’Skammerens datter II’: Der er fart på dansk fantasy-film – men heldigvis plads til kernen
Hov, vent lige lidt. Glemte I ikke at præsentere Davin, før I satte ham og Nico på båden mod Sagisborg? Og apropos Nico – hvad var det egentlig, der skete mellem ham og alter egoet i Hviskernes Sal? Og nå ja, hvad er det med ham Sarkan dér? Hvem er han? Og hvorfor overvejer hverken Dina eller Sezuan at stikke ham en kniv i siden eller binde ham, så han ikke kan komme rendende og gøre livet surt for dem igen?
Det går til tider lidt for stærkt i det nye filmiske kapitel af ’Skammerens Datter II: Slangens Gave’. Men vi har selvfølgelig også travlt! Der er meget, der skal nås, hvis hele Lene Kaaberbøls tredje – og nok bedste – skammerbog skal klemmes ind i en børnevenlig film på under to timer.
Der er sket en del, siden vi først mødte Dina og vennerne i den vellykkede, men lige lovlig højstemte ’Skammerens datter’. Dragefyrsten Drakan har overtaget regeringsmagten, Skammerne er rykket op i Højlandet, og Dina har fået sig en stalker i form af sin ukendte og (måske ikke helt ufarlige) far Sezuan (Dejan Cukic), som Dinas Skammer-mor forbyder hende at omgås.
Da hendes bror Davin og fyrstesønnen Nicodemus tages til fange af Drakans onde håndlangere, er Sezuan imidlertid den eneste, der kan hjælpe. Så Dina trodser sin mor og begiver sig ud på en farefuld færd med sin mystiske Slangemester-far, fra hvem hun – skal det vise sig – har arvet mere end sit mørke hår og sin iltre charme.
Med den nye film kommer nye ansigter, i visse tilfælde i gamle roller. Dinas mor spilles denne gang af norske Agnes Kittelsen i stedet for svenske Maria Bonnevie, og Peter Plaugborg indtager ikke længere rollen som fyrst Drakan.
Ikke et ondt ord om afløseren, Mikkel Arndt, men afskeden med Plaugborg skuffede mig grelt, da hans udgave af den drageblodsdrikkende, skamløse dragefyrste var grund nok alene til at se den første film.
Det hjælper dog på sagen, at den egentlige skurkerolle overtages af Drakans mama, Dama Lizea, som fremføres herligt ækelt af en næsten øgleagtig Stina Ekblad.
På en skala fra 1 til monster er hun helt sikkert det uhygge-element i filmen, der scorer højest – langt højere end for eksempel Sagisborgens søuhyre, håndlangeren Sarkan og de efter sigende uhyggelige stemmer i den lidt for børnevenlige Hviskernes Sal.
Filmens mest markante udskiftning finder imidlertid sted bag kameraet, hvor ’Antboy’-instruktør Ask Hasselbalch har overtaget tronen fra Kenneth Kainz.
Den unge tronarving sætter sit tydelige præg på fortællingen, der er knapt så ’middelalderlig’ som den forrige. Dialogen glider lettere, der er flere sjove optrin (nogle mere opvakte end andre), og tempoet er, som nævnt, skruet helt i vejret.
Den høje hastighed betyder dog, at logikken til tider sakker bagud, mens de helt store dramatiske øjeblikke bliver tabt et sted på vejen. Derudover bliver en nøglekarakter som Dinas bror Davin, til trods for glimrende indsats fra Allan Hyde, hægtet af, før han for alvor kommer i spil.
Men – og det er et virkelig stort men – heldigvis giver Hasselbalch og co. sig tid til det allervigtigste: Nemlig at udfolde forholdet mellem Dina og Sezuan, der er historiens absolutte kerne.
Og selvom jeg savnede det helt store sus i maven, kedede jeg mig ikke et sekund i løbet af den 148 minutter lange film. Den slags var der simpelthen ikke tid til.
Kort fortalt:
Det går (lidt for) stærkt i ’Skammerens Datter II: Slangens Gave’, der ikke desto mindre giver sig tid til det allervigtigste.
Læs også: 15 danske film, vi slet ikke kan vente med at se i 2019