‘A Private War’: Hvor er mennesket bag Rosamund Pikes vilde transformation?
CPH:DOX. Man skal lede længe efter en mere spændende hovedperson end Marie Colvin – den britiske krigskorrespondent, der var fast inventar ved verdens brændpunkter igennem sin knap 30 år lange karriere hos Sunday Times.
På papiret virker den Oscar-nominerede dokumentarist Matthew Heineman, der debuterer som spillefilminstruktør med ‘A Private War’, også som den helt rigtige til at fortælle hendes historie. Det var trods alt ham, der placerede sig selv midt i skudlinjen i den neglebidende debut ‘Cartel Land’ om kartelkrigene i Mexico og siden skildrede en gruppe syriske modstandsjournalisters kamp for at genvinde deres land og eget liv i den mesterlige ‘City of Ghosts’.
Men det står hurtigt klart, at instruktørens spring til fiktion ikke holder samme høje niveau som hans dokumentarfilm fra fronten. Heineman formår aldrig at vise os, hvorfor Colvin er en legende, fordi han har så travlt med at slå det ind med syvtømmersøm.
Grundbeslutningen om at skildre Colvins liv gennem nedslag i en række af hendes mest toneangivende krigsreportager er sådan set et godt udgangspunkt med henblik på at undgå den store livsfortælling fra den klassiske biografifilm.
Vi følger hende først gennem hendes livs vendepunkt i Sri Lanka i 2001, hvor hun får sit øje skudt ud af oprørere og efterfølgende må bære den ikoniske klap for øjet. Derefter er vi med hende i Irak i 2003, hvor hun jagter en hemmeligholdt massegrav, Afghanistan i 2009, Libyen i 2011 efter Gaddafis fald og under den syriske borgerkrig året efter.
Heineman tegner et portræt af en benhård journalist, som dikterer fra hospitalssengen og fortæres indefra af uhyrlighederne, hun har bevidnet – og som hun både afskyr og er dybt afhængig af. Problemet er bare, at vi aldrig får nogen synderlig indsigt i hendes journalistiske praksis: Hvordan hun fandt sine kilder blandt oprørerne i krigszoner, hvordan hun organiserede møder med eftersøgte militærledere, og hvordan hun gang på gang undslap døden i sin jagt på de vigtige historier.
Det virker mest af alt som fortænkt filmspænding, når Colvin, spillet af Rosamund Pike, giver sit fitnesskort til en irakisk milits som bevis for, at hun er nødhjælper, og rent faktisk slipper væk med livet i behold.
Pike leverer en fysisk transformation, som er svær at tage øjnene fra – hun modtog da også en Golden Globe-nominering tidligere på året for rollen. Men man bliver aldrig overbevist om, at der gemmer sig et virkeligt menneske bag den klichéfulde filmkarakter, der hænger ved flasken og hjemsøges af overfortalte mareridtssyn.
Når hun så samtidig mandsopdækkes af uinteressante biroller som Jamie Dornans karakterløse krigsfotograf Paul Conroy, der følger Colvin gennem tykt og tyndt i en årrække, og hendes redaktør Sean Ryan (Tom Hollander), der altid er på jagt efter en ny pris til kaminhylden, frarøves hun gløden.
Det stærkeste ved filmen er faktisk den indsigtsfulde voiceover, som læser op fra Colvins reportager og interview. Hvis bare filmen havde formået at gøre hendes livs arbejde mere end overfladisk ære.
Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019
Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019