»Jeg har aldrig mødt nogen, der bogstavelig talt tager så mange slag«, siger den cool skateboarder Ray til 13-årige Stevie i Jonah Hills bittersøde og barske coming of age-drama ‘Mid90s’, der bliver vist i Berlinalens sideprogram Panorama. »Men du ved godt, du ikke behøver det, ikke?«
Stevie har tilbragt hele sommeren med at prøve at virke cool over for Ray og de andre ældre teenagegutter nede i skaterbutikken, som tager Stevie til sig. Røget smøger, drukket sig i hegnet, stukket to fingre op i vaginaen på en ældre pige og lavet skaterstunts, han ikke er dygtig nok til.
»Du er syg, Sunburn« (hans nye kælenavn), siger stonervennen Fuckshit imponeret, da Stevie falder gennem et tag. Derhjemme bliver Stevie banket af sin storebror og forsømt af sin mor. Hans nye crew giver ham en følelse af at høre til. Så har Stevie, der er lille af sin alder, reelt andre måder at blive en del af fællesskabet på end at stedfaste sin maskulinitet ved at være stoisk?
Med ‘Mid90s’ ønsker Jonah Hill at vise bagsiden af den traditionelle maskulinitetskultur, hvor man aldrig må vise sårbarhed, ikke taler om sine følelser og ligefrem bliver kaldt »gay« for at sige ordet »tak«, fortalte han på et pressemøde på festivalen søndag. Den bro-kultur leder ifølge den debuterende instruktør til frygtelig opførsel og en ødelæggende misogyn og homofobisk omgangstone.
»Jeg ville gerne vise, at det er problematisk og virkelig undersøge det. De her unger ender med at træffe forfærdelige beslutninger, og deres venskaber ender med at tage skade, for det meste fordi de bare ikke kan sige: ‘Jeg lider’. Og fordi den anden person ikke kan sige: ‘Det gør jeg også’«, sagde Hill.
35-årige Hill fortalte, at han med sin modning har fået et nyt blik på sine egne film som ung skuespiller. Nu vil han gerne gøre op med den type ’bro-komediefyr’, som han blev berømt for at spille, da han var i 20’erne.
»Jeg er i gang med at lære, at jeg har meget at aflære, og måske vil nogle af de mennesker, der godt kunne lide ‘Superbad’, tage med mig på den rejse«.
Du bestemmer selv, hvornår det gør ondt
Jonah Hill er ikke den eneste mandlige instruktør på festivalen, der gør op med den undertrykkende maskulinitetskultur. Norske Hans Petter Molands sanselige, naturskønne og lidt langsommelige filmatisering af Per Pettersons roman ‘Ud og stjæle heste’, som bliver vist i hovedkonkurrencen, skildrer et far-søn-forhold præget af skyld og manglende kommunikation – og hvordan det har præget hovedpersonen som voksen.
Stellan Skarsgård spiller en ensom ældre mand, Trond, der flytter ind i en afsondret hytte i Norge og opdager, at han kender sin nabo fra barndommen. Mødet inspirer ham til at se tilbage på en skæbnesvanger sommer i 1948, hvor far og søn er taget op i familiens skovhytte. Her lærer faren 15-årige Trond maskuline værdier lige efter bogen. »Du bestemmer, hvornår det gør ondt«, siger han, da Trond beklager sig over at rive brændenælder op uden handsker.
Trond higer efter farens anerkendelse, som han sjældent opnår. De deler fine fysiske øjeblikke sammen, som bad i regnen, men taler stort set aldrig sammen. »Bare lad det ligge. Du kan ikke bruge det til noget«, lyder farens fåmælte råd, da han i en scene observerer, at sønnen bliver overvældet af fortvivlelse og vrede.
I en anden scene fortæller faren om en fatal ulykke hos naboen, hvor Tronds kammerat glemte at se efter sine små brødre med det resultat, at den ene bror kommer til at skyde den anden. »Så nu ved du det«, siger faren, og så bliver der ikke talt mere om det. Det gør der heller ikke hos naboen. Her bliver familiens hjemvendende mor, spillet af Danica Curcic, mødt af tre mænd/drenge, der står tavse og kigger på hende i hver deres ende af grunden og lader moren selv opdage sammenhængen.
