’Kursk’: Thomas Vinterbergs ubådsdrama er en tænderklaprende oplevelse
Det er lidt en skam, at ’Kursk’ udspiller sig på engelsk.
I sin nye internationale produktion gør instruktør Thomas Vinterberg så meget for at overbevise seeren om, at vi befinder os i en russisk kystby omkring årtusindskiftet. Tykke sweatre, jakker med pelskrave, skrigpink rengøringshandsker og sandfarvede boligblokke bidrager alle til den autenticitet, som et historisk drama higer efter.
Men når de russiske hovedpersoner åbner munden, flyder der angelsaksiske gloser af sted, endda med tydelige accenter, der ikke engang stammer fra Rusland, men fra Belgien, Frankrig, Tyskland, Sverige og Danmark. Det fjerner noget af troværdigheden.
Efter et par sceners tilvænning, hvor specielt den danske komiker Magnus Millangs tilstedeværelse er en anelse forstyrrende for indlevelsen, glemmer man dog næsten det store miskmask af europæiske nationaliteter. For man begynder at bekymre sig noget så grusomt for karakterernes liv – ikke mindst fordi man allerede kender til deres triste skæbne.
’Kursk’, skrevet af Robert Rodat (’Saving Private Ryan’), er genfortællingen af tragedien fra august 2000, hvor den russiske ubåd K-141 Kursk under en militærøvelse sank til bunds, da en torpedo pludselig eksploderede om bord. Alle ubådens 118 besætningsmedlemmer døde, men inden da formåede 24 af dem at holde sig i live i mange lidelsesfulde timer i håbet om at blive reddet. De måtte vente forgæves.
På grund af gammelt og dårligt vedligeholdt udstyr lykkedes det ikke den russiske flåde at hente mændene op, og NATOs tilbud om at bistå redningsaktionen blev slået hen af russerne, der hverken ville give afkald på deres stolthed eller ubådens iboende militærhemmeligheder.
Matthias Schoenaerts, som Vinterberg også samarbejdede med i den solide, men småkedelige ’Far from the Madding Crowd’, spiller Mikhail Averin, der er chef for den overlevende gruppe mænd i ubådens afdeling 9. Den belgiske stjerneskuespiller stråler af menneskelig varme og kollegial drivkraft, når han med ledersnilde gør alt for at forlænge sine kammeraters levetid. Førnævnte Magnus Millang, der har en overraskende stor rolle i filmen, ender faktisk også med at være rigtigt overbevisende som den humoristiske Oleg, der forsøger at holde de andres humør oppe.
Sideløbende med mændenes overlevelseskamp følger vi de dybt bekymrede koner og deres frustrationer over myndighederne, der nægter at fortælle dem noget som helst nyt om besætningens tilstand. Léa Seydoux og Pernilla August går forrest som henholdsvis Mikhails kone Tanya og bedstemoren Oksana, mens Max von Sydow med det fantastiske, kantede ansigt stritter imod som den urokkelige general Vladimir Petrenko.
Kvindernes scener er ikke ’Kursk’s stærkeste element, for deres mundhuggeri med myndighederne tenderer tomgang. Der er dog også en pointe i, at optøjerne aldrig udvikler sig synderligt. Selvom Vladimir Putin, som dengang netop var blevet Ruslands præsident, ikke figurerer i filmen, er der en klar linje til nutidens russiske styre, hvor oprørske stemmer stadig slås ned med hård hånd. Dette varsles i en foruroligende scene, som har grundlag i virkeligheden, hvor den åbenmundede Oksana midt under et pressemøde bliver bedøvet med en sprøjte i hoften og båret væk af sikkerhedsfolk.
Ligesom ’Far from the Madding Crowd’ er ’Kursk’ bestillingsarbejde og ikke Vinterbergs mest personlige værk. De to film har dog også det til fælles, at de er uhyre smukke at se på. Vinterberg blander det dirrende, håndholdte kamera nede i den ødelagte ubåd med rolige totalskud, der understreger det omsluttende havs uhyggeligt massive dybde. Og så giver det et lille sug i maven, når ubåden i starten forlader land, og billedet pludselig bredes ud fra smalt til bredt format.
’Kursk’ er netop bedst, når man placeres i øjenhøjde med den tænderklaprende, desperate besætning, og oplevelsen bliver decideret fysisk. I filmens mest intense scene må Mikhail og en kollega dykke ned i en oversvømmet kabine for at finde livsvigtige patroner til ilt-generatoren. I et tre minutter langt, uafbrudt skud holder Matthias Schoenaerts vejret, og som publikum gør man det samme.
Kort sagt:
Thomas Vinterbergs filmatisering af den tragiske ubådsulykke er en kulderystende, fysisk oplevelse med Matthias Schoenaerts i topform.
Læs også: 15 danske film, vi slet ikke kan vente med at se i 2019