En vaskeægte filmlegende takker af i Berlin

Den 90-årige franske filminstruktør Agnès Varda sætter tingene på plads, da hun gennemgår sin 65 år lange karriere i sin måske sidste film, den selvbiografiske dokumentar 'Varda by Agnès'. Filmen havde verdenspremiere i Berlin onsdag.
En vaskeægte filmlegende takker af i Berlin
Agnes Varda under Berlin Film Festival. (Foto: Thomas Niedermueller/Getty Images)

»Nej. Nej. Jeg er ikke en legende. Jeg er stadig i live«, protesterer den 90-årige belgiskfødte instruktør Agnès Varda og tager sig til hovedet, da moderator på Berlinalens pressemøde Maria Giovanna Vagenas introducerer hende som »instruktør, manuskriptforfatter, klipper og legende« efter visningen af hendes dokumentar ‘Varda by Agnès’ onsdag.

Her vil jeg så protestere, for Varda er bestemt en levende legende i fransk film. Efter debuten ‘La Pointe Courte’ fra 1955 blev hun en hovedskikkelse i 1960’ernes franske nybølge med ‘Cléo fra 5 til 7’ fra 1962 og ‘Lykken’ fra 1965 som centrale værker. Hun tilhørte bevægelsens intellektuelle, avantgardistiske og venstreorienterede Rive Gauche-gruppering og har i sin fortsatte karriere, frem til den fine dokumentar ‘Faces Places’ fra 2017, givet stemme til samfundets marginaliserede skikkelser, ligesom hun lægger et feministisk perspektiv på mange af sine film.

Jeg var lidt skuffet over, at dokumentaren ‘Varda by Agnès’, som har verdenspremiere uden for konkurrence, ikke er et kunstnerisk værk, men dybest set en filmet masterclass, der blander klip fra instruktørens foredrag med scener fra hendes film. Men en masterclass med Agnès Varda er nu heller ikke at kimse ad, og når man kender præmissen, er det spændende at høre Varda fortælle om sin metode og om tankerne bag sine film.

Agnes Vardas klassiker ‘Cleo from 5 to 7’.

Indimellem springer filmen velkomment ud af sin ramme, og skuespilleren Sandrine Bonnaire dukker for eksempel op og fortæller om sin oplevelse med at spille hovedrollen som vagabond i ‘En pige på drift’ fra 1984 som 17-årig.

»Vi analyserede hende ikke, vi fokuserede på hendes handlinger«, husker Bonnaire. Hun mindes også, at Varda var hård ved hende, for at hun skulle finde karakterens råhed. »Se, jeg har fået vabler på begge hænder!« klagede skuespilleren under optagelserne, hvortil Varda koldt svarede: »Godt«. »Jeg skulle have slikket dine vabler«, siger Varda i dag.

‘Varda by Agnes’ gav mig lyst til at sætte mig ned og se alle Vardas film, ikke mindst da vi ser klip af hendes vibrerende sort-hvide nybølgeklassiker ‘Cléo fra 5 til 7’. Filmen foregår i to timer af sangeren Cléos liv, mens hun venter på testresultater, der fortæller, om hun har kræft. Varda fik idéen om at lade filmen holde sig inden for et afgrænset område i Paris i realtid for at holde sig inden for det stramme budget, hun blev tilbudt – ligesom mange af de unge danske instruktører gør i dag.

På den måde, fortæller Varda, bliver tid et tema i filmen. Den kombinerer begrebet ’objektiv tid’, hvor klokken slår, og man ikke kan diskutere det, med ’subjektiv tid’, altså oplevelsen af, hvor hurtigt eller langsomt tiden går. I Cléos tilfælde går de to timer vældig langsomt, fordi hun frygter en dødsdom.

Fra den aktuelle film ‘Varda by Agnes’.

Tid er også et tema i ‘Jacquot de Nante’ fra 1991, der handler om hendes mand, filminstruktøren Jacques Demys barndom og er optaget, mens hun er dødeligt syg. »Var filmen en måde at stoppe tiden på?« bliver Varda spurgt. »Nej«, svarer hun. »Ikke til at stoppe tiden, men ledsage tiden«.

Og hvad så med Agnès Vardas tid – er den omme? Filmen føles som et farvel, men man skal aldrig dømme knivskarpe, nysgerrige og engagerede Varda ude. Kun synet halter, hvilket hun ved pressemødet efter filmens visning onsdag påpegede er uheldigt i hendes profession.

»I er ude af fokus, men smukke«, siger hun til journalisterne, som hun takker for altid at have været gode ved hende og undskylder, hvis der er nogen, hun ikke kan genkende.

I filmens pressemateriale siger Varda, at hun er færdig med at lave film nu. Men her på pressekonferencen væver hun til spørgsmålet om, hvorvidt ‘Varda by Agnès’ er hendes sidste.

»Måske ikke. Så langt, så godt«, siger hun. Men så alligevel:

»Jeg er nødt til at forberede mig på at sige farvel og forsvinde. Det er fint, det er bare et spørgsmål om at sætte farten ned og finde den nødvendige ro«.

Læs også: Berlin – en skinhead kan slette sine tatoveringer, men ikke sine handlinger

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af