Camilla Lau) og hendes datter, agerer mægler mellem familiemedlemmerne, som alle plejer tabet på deres egen mere eller mindre usunde facon.
De største armbevægelser kommer naturligvis fra Johannes, der bærer rundt på lige så meget ukontrollerbar vildskab som tidligere. Han vil ikke snakke om August. Han vil hellere komme aggressionerne til livs i den lokale bokseklub. Her får han en tatoveret fyr til at slå rigtigt igennem, indtil Johannes knapt kan stå oprejst.
Lars Mikkelsens fantastiske fremtoning på skærmen har ikke ændret sig siden sidst, og det har Johannes-karakterens selvdestruktive tomgang heller ikke. Det førnævnte kirkesalg krydres selvfølgelig med en uheldig, racistisk klingende udtalelse til Ekstra Bladet, han lige så godt kunne have sagt i starten af første sæson. Hans repetitive adfærd er måske meget menneskelig, men jeg håber snart, karakteren stikker af i nye retninger.
Præsten er mere interessant, når han er i lokale med sit nye, uopnåelige lys i livet. Efter Augusts død har Emilie (Fanny Louise Bernth) nemlig født den søn, som hun i sæsonafslutningen valgte ikke at få fjernet. Johannes vil så gerne være farfar for otte måneder gamle Anton, men modsat Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen), som hyppigt passer ham, må patriarken slet ikke komme i nærheden af sit barnebarn. For Emilie mener (ikke helt ubegrundet), at Johannes ødelagde August, og hun vil ikke lade det gentage sig med deres søn.
I selskab med både Emilie og Anton pendulerer Johannes’ ansigt mellem sammenbidt vrede og varmhjertet kærlighed. Det bliver interessant at se, om de to kan forenes. I første afsnit er det i hvert fald op ad bakke. Da Emilie inviterer til Antons navngivningsfest – ikke dåb – og desuden fortæller, at Krogh kun skal være sønnens mellemnavn, udspiles Johannes’ øjne af foragt.
Ligesom forgængeren er anden sæson af ’Herrens veje’ umådeligt velproduceret, og den støvede, efterårsbrune billedside passer godt til hovedpersonernes nedtrykte sindsstemning.
Ser man bort fra åbningsteksterne synes de tunge bibelsymboler, der til tider overskyggede det nære familiedrama i sæson 1, samtidig at være lagt på hylden for en stund. Det samme er ikke tilfældet for de drømme og mareridtsvisioner, der stadigvæk er mere komiske end skræmmende.
I stedet er det i de stille øjeblikke med glimt af forsoning, at man mærker karaktererne, og fortællingen bliver vedkommende. Når Christian eksempelvis smilende ligger ansigt til ansigt med sin sovende nevø, eller når Emilie og Amira står og ryger udenfor og taler om at føle sig som en utilstrækkelig mor. Den slags stunder er tiltrængte i den sorgbetyngede sæsonstart.
»Du er vores planke. Du er vores redning«, siger Christian i en højtidelig tale til Antons navngivningsfest. Reddet og formildet bliver familien muligvis til slut, men mon ikke de først skal igennem en del større konflikter op til afsnit 10. Lige nu er Elisabeth i hvert fald i gang med en ny affære (denne gang med en mand), mens Emilie begynder at tage sine frustrationer med på arbejdet.
Jeg håber ikke, at bølgerne kommer til at gå alt for højt.
Læs også: Fanny Louise Bernth fra ‘Herrens veje’: »Jeg tog virkelig kritikken til mig«