Når man laver interview under Cannes Film Festival, foregår det typisk sådan, at et sted mellem fem og ti journalister fra hele verden samles om et bord i gudesmukke omgivelser på et af Croisettens blankpolerede hoteller. Omringet af en række andre borde med en tilsvarende gruppe bladsmørere, hvis fremtoning efter en lang festival ligger et eller andet sted på skalaen mellem udskidt havregrød og Christian Bale i ’The Machinist’.
Herefter bliver »talentet«, som det så poetisk hedder, sendt rundt mellem bordene, som var de en ølbon i en Roskilde-lejr. 15 minutter, værsgo og sug.
Derfra er det ren fluernes herre. Journalisterne skal stikke som en bi for at få stjernen til at tale ind i netop deres vinkel. Efter nogle år i manegen har man hørt det hele. Har du nogensinde været i Antwerpen? Hvem passer din hund, når du er på optagelser? Den der scene, hvor det ligner, at du improviserer, er det faktisk improvisation? Nej, det hedder skuespil.
Ofte er der markante forsinkelser. Som nu med Penélope Cruz, Javier Bardem og den iranske mester Asghar Farhadi (dobbelt Oscar-vindende instruktør af ’Nader & Simin’ og ’The Salesman’) i maj sidste år, hvor de promoverede deres film ’Everybody Knows’, som nu endelig er dansk premiereaktuel under titlen ’Alle ved det’. Hele affæren gik 45 minutter over tid, og til sidst var de pressede pr-mennesker nødt til at stuve to grupper sammen for at nå det hele.
16 journalister, ét interviewoffer, ét kvarter. Så havde Iben Maria Zeuthen altså bedre vilkår.
Et panikangreb
Betingelserne efterlader sjældent tid til at føle sig frem eller følge en forkromet plan. Man er overladt til skæbnen (læs: de andre journalisters ædruelighed (i overført betydning, ro på)) og kan kun bede til festivalguderne for, at talentet så faktisk danser som en sommerfugl, før det flyver videre til næste blomsterbed. Virkeligheden er dog, at man ofte – særligt med skuespillere – får 50 nuancer af gråbrune svar som »han var bare så amazing at arbejde med« og »jeg er bare så åben over for alle forskellige slags roller«.
Men Penélope Cruz. Hun spreder vingerne.
I ’Alle ved det’ spiller den 44-årige, gudesmukke verdensstjerne en eksilspanier, der med sine to børn vender hjem til familien i sin lille hjemby, hvor søsteren skal giftes. Her genforenes hun blandt andet med sin gamle flamme Pablo (Bardem, Penélope Cruz husbond ude i virkeligheden), og der er fest og glade dage, indtil et af familiemedlemmerne pludselig forsvinder, og den mere og mere desperate situation får skeletterne til at vælte ud af skabet.
I første del af interviewet stryger spørgsmålene afsted som spredehagl mod en lerdue. Svarene fra spanieren falder prompte og personligt. Det kan godt være, Cruz er på arbejde, men hun har taget sin oprigtighed med i håndtasken. Og efter 15 minutter fortæller hun for første gang nogensinde historien om, hvorfor hun takkede nej til den storfilm, der egentlig skulle have været hendes Hollywood-gennembrud for over 20 år siden.
Hvordan var Asghar Farhadi at arbejde med i forhold til Pedro Almodovar, som du har lavet film med mange gange?
»De har det til fælles, at de ser alting. De har en løgndetektor med skuespillere. Du kan aldrig snyde dem. Hvis du en dag er lidt tabt og prøver at skyde genvej ubevidst, som vi alle gør nogle gange, så ser de det og fortæller det til dig«.
Hvordan var det at arbejde med en instruktør, der ikke taler spansk?
»Det var svært, men jeg vænnede mig til det. Asghar taler også engelsk og har den mest utrolige oversætter, der nærmest er inden i hans hjerne og oversætter alle de små detaljer. De har kendt hinanden i årevis. Det var som en mand med to hoveder«.
