’A Stranger’: Mikels ven levede et kriminelt dobbeltliv – nu har han lavet en film om ham
CPH:DOX. Rekonstruktioner og reenactments er langt fra et nyt greb i dokumentarfilm. De er med til at frame mordmysteriet på ny i mange true crimes og gøre en gruppe linedanseres indbrud i World Trade Center til en neglebidende affære i ’Man On Wire’. Men genindspilningen kan også blive gestaltningsterapi som for Amanda Kastrup i ’En fremmed flytter ind’ og i dette tilfælde for den svenske dokumentarist Mikel Cee Karlsson.
Karlssons livslange venskab med Mathias led et knæk, da bedstevennen en dag afslørede, at en gæld gennem en årrække havde ledt ham ud i et parallelliv med organiseret kriminalitet. Der opstod et hul af uforståenhed, fremmedgørelse og skyld mellem de to venner.
Karlsson ønsker at lukke hullet ved at lade Mathias, som udover at undervise i førstehjælp også har flirtet med skuespillet, genopføre scener fra hans gedulgte sidegesjæft med pengeafpresning og røverier på dagsordenen.
Spillet mellem de stiliserede rekonstruktioner i stationære indstillinger og de uudsagte følelser, man mærker på begge sider af kameraet, fremkalder indledningsvist flere stærke scener. Som da Mathias bævende læser sit aldrig udsendte selvmordsbrev op, og Mikel bryder de iscenesatte rammer for at omfavne sin ven i lige dele gråd og grin.
Desværre dør Mathias i 2015 – formodentlig stressrelateret – inden de to venners fællesprojekt bliver fulgt til dørs. Mikel Cee Karlsson beslutter sig for at hyre en skuespiller til at spille Mathias.
Karlsson tilføjer endnu et virkelighedslag. Præmissen forskubber sig fra venskabelig forsoning til personlig afklaring. Hele sekvenser af reenactment tager over. Som seer distanceres man langsomt.
Projektets færdiggørelse har stor betydning for Mikel Cee Karlsson, men for andre vil dokumentarens anden del nok ikke fremstå som mere end en overlang omgang true crime-dramatik med sin beige lavkontrasts-grading, Philip Glass-inspirerede underlægningsmusik og livløse dialogscener. Mathias bliver en fremmed figur bag de mange fiktioner.
Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019
Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019