De 10 bedste film på årets Berlin Film Festival – rangeret

De 10 bedste film på årets Berlin Film Festival – rangeret
Jonah Hills debutfilm som instruktør, 'Mid-90s'.

Det har ikke været et imponerende filmår på Berlinalen, og slet ikke i hovedkonkurrencen, hvor kun tre film sniger sig ind på min top 10.

Det har i flere år været sådan, at de bedste film på Europas tredjevigtigste festival skal findes i sideprogrammerne. Nogle har allerede haft premiere på festivaler som Sundance og Toronto, andre vurderes måske ikke politisk vægtige nok? Det bliver spændende at se, hvordan hovedkonkurrencen former sig næste år, når nuværende leder af Locarno Film Festival Carlo Chatrian overtager jobbet som kunstnerisk leder i Berlin fra den mangeårige festivalchef Dieter Kosslick.

Én film i hovedkonkurrencen hævede sig dog over alle andre, var alle lykkeligt enige om. Israelske Nadiv Lapids ‘Synonymes’ vandt både Guldbjørnen og kritikernes FIPRESCI-pris, landede i Screens kritikerbarometer og, nåja, også på min personlige hitliste.

Her er mine 10 favoritter fra årets festival.

Maxwell Simba og Chiwetel Ejiofor i ’The Boy Who Harnessed the Wind’.

10. ‘The Boy Who Harnessed the Wind’

’12 Years A Slave’-stjernen Chiwetel Ejiofors debutfilm er ikke så kunstnerisk interessant, men til gengæld en meget velfortalt, flot fotograferet og rørende autentisk historie om en 13-årig dreng fra Malawi, der redder sin landsby fra hungersnød ved at bygge en vindmølle.

William (den talentfulde debutant Maxwell Simba) er en ambitiøs knægt, der kæmper med at få lov til at gå i skole. Da regnen udebliver, og familiens høst trues, har hans far, spillet af Ejiofor selv, ikke råd til at betale Williams skolepenge. Men William fortsætter med at snige sig ind på skolens bibliotek – han har nemlig en idé til, hvordan han kan få landsbyens brønd til at virke igen.

Med sit gribende familie- og far-søn-drama og inspirerende hyldest til personligt mod og vedholdenhed med en underliggende kommentar om konsekvenserne af klimaforandringer og et slag for uddannelse, innovation og bæredygtig energi i ulande er filmen et forbilledligt eksempel på en politisk historie fortalt gennem et personligt drama.

Feel-good-effekten får et ekstra skub af, at filmen bygger på virkelighedens William Kamkwambas selvbiografi, og at han i dag er ingeniør. Filmen har premiere på Netflix 1. marts.

Agnes Varda i ‘Varda per Agnes’.

9. ’Varda par Agnès’

Den franske instruktørlegende Agnès Varda gør status over sin 65-årige karriere og fortæller i en blanding af foredrag og filmklip om sine tanker bag sine film. Vi kommer blandt andet gennem højdepunkter som spillefilmene ‘Cléo fra fem til syv’, ‘Lykken’ og ‘En pige på drift’ og dokumentarerne ‘The Gleaners and I’, ‘The Beaches of Agnes’ og ‘Faces Places’. Underfundige Varda er en begavet, reflekteret og karismatisk formidler, og dokumentaren er den bedste masterclass, jeg har set i biografen.

CPH:DOX holder snigpremiere på filmen den 20. marts.

Omar Shargawi i sin nye danske dokumentarfilm ‘Western Arabs’.

8. ’Western Arabs’

Danske Omar Shargawi har skabt en personlig, intim og rørende dokumentar om sit konfliktfyldte forhold til sin far, der repræsenterer en splittelse mellem vestlig og arabisk kultur. Faren har aldrig villet tale om sin flugt fra Palæstina til Danmark som ung, og hvad det har gjort ved ham – ligegyldigt hvor meget Omar insisterer, og hvor meget han filmer faren i et forsøg på at forstå ham. Processen, der er klippet sammen af 12 års optagelser, er hjerteskærende og håbefuld.

PJ Harvey i ‘A Dog Called Money’.

7. ’A Dog Called Money’

Den irske fotograf Seamus Murphy har dokumenteret tilblivelsen af PJ Harveys mesterlige album ‘The Hope Six Demolition Project’ fra 2016, som er inspireret af tre rejser, Harvey og Murphy har taget sammen til Afghanistan, Kosovo og det fattige, primært sorte kvarter Anacostia i Washington DC. Mens Murphy tog billeder og filmede, skrev Harvey noter om sine indtryk, der siden blev til sangtekster.

Filmen blander materiale fra rejserne og indspilningen af albummet på museet Somerset House i London, hvor publikum fik lov at se med. Resultatet er et usædvanligt, meditativt musikerportræt uden et eneste interview med Harvey, men med fokus på den kreative proces. Hvad filmen ’mangler’ i skarpvinklet fortælling, har den i de mange stærke billeder af fattigdom og krig, og Harveys observerende poesi og magnetiske, mystiske tilstedeværelse.