Det er ikke så underligt, at den ældre Trond reagerer på sin kones dødsulykke ved at isolere sig og end ikke fortælle sin datter sin nye adresse.
Man får det bedre af at tale om traumet
»Jeg har lavet mange film om stærke kvinder. Nu ville jeg gerne lave en film om mænd, der udtrykker deres følelser«. Sådan sagde franske Francois Ozon til fredagens pressemøde om sit for provocateur-instruktøren overraskende afmålte pædofilidrama ‘By the Grace of God’, der spiller i hovedkonkurrencen.
Filmen bygger på en virkelig sag om pædofili i den katolske kirke i Lyon, som der endnu ikke er faldet dom i. Da den pæne katolske familiefar Alexandre opdager, at den præst, der misbrugte ham som barn, er vendt tilbage til regionen og stadig arbejder med børn, indgiver han en klage til kirken. Det fører først til en masse bureaukrati og fornægtelse, men efterhånden også til, at nogle af præstens andre ofre bliver opmærksomme på sagen og står frem. Mændene danner en fond, hvor de mødes, lægger strategi og deler deres oplevelser. Budskabet er klart: Det er helende at bryde tabuet og tale om traumet.
Filmen skifter på raffineret vis hovedperson to gange, ligesom i ‘Psycho’ eller danske ‘R’. Ozon har rammende beskrevet det som en stafet, karaktererne giver videre, fordi filmen følger sagen gennem den person, der får den til at rykke. Derudover giver strukturen et interessant billede af karakterenes forskellige grader af mén af misbruget, som ofte korresponderer med graden af åbenhed i familien.
Seksuelle overgreb er traumatisk for alle – men er det sværere for mænd at indrømme deres sårbarhed og påtage sig en offerrolle?
Rørende far-søn-saga
De tre film er hårde nysere. Men den filmoplevelse, jeg er blevet mest rørt af på festivalen indtil videre, er danske Omar Shargawis dokumentar ‘Western Arabs’, i Panorama Dokumente-sektionen. Ikke mindst på grund af den sitrende stemning i salen, hvor flere publikummer med bævende stemmer i den efterfølgende Q&A takkede Shargawi for en ærlig skildring af et konfliktfyldt far-søn-forhold, som de kunne spejle sig i.
Filmen har været 12 år undervejs og følger gennem (lidt for) skramlede hjemmeoptagelser Shargawis forhold til sin far og oplevelse af kulturel splittelse fra at være vokset op i en dansk/arabisk familie. Faren Munir flygtede med sin familie fra Palæstina til Danmark i 1966, et voldsomt brud som til stadighed præger familien. Omar spekulerer over, om et traume kan gå i arv – og om han i så fald giver det videre til sin datter. Han er også bange for, at han har arvet farens aggressivitet. Barndomshjemmet var kærligt, men også præget af råb og skrig og kaos.
»På den måde kunne man stole på min far og jeg«, siger Omar om deres konstante skænderier.
Faren har altid været et mysterium for Omar. Han taler aldrig om sin fortid i Palæstina og lukker ned, når Omar spørger. I et forsøg på at forstå faren caster han ham til sine film. Når faren ikke selv vil tale, må Omar skrive hans dialog. På den måde kunne han få faren til at spille de følelser, han ikke ville konfrontere.
Efter et længere udfald mellem dem konfronterer Omar faren med deres forhold. Hvorfor er de ikke tættere på hinanden? »Det er trist«, indrømmer faren. »Du elsker mig, fordi jeg er din far, det er fysisk. Men du kender ikke min mentalitet«.
Det er hjerteskærende at overvære farens følelsesmæssige blokeringer og Omars stædige forsøg på at nå ind til ham. Omar Shargawi har skabt en reflekteret, kærlig og hudløs film, der beviser, at den emotionelle analfabetisme ikke er gået i arv.
Læs også: Berlin Film Festival: Lone Scherfig hylder håbet med sin nye film – og det er ikke så tosset lige nu