»Good luck – and don’t fuck it up«, lyder det fra tv-skærmen på den pakkede københavnske natklub GAY. Det er lykkedes mig at finde en plads mellem min veninde og en fremmed kvinde, og nu sidder jeg med albuerne mast godt ind til kroppen i mængden af både farverige og grå, høje og lave. Vores opmærksomhed er rettet mod den fashionable Naomi Smalls og den karismatiske Monet X Change, der skal dyste i en lipsync-battle, hvor vinderen foruden en pengesum får æren af at smide en anden deltager ud af konkurrencen.
Til tonerne af ‘Come Rain or Come Shine’ indtager de to drag queens dansegulvet med lige dele entusiastisk ansigtsmimik og overdrevne armbevægelser. Naomi vrider sig rundt på gulvet med sin åleslanke krop, der er svøbt ind i limegrønne gevandter, mens Monet i guld bodysuit folder sin glitter-regnende paraply ud. Jeg har ondt i maven og krydser fingre for min favorit-queen, som jeg risikerer at skulle tage afsked med.
»Det her er vores fodboldkampe«, siger min veninde til mig, og hun har fat i noget. For det fællesskab, der opstår, når GAY afholder deres ugentlige visninger af ‘RuPaul’s Drag Race’, må næsten være på niveau med den sammenholdsfølelse, jeg forestiller mig, at fodboldfans nyder godt af på diverse pubs.
Gurl, hold dig fra queer-kulturen
‘RuPaul’s Drag Race’ kan bedst beskrives som en blanding af ‘Americas Next Topmodel’ og ‘Project Runway’, hvor sassy og selvsikre drag queens kæmper for at blive USA’s næste drag queen superstar i diverse kreative udfordringer inden for skuespil, komik, design, sang og dans – med drag-moderen over dem alle, RuPaul Charles, til at styre løjerne i tårnhøje stiletter og prangende, blonde parykker.
Første sæson blev sendt i februar 2009 på kanalen Logo, og drag-konkurrencen kan altså bryste sig af ti flotte år på bagen. Der er sket meget sidenhen: Reality-serien har indtaget Netflix, er skiftet til den (for amerikanerne) mere lettilgængelige kanal VH1, har fået en ‘All Stars’-spinoff-serie og i skrivende stund kører den ellevte sæson.
Programmet startede som en smal queer-niche, men i hastig fart er drag-showet blevet mainstream for det brede, heteroseksuelle publikum. Det er GAY’s propfyldte visninger, hvor man skal ringe inden for at bestille bord, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at sidde ned, bare ét eksempel på.
Og det må da være positivt – eller hvad? RuPauls mantra er trods alt, at »hvis du ikke kan elske dig selv, hvordan i alverden skal du så kunne elske en anden?«. Og det budskab er jo relevant for alle på tværs af køn og seksualitet. Derfor overraskede det mig også, da jeg forleden dag stødte på en artikel, der beskrev, hvordan nogle fra queer-miljøet er kritiske over for, at heteroseksuelle begynder at »overtage« programmet – og en anden artikel, der mere overordnet kritiserer seriens udvikling mod mainstream.
De vigtigste argumenter blandt kritikerne lyder på, at: 1. Det er problematisk, når heteroseksuelle tager drag-slang til sig, som de slet ikke er en del af eller kender historien bag (gurl, hunty, shade, to read, realness for bare at nævne et par stykker) 2. Heteroseksuelles fascination af programmet kan sammenlignes med, når ikke-queer personer invaderer gaybarer, der ellers i årevis har fungeret som et safe-space for personer fra LGBTQ-miljøet.
Serien er med andre ord et stykke queer-kultur, som ifølge nogle alene bør tilhøre queer-miljøet. Og det gælder ikke kun for ‘RuPaul’s Drag Race’, for kritikken går også helt overordnet på, at heteroseksuelle og ciskønnede evigt og altid stjæler populære gay-trends – det har moder-Rupaul også selv været inde på.