Kommer på CPH DOX senere på foråret.

Jamie Bell i ‘Skin’.

6. ’Skin’

Jamie Bell imponerer som skinhead, der forsøger at bryde ud af sin ’familie’, da han forelsker sig. Guy Nattivs nervepirrende drama er en både barsk og håbefuld fortælling om had, kærlighed, skyld og syndsforladelse. Jeg har skrevet mere om filmen her.

‘Systemsprenger’ (Foto: Yunus Roy Imer)

5. ’Systemsprenger’

11-årige Helena Zengel er fantastisk som über-problembarn Benni i tyske Nora Fingscheidts debutspillefilm. Min første reaktion, da vi møder Benni, forslået og fastspændt på et hospital, var at ‘Systemsprenger’ er en kritik af et system, der ikke kan rumme børn, som stikker ud. Men filmen er langt mere kompleks end det. Snart står det klart, at Benni, påvirket af et tidligt barndomstraume, får så voldsomme vredesanfald, at hun er til fare for sine omgivelser og sig selv. Man kan ikke spærre en niårig inde, men hvad gør man, når hun springer rundt med en kniv?

Lige så umulig Benni er i sine anfald, lige så sød og kærlig kan hun være over for de få voksne, hun stoler på. Hun hungrer efter kærlighed, men kan ikke kontrollere sig selv. De velmenende socialarbejdere, pædagoger og psykologer omkring hende gør deres bedste for at finde en plads til hende i systemet, men filmen viser på hjerteskærende vis, er der ikke er en tilfredsstillende løsning.

Filmen vandt fortjent en Sølvbjørn, Alfred Bauer-prisen for kunstnerisk fornyelse.

‘Elisa og Marcela’ (Foto: Berlin Film Festival)

4. ’Elisa & Marcela’

Spanske Isabel Coixets historiske kærlighedsdrama blev mødt af protester i Berlin, fordi den er produceret af Netflix (glæd dig til en fremtidig streamingpremiere). Men de biografpurister, der ønskede filmen ud af hovedkonkurrencen, burde lige se den først – den er klasser over mange af de andre konkurrencefilm.

Filmen bygger på en virkelig historie om et ungt lesbisk par, der i Spanien anno 1901 narrer en præst til at vie dem, ved at den ene klæder sig ud som mand. Vi følger Elisa og Marcela, fra de forelsker sig ved første blik på universitetet, til de må flygte til Portugal på grund af lokalsamfundets hetz og bliver anklaget for blandt andet transvestisme.

De to kvinder, spillet af Greta Fernández og Natalia de Molina, har god kemi, og både de og den maleriske havneby er virkelig smukke at se på i fotografen Jennifer Fox’ dvælende sort-hvide billeder. Filmen er tålmodigt fortalt, men jeg var opslugt fra første længselsfulde blik.

3. ’Mid90s’

Jonah Hills instruktørdebut er en lille perle af en coming-of-age-film om 13-årige Stevie, der bliver venner med en gruppe ældre skaterfyre. Under sin charmerende, til tider nostalgiske slackerfilmoverflade om venskab i Los Angeles’ skatermiljø i 90’erne, peger filmen på den giftige bro-kultur, som afholder drengene fra at dele deres problemer. Det har jeg skrevet mere om her.

‘Monos’

2. ’Monos’

‘Fluernes herre’ møder ‘Dommedag nu’ i brasilianske Alajandro Landes’ febermareridt om en trup af guerilla-teenagesoldater i et uspecificeret sydamerikansk land. De starter med at vente på ordrer i en bjergtop, hvor de træner, skyder, fester og torturerer deres amerikanske gidsel, ingeniøren ’Doctora’. En ulykke tvinger dem til at forlade deres gemmested og flytte ned i junglen. Da de her mister forbindelsen til ’organisationen’, går alle hierarkier og struktur i opløsning, og det er hver mand eller kvinde for sig selv.

‘Monos’ er en mystificerende, surrealistisk thriller om primitiv overlevelse og magtkampe og rebeller uden en sag. Fotograf Jasper Wolf har skabt på én gang smukke og uhyggelige billeder, specielt af den fugtige, mudrede jungle, og komponist Mica Levi står bag et intenst tordnende score. Filmen er koproduceret af danske Katrin Pors for Snowglobe.

‘Synonymes’.

1. ’Synonymes’

Endelig, tænkte jeg efter fem minutter i selskab med Nadiv Lapids tragikomiske identitetsdrama ‘Synonymes’. Her er en film, der tager røven på mig med sit energiske, kaotiske og uforudsigelige portræt af den israelske ekssoldat Yoav, der forsværger sin israelske identitet for at flytte til Paris. Han er besat af at absorbere fransk kultur og det franske sprog, men indhentes konstant på absurd vis af sine israelske rødder.

Årets helt rigtige Guldbjørnevinder. Jeg har skrevet om filmen her.

Læs også: Se alle Berlin-vinderne her

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af