Det er en hård rolle, du spiller i filmen – følelserne sidder uden på tøjet. Hvordan var det at spille?
»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det var nemt. Det var det ikke. Jeg var så spændt på at arbejde med Asghar, og det gav mig en styrke, men i slutningen af optagelserne var jeg klar til, at det var slut. Det var så udmattende. Ingen af os ville gøre det halvt, men jeg havde ofte brug for at træde ud af filmens virkelighed. Om det så var lige at gå en tur i 10 minutter«.
Gjorde det det bedre eller værre, at du skulle spille over for din mand?
»Det var hverken bedre eller værre. Det er bare en anderledes oplevelse. Der er en masse fordele, fordi vi kender hinanden så godt, men samtidig er det ikke noget, vi har lyst til at gøre hele tiden«.
Hvordan arbejdede du med din rolles fysiske og følelsesmæssige reaktioner på det, der sker i løbet af filmen?
»Jeg prøvede ikke at behandle to scener på samme måde. Der var mange scener, der kunne minde om hinanden. Men Asghar og jeg sikrede os, at vi ikke gentog tilgangen. Følelserne går fra frygt til depression til desperation og udmattelse til ekstrem vrede og håb. Vi skulle formidle alle de oplevelser. Og det var hjerteskærende at føle, at folk overalt i verden gennemgår de her ting hver eneste dag«.
Det er noget med, at du selv oplevede et sammenbrud i en central bilscene?
»Ja, jeg skulle spille et panikangreb, og efter mange takes manglede jeg ilt til hjernen. Så jeg kom over i en ambulance, og vi fandt ud af, at mit blodsukker var meget lavt og mit blodtryk meget højt. Altså, jeg var ikke i fare. Det sker bare nogle gange, når man skal lave den her slags ting. Og da jeg kom ud af ambulancen, spurgte Asghar mig, om jeg var ok, og bagefter sagde han: ’Skal vi tage den igen?’ Og jeg svarede: ’Det vil jeg vildt gerne!’«
Hvad synes du om den balancegang, vi ser lige nu, hvor man gerne vil have kvinder frem, men de skal også komme frem, fordi de har fortjent det og ikke på grund af deres køn?
»Jamen de har fortjent det! Hvis du ser på procenttallene i nogle dele af verden, er kun syv procent af karaktererne i film kvinder, og der er ingen grund til, at der skal være den latterlige forskel. Det er ikke et job, hvor man har brug for flere muskler eller noget i den stil. Så det handler ikke om, at kvinder brokker sig. Der er meget, der skal ændre sig i vores branche«.
Kunne du tænke dig selv at instruere?
»Det har været en af mine drømme, siden jeg var helt ung. Da jeg var 16 år, spurgte jeg Pedro (Almodovar, red.): ’Ville du give mig din velsignelse til, at jeg prøvede det? Og han sagde: ’Hvis du føler det allerede her som 16-årig, så skal du gøre det’. Og jeg sagde: ’Den dag jeg er modig nok, så gør jeg det’. Og jeg har da også instrueret reklamer og en dokumentar om børn med leukæmi«.
Hvilken type film kunne du tænke dig at lave?
»Små historier på spansk om det, der for mig er det største, nemlig menneskelige relationer. Det ville ikke være action eller horror. Men jeg har ikke fundet den rette historie og den rette timing endnu. Det kræver, at jeg tager tre år ud af kalenderen«.
Din karakter i ’Alle ved det’ har forladt sit land og vender nu tilbage. Kunne du relatere dig til det?
»Nej, for jeg har aldrig forladt mit land eller min familie. Jeg har ikke været i den situation. Heldigvis. Jeg har arbejdet i andre lande, men altid med en returbillet. Og nu arbejder jeg mere i Europa, fordi jeg gerne vil være mere sammen med min familie«.