»Det, vi har kæmpet for«
Nok er jeg som udgangspunkt uenig i kritikken, men som heteroseksuel kvinde har jeg ikke rigtigt selv så meget at skulle have sagt i sagen. Så hvad siger nogle af stemmerne fra den danske drag-scene?
TINUS er en af landets mest markante drag queens og har levet af at performe i drag i 12 år. Hans Valby-lejlighed kombinerer på herligste vis ‘Moulin Rouge’-filmkulisse med klunkehjem fra 1800-tallet i et skær af rødlige nuancer og antikke møbler. Det er ikke svært at gennemskue, at Tinus’ dragstil kendetegnes af vintage Hollywood, cabaret og burlesque.
»Jeg har en meget stærk feminin side, som jeg har behov for bliver udtrykt«, fortæller Tinus, hvis civile navn samtidig er hans drag-alias. For som han selv siger, så ændrer han ikke personlighed, når han hopper i drag – Tinus er Tinus, med eller uden høje hæle, makeup og padding.
Da spørgsmålet falder på ‘RuPaul’s Drag Race’s heteroseksuelle fanbase, er Tinus ikke i tvivl.
»Det er da meningen med det hele«, udbryder han.
»Det er det, vi har kæmpet for i utallige år – at blive en del af samfundet og at alle skal være lige. Det, at drag ikke stikker ud i gadebilledet længere, gør jo, at det ikke er så farligt, og at man kan få lov til at gå på gaden og være sær i fred uden at blive spyttet på eller banket ned«.
Reality-kæk
Tinus fortæller, at det, at ‘RuPaul’s Drag Race’ er blevet mainstream, har været med til at løfte barren for, hvad man kan gøre som drag-kunstner. På grund af programmets stigende popularitet er det ikke længere nok bare at være en mand i dametøj. Man bliver nødt til at have et reelt talent, og serien har derfor løftet den danske drag-scenes standard markant.
Tinus afviser altså, at den heteroseksuelle seerskare skulle være skadeligt for programmet og for queer-miljøet. Men showets tildren mod mainstream har også sine ulemper. ‘RuPaul’s Drag Race’ er begyndt at tage del i en trist samfundstendens, der fokuserer på reality-drama frem for talent.
»Man vil hellere se på folk, der ikke kan noget, end folk, der kan noget. Og det er jo et problem for alle os, der render rundt og kan en masse ting og rigtigt gerne vil blive anerkendt for det. Det er sjovere at se folk fucke up, og det er en tarvelig tendens, som ikke er særlig opbakkende for miljøet. Og det har ‘RuPaul’s Drag Race’ jo nok været nødt til at hoppe med på. Jeg ville ønske, at han (RuPaul, red.) ville stoppe med at være så reality-kæk og dramafikseret. Men det er jo producenter og folkene bag, som har fanget, at det er det, der rører sig i tiden«.
Køn og klovnerier
Chantal al Arab beskriver sit drag-jeg som en 43-årig, nyligt fraskilt dame, der er klar til at date igen. Hun rocker drag-scenen med en praktisk korthårsfrisure og store perleøringe (naturligvis med clips), når hun blandt andet optræder i radioprogrammet ‘Er du Sunshine?’ eller laver dragbanko i Folkehuset Absalon sammen med drag-kollektivet Veninderne.
Chantal blev født for fem år siden i et bøssekollektiv på Vesterbro. Efter en god omgang tarteletter og Asti befandt manden bag Chantal, Anders, sig pludselig midt i en stilet-walkoff i stuen iført tørklæde og sminke sammen med vennerne.
»Du ligner arvingen til Burj al Arab«, fik hun smidt i hovedet og kvitterede med et »mais oui«.
Da vennen spurgte, hvorfor hun så talte fransk, røg det straks ud af damen i tørklædet: »Jamen, det er jo, fordi jeg har læst i Paris, da jeg var yngre«. Med ét var Chantal født, som havde hun altid boet inde i Anders.
