’Don’t Give A Fox’: Nu er tudeselfie-navlepillerkulturen kammet over

3 6
’Don’t Give A Fox’: Nu er tudeselfie-navlepillerkulturen kammet over
'Don't Give a Fox'

Først en mavesur og muligvis ufølsom bemærkning: Jeg er så træt af at se på unge mennesker græde ind i et kamera. Buhu, jeg føler mig presset, jeg er blevet mobbet, min far accepterer mig ikke, ingen elsker mig, jeg føler mig udenfor, alting er hårdt.

Helt reelle følelser, som unge (og ældre) har haft til alle tider. Men hvor vi andre (30+) nøjedes med at øse vores weltschmertz ned i dagbogen eller måske snakke med vennerne, deler dagens ungdomsgeneration den på Insta eller DR3.

I hvert fald de toneangivende unge i medierne. Ligesom det er vinderne, der skriver historien, er det narcissisterne, der tegner samtiden. Der er sikkert masser af unge mennesker, der går i skole, til hiphopdans og til klimademo uden at iscenesætte sig selv hele tiden. Hvorfