’Walaas vilje’: Palæstinensisk pige med soldaterdrømme er fantastisk karismatisk i dansk dokumentar
Kan man se bort fra de spegede politiske aspekter i en fortælling sat midt i Israel-Palæstina-konflikten? Gu’ kan man ej. Men det skete alligevel midtvejs i dansk-canadiske Christy Garlands inspirerende dokumentar om den palæstinensiske pige Walaa og hendes drøm om at blive politikvinde for at forsvare det palæstinensiske selvstyre imod de israelske bosættelser.
Dér midtvejs tager drømmen nemlig pludselig ikke form efter politiske konturer. Det handler om en menneskelig kamp. Men fortællingen om den seje Walaa, der nedbryder den opstillede kønsmur, er ved at brase sammen over hendes unge skuldrer. De sprælske fagter og gavflabsmilet er væk. Walaas tilspidsede blik udviser tegn på resignation. Skal den benhårde polititræning virkelig være en for voksen, for ’mandlig’, udfordring for ellers ustoppelige Walaa?
Fortællingens præmis er som taget ud af en amerikansk soldaterfilm om ungdommelig vildskab, der må disciplineres og hærdes for at klare strabadserne. ’Rekrut Walaa’ eller ’G.I. Walaa’ tænker man i spøg, før de politiske aspekter igen presser sig på.
For fortællingen om Walaa starter ved moren Latifa Abu. Et nyhedsklip fra 2009 viser en meget ung Walaa, som på Mors Dag forklarer, at »ens mor er det vigtigste i verden«. Så bryder hun ud i gråd. For israelerne holder på det tidspunkt mor fanget, og først i 2011 slipper de hende fri som en del af en historisk fangeudveksling af 1027 palæstinensere for én israelsk soldat.
Mor Latifa, Walaa og hendes søskende befinder sig ved dokumentarens start i deres eget helle af nedslidte vægge. Afskåret fra faren, der er et sted i Jordan med en ny kvinde, og afskåret fra den kaotiske dagligdag i den overbefolkede flygtningelejr Balata ved Vestbredden.
Men Walaa er sin egen. Hun vil ud. Ned på gaden for at gøre en forskel i tumulten. Brage igennem den israelske mur. Modbevise mandlige autoriteter fra begge sider om, at hun skam er noget værd som palæstinenser og ikke mindst som kvinde. Walaa er med sin Real Madrid-trøje og sit bramfrie sprog bare ikke den medgørlige datter, Latifa af og til kunne ønske sig.
»Hvad skal man med mænd? De skiderikker kan rende mig!«, skyder Walaa igen mod morens fortvivlelse over datterens alternative karrieredrøm. Latifas accepterer datterens ønske. Det er i tråd med det samlede indtryk af den muntre og moderne kvindedominerede familie, som Christy Garlands observerende stil indfanger i dokumentarens første del.
Startens åbne og hverdagslige stemning afspejler Walaas løsslupne attitude og lidt naive tilgang til den allestedsnærværende nationsstrid. Strukturelt fungerer det glimrende som engagerende opbygning til anden del, hvor Walaas barnedrømme møder modstand under polititræningen, inden den voksne alvor og vold bliver konkret for Walaa og hendes familie i tredje del.
Garland har fulgt Walaa, fra hun er 15 til 21 år. Walaa er en fantastisk karismatisk stjerne hele vejen.
Man kan godt være betænkelig ved den umiddelbart positive portrættering af sikkerhedsstyrken. Garlands kamera har forbavsende frit råderum til træningsøvelser og lederkontorer, men man får som Latifa lyst til at spørge Walaa (og Garland), om hun er bevidst om, for hvem hun kæmper og hvorfor.
Selv med disse betænkeligheder er det dog svært ikke at lade sig rive med og begejstre af fortællingen om Walaa og et girlpower-punch, man selv ikke havde set komme.
Kort sagt:
At følge palæstinensiske Walaa er underholdende som en klassisk soldaterfilm – bare med ekstra politisk pondus og gennemslagskraftig kvindefrigørelse.
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret