KOMMENTAR. Hvor der er røg på skærmen, er der … virkelig meget rygning.
Der pulses atter løs i serieland, hvor cigaretter ikke længere er forbeholdt sociale tabere eller Don Draper-typer med Lucky Strike-affektioner i ‘Mad Men’ , men dingler i mundvigene på hverdagshelte, forelskede millennials og stålsatte karrierekvinder i – dyb indhalering – ’Stranger Things’, ‘Westworld’, ‘Maniac’, ‘The Deuce’, ‘The Handmaid’s Tale’, ‘House of Cards’, ‘The Crown’, ‘The End of the F****** World’, ‘True Detective’, ‘Girls’, ‘Orange is the New Black’, ‘The Walking Dead’, ‘The Assassination of Gianni Versace’, ‘Babylon Berlin’ såvel som i danske ’Bedrag’, ’Herrens Veje’, ‘Arvingerne’ og ‘Liberty’.
Og det er kun toppen af isbjerget – faktisk kan man dårligt sætte et serieafsnit på fladskærmen uden at blive udsat for fiktionens svar på passiv rygning.
Vi skal tilbage til starten af 00’erne for at se en lignende tv-kærlighed til smøgerne: Dengang Carrie Bradshaw blandt andet lommefilosoferede over sex i byen med en Marlboro Light kækt placeret i askebægret på HBO, og Mads Mikkelsens hårdkogte Fisher opklarede forbrydelser i DR’s ’Rejseholdet’ med jakkelommen fuld af røde Prince.
Siden kom der anderledes strikt fokus på serierygning ud fra et tiltrængt sundhedsperspektiv, og Hollywood kvittede smøgerne, mens strammere lovgivninger verden over sendte virkelighedens voksne rygere ud på nabogrundens parkeringsplads og skolelever i skjul bag bageren.
Cigaretpriserne steg, og #healthyliving affødte en hær af kernesunde antiryger-wellness-guruer i mediesfæren, hvis største last i livet var cappuccinoer med sødmælk (ad). Men puritanere beware, for nu er der sket et kulturelt skift i attituden til cigaretterne blandt yngre generationer, hvorfor andelen af unge danske rygere stiger for første gang i 20 år, og manuskriptforfattere på begge sider af Atlanten reclaimer cigaretten som individualistisk identitetsmarkør for karakterer hævet over ‘småborgerlighedens’ dogmer.
Et hvæs i ny og næ gør jo ingen skade, så længe man har styr på sit shit, forstås, og en snert moralsk fordærv har som bekendt gjort sig godt igennem røgsløret siden stumfilmdagene.
På dén konto er billedet af Francis og Claire Underwood, der deler en power-cigaret i vindueskarmen i de indledende sæsoner af Netflix’ ‘House of Cards’, en djævelsk sigende gimmick, og Trine Dyrholm og Mikkel Boe Følsgaards labre søskendepar gav casual rygning et umiskendeligt strejf af kreativ (over)klassestatus i ‘Arvingerne’.
Hvortil man passende kan tilføje med fed nikotinplettet skrift, at DR’s dramaserier i det hele taget er den store danske rygeskyldner, hvis hovedpersoner gerne dulmer weltschmerzen over velfærdssamfundets ulidelige lethed med en vagt rebelsk cigaret som en tynd finger til kontrolstaten, når ‘Herrens Veje’s intellektuelle Emilie griber lighteren på lige fod med ‘Bedrag’s kriminelle Nicki.
Det historiske argument
Der er selvfølgelig et veritabelt cigaretfad af dramaturgiske argumenter for rygetrangen – udover det rent tekniske, at rygegymnastikken giver dynamik i ellers stillestående snakkescener.
Fortællingens historiske ramme fremhæves ofte som udslagsgivende for beslutningen om at lade castet ryge, og periodedramaer som ‘The Deuce’, ‘Babylon Berlin’, ‘Mad Men’ og ‘The Assassination of Gianni Versace’ og ‘The Crown’ fremelsker således specifikke tidsperioder, hvor rygning immervæk var fremtrædende i de miljøer, handlingen udspiller sig i. Og for de to sidstnævntes vedkommende gælder endvidere, at flere af de centrale karakterer er baseret på virkelige personer, hvis enorme cigaretforbrug var/er noget nær offentlige varemærker (ahem, Prinsesse Margaret og Donatella Versace).