»Jeg giver ikke en fuck«
Der er gået 15 minutter. Og det er nu, en journalist spørger, om det er rigtigt, at hun som purung – efter gennembruddet i ’Jamón Jamón’ som 17-18-årig – sagde fra på sin første amerikanske spillefilm på grund af noget med en nøgenscene. Penélope Cruz bliver tydeligt forundret. Ikke sur, men overrasket: Hvor har journalisten hørt det fra?
»Jeg troede, at jeg aldrig har fortalt det«, siger Cruz. »Men… i dag får man jo mange spørgsmål, om vi har været udsat for magtmisbrug, og det har vi jo alle sammen. Ikke bare i vores branche, men i alle industrier rundt omkring i verden«, fortsætter hun og beslutter sig på stedet for, at det er nu, historien skal ud. Så her kommer den:
»Jeg havde lavet en masse castings på en kæmpe film, og jeg havde ikke arbejdet i USA før. Så det var en stor ting for mig. Jeg havde læst manuskriptet, men da jeg kom derover, gav de mig nogle papirer, jeg skulle underskrive, og som beskrev en ny scene, de ville inkludere – en nøgenscene.
’Hvorfor sendte I mig det ikke for 24 timer siden, så jeg kunne beslutte mig, inden jeg satte mig på flyet?’ spurgte jeg. ’Fordi du sagde, at du ikke ville lave nøgenscener i filmen, og jeg ville hellere fortælle det til dig ansigt til ansigt’, lød svaret. Jeg sad over for fire mennesker fra et studie og så instruktøren. Og jeg sagde: ’Jeg underskriver ikke det her papir’. Og de sagde: ’Vi fik dig hele vejen herover, du kan ikke lave en screen test, med mindre du underskriver. Og jeg sagde: ’Jeg underskriver ikke, og jeg gider ikke lave en screentest’.
Jeg ringede rundt, blandt andet til min agent. Og der kom flere mennesker hen til lokalet, så de kunne se, at det, der blev gjort, var respektløst og unfair. Jeg underskrev aldrig. Og jeg tog på flyet hjem. Og jeg lavede ikke filmen, hvilket var fantastisk. For den måde, jeg ville blive behandlet på, var tydelig ud fra de møder.
Jeg var omkring 20 år. Jeg fik ikke rollen, men jeg havde min værdighed i behold, for jeg følte ikke, at jeg havde lyst til at gøre lige det (nøgenscenerne, red.) på grund af private årsager i mit liv. Jeg følte mig ikke klar til det. Og følelsen, da jeg kiggede ud af vinduet i flyet, var, at jeg vidste, at jeg ville være stolt af den beslutning resten af mit liv. Man kan finde mange af den slags historier, men det var den første store test for mig. Det gav mig en styrke«.
Hvor kom styrken fra til at sige nej?
»Min familie. De folk og de kvinder, der opfostrede mig. Min mor har ikke et job relateret til noget af det her, men den måde, hun er på, beundrer jeg virkelig. Det har været min skole i livet.
Så jeg sagde: ’Jeg giver ikke en fuck, jeg tager hjem til min familie. Jeg skal ikke være her i seks måneder, når I behandler mig på den måde’. Og jeg ved ikke hvorfor, men jeg talte engelsk den dag. Jeg havde studeret fransk og var lige begyndt at lære engelsk, og det var meget svært for mig at sidde til møderne, fordi jeg ikke forstod alt, de sagde, og det hadede jeg. Men den dag talte jeg engelsk som et mirakel!
Jeg har aldrig fortalt det her før. Måske fordi det er en lang historie at fortælle, når jeg er blevet spurgt. Men det er en god historie at høre også for unge kvinder, der står i lignende situationer«.
Tror du, det hjalp eller skadede din karriere?
»Det hjalp mit liv. Den følelse er uvurderlig. Jeg mistede en mulighed, men jeg vandt en masse tillid til mig selv og en tro på, at når man følger sin intuition og sit hjerte, så skal der også nok komme en masse gode ting til én. Det er jeg overbevist om«.
’Alle ved det’ går i biograferne nu – læs vores anmeldelse.