Chantal fortæller, at hun først rigtigt blev fanget af ‘RuPaul’s Drag Race’ i sjette sæson, da Bianca del Rio var med. Her var der endelig en queen, der virkelig kunne snakke og sætte ord på drag som en performance.
»Bianca del Rio havde en bevidsthed om performativiteten og refererede tit til sig selv som en klovn. Og på mange måder synes jeg, at drag og klovneri kan det samme«.
Ingen løftede pegefingre
Derfor er det også udelukkende positivt for Chantal, når især heteroseksuelle kvinder begynder at fange interesse for ‘RuPaul’s Drag Race’. For programmet er med til at gøre heteroseksuelle kvinder bevidste om, hvor performativt det er at være kvinde.
»Jeg har tit oplevet, at folk fra mit publikum kommer op til mig, efter jeg har optrådt, og siger: ‘Du er jo meget bedre til at være kvinde end mig’. Hvad vil det sige at være kvinde? Det er jo ikke, hvad man er, det er de ting, man gør. Fascinationen af at jeg kan spille rollen bedre, end de spiller den selv, siger jo noget om performativiteten i kvinden som kønsrolle. Og der tror jeg faktisk, at det, at drag bliver mainstream giver en frihed for rigtigt mange mennesker. Hvis køn bare bliver noget, man leger, så bliver det også mere acceptabelt for små drenge i børnehaven at klæde sig ud som prinsesser eller små piger, som vil være politibetjente«.
Chantal tilføjer, at det er ærgerligt, når ‘RuPaul’s Drag Race’ begynder at handle mere om penge, og at drag queens efterhånden skal se ud på en bestemt og meget dyr måde. Men det positive opvejer klart det negative ved programmets popularitet. Chantal kender mange, som har den holdning, at det er skadeligt for queer-miljøet, når mainstream-publikummet tager over – men selv går hun ikke ind for at løfte pegefingrene. Frem for at spørge hvad man må og ikke må, vil hun hellere spørge: Hvad kan man, når man udtrykker sig på en bestemt måde?
»Der er forskel på, om du tager læbestift på, eller om jeg tager læbestift på«, fortæller hun. »Forskellen er, at samfundet forventer, at du har læbestift på. Vi vil have to forskellige oplevelser af at gå ned ad Strøget. Det er dét, jeg synes, vi skal tale om«.
Chantal slår fast, at fordelene ved, at ‘Rupaul’s Drag Race’ når ud til så forskellige slags mennesker, er mange. Programmet har fået folk til at diskutere og overveje køn som performance.
»Det er ikke kun en gruppe akademikere, der sidder på universitetet og læser queerteori. Det er lige pludselig blevet enormt håndgribeligt, og det er en kæmpe fordel«.
Shantay, you stay
»Naomi Smalls, you are a winner, baby«.
På GAY holder vi alle vejret. Naomi Smalls sikrede sig sejren til RuPauls hjerte med sin ekstatiske og sensuelle gulvdans og skal smide en deltager hjem. Manila Luzon eller Latrice Royal. Et nemt valg, synes jeg selv.
Naomi afslører læbestiften med navnet på, og min sidekvinde, som jeg ikke kender, griber mig hårdt om skulderen, mens et kollektivt gisp går gennem forsamlingen og et vandfald af følelser gennemstrømmer min krop: Mest skuffelse, overraskelse og frustration. Men det er også en anelse tilfredsstillende at få lov til at dele ‘sorgen’ over, at min yndlingsqueen må shashaye away med fremmede mennesker, der tydeligvis er enige.
Aftenens drag-vært træder frem foran natklubbens gæster, og jeg forestiller mig, at vi alle ligner nogle, der lige har set Red Wedding-afsnittet i ‘Game of Thrones’ for første gang.
»I’m gagged«, siger værten i mikrofonen.
Rupaul, shantay, you stay.
‘RuPaul’s Drag Race’ kan ses på Netflix.
Læs også: 15 minutter inde i interviewet afslørede Penélope Cruz sin egen Metoo-historie for første gang