De fleste kan hurtigt blive enige om, at total censur af historiske karakteristika er en uhensigtsmæssig faktuel og kulturel glidebane, og ‘The Crown’ lægger da heller ikke fingre imellem første sæsons skildring af, hvordan Kong George VI døde en smertefuld død af lungekræft, alt imens ‘Mad Men’s storrygende 60’er-diva Betty bliver ramt af ditto bitter rygekarma.
Men det ville ikke skade nogen af titlernes troværdighed at tage toppen af røgen on camera eller genoverveje den generelle æstetisering og seksualisering af navnlig kvindernes rygeakt, der ekkoer film noir-æraens fascination af femme fatales med ulmende cigaretter vædet af suggestive læber.
Tag bare ikoniserede bad girl Audrey Horne i ‘Twin Peaks’, hvis indflydelse ikke skal undervurderes som inspiration for nyere tv-karakterer a la ‘Maniac’s hyper-stiliserede Dr. Fujita, spillet af Sonoya Mizuno, og ‘The Handmaid’s Tale’s isdronning Serena Joy (Yvonne Strahovski), der ryger slim cigaretter i smug for at illustrere seksuel frustration og et mentalt oprør med det kvindeundertrykkende Gilead-regime.
Tv-fiktionens stædigt mytologiske forestilling om rygende unge kvinder som mere mystiske, selvstændige og forførende end deres ikke-rygende Sandra Dee-medsøstre har dybe rødder i popkulturen, men opretholdelsen får en grim eftersmag, når undersøgelser fra både England og Danmark peger på, at unge kvinder i højere grad end deres mandlige modparter begynder at ryge og har svært ved at stoppe igen.
Toppen af rygebarometeret
Stik imod hvad man kunne forledes til at tro, skal højdespringeren på rygebarometeret ikke findes blandt de historiske serier, men derimod i YA-segmentet, hvor ‘Stranger Things’ godmodige Hopper leder 80’er-kæderygningen mod en tvivlsom rygerekord. Og meget bedre ser det ikke ud på filmfronten i det amerikanske, hvor et studie fra 2016 viste, at rygning i film med PG13-ratings er steget med 43 procent siden 2010.
Indifferencen er til at tage og føle på i Hollywood-kulisserne. Fælles for størstedelen af tv-serierne er, at de er produceret af streamingtjenester, der ikke ligger under for reklamehensyn på samme måde som regulære tv-kanaler, og filmstudiet Paramount’s officielle rygepolitik citerer »filmskabernes visioner« som gældende. Mens Universal »går ud fra, at der ikke optræder rygning« i deres ungdomsrelaterede film, men lader muligheden stå åben, skulle der forefinde »en god grund«. Kun Disney – hvis grundlægger himself døde af lungekræft i en alder af 65 år – har trukket en streg i sandet med et rygeforbud i samtlige film og tv-produktioner.
Som altid når livsstils og/eller kunstneriske debatter antændes af (sundheds)politik, bliver rygediskussionen i underholdningsindustrien hurtigt til et ophedet forsvar for kreativ frihed ud fra folkedevisen »Hvad bliver det næste?!«. Ingen alkohol til den hårdt prøvede ‘True Detective’? Færre skydevåben og flere færdselsregler i ‘Fast and Furious’?
Løftede pegefingre må ikke knægte kunstens udfoldelse, men der er ingen vej uden om den inspirerende effekt, rygende tv-karakterer har på yngre seere. Det gentages sort på hvidt i adskillige undersøgelser, der med al tydelighed slår fast, at unge er mere tilbøjelige til at begynde at ryge, hvis de jævnligt inhalerer fiktiv røg fra skærmen.
Selvfølgelig skal man ikke tvinge Micky Mouse-kastetter ned over hovederne på HBO og Netflix, men man kan appellere vedholdende til serieskabernes samfundsmoral om at revidere hyppigheden af rygning på skærmen med tanke på konsekvenserne.
Det er sund fornuft.
Læs også: De 20 bedste film på Netflix lige nu