’Kaptajnen’: Ny krigsfilm er hjemsøgende, gribende og nådesløs
Det skorter hverken på satirisk sindssyge eller grusomhed i Robert Schwentkes autentiske mareridtsfortælling om en tysk desertør i de sidste dage under Anden Verdenskrig.
’Kaptajnen’ er historien om den unge tysk soldat Willi Herold (Max Hubacher). To uger før krigens slutning hersker opløsning og anarki bag de tyske grænser. Soldater deserterer, plyndrer og bliver væk fra deres regimenter, så enhver soldat er en mulig forræder i ansigtet på den faldne magt.
Det er en gribende film, der langsomt knytter næven om én og skræller ethvert lag af menneskelighed af. Når den så endda bygger på virkelige begivenheder, træder den makabre syge ind i marv og ben, så man undervejs funderer over, hvordan nød, sult og desperation leder krop og sjæl til at udføre de mest forfærdelige handlinger.
I filmens begyndelse er vores hovedperson på flugt fra en tysk patrulje midt i golde marker og våde skove. På utrolig vis undslipper han og vandrer udhungret rundt mellem forfaldne små vanslægtede gårde og landsbyer, hvor et stjålet måltid hurtigt kan blive ens sidste.
Ved et lykketræf støder den unge Willi på en efterladt bil. Tilfældet vil, at bilen har en kuffert på bagsædet, hvor han finder en dekoreret nazistisk kaptajnsuniform. Den unge soldat påfører sig kejserens nye klæder for i et bestemt tonefald at parodiere den magt, som tøjet nu engang skaber.
Ud af det blå træder endnu en beskidt nazist, Freytag (Milan Perschel), som – ifølge ham selv, men her ved man aldrig – er blevet væk fra sit regiment. Godtroende er han sikker på, at Willi er en sand kaptajn, og med overlevelsens flygtige snusfornuft træder Willi Herold ind i rollen som Hauptmann Herold.
Hen ad vejen træder flere opportunister til under Herolds opfundne mission med ordrer fra Hitler selv. Blandt nogle anes en mistillid til kaptajnen, men sindet indvilliger alligevel nemt i trofast adlydelse og sadistisk beundring, da gruppen når et såkaldt Emslandlager – en lejr under nazistisk kommando, der huser mulige desertører og andre forbrydere.
Kaptajn Herold selv vokser længere og længere ind i sin rolle, og kun hans flakkende øjne vidner om den usikkerhed, der akkompagnerer hans stoiske og stolte beslutsomhed. Den symbolske magt skaber et monster, hvis handlinger er så depraverende, at man ser knugende og hjælpeløst til, mens den ene morderiske yderlighed erstatter den anden.
’Kaptajnen’ er en hjemsøgende film om menneskets moralske kompas, der desperat viser direkte ned i slugternes endeløse helvede, om rædsler og subjektets forfald i en nådesløs verden. Det er en film om ondskab og mennesker malet med galskabens strøg, hvor vanviddet når de punkter, hvor man ikke længere ved, hvordan man skal reagere.
Man kan diskutere, om epilogen er nødvendig i sin iver efter både at drive vanviddet længere ud og drage paralleller til nutiden. Det må være en smagssag.
Men tilsat smukke billeder i sort-hvid og en bestialsk lydside står ’Kaptajnen’ som en forfærdende god film.
Kort sagt:
’Kaptajnen’ er en autentisk og kompromisløs fortælling om menneskets umenneskelige sider – en film helt i tråd med de mørke tider.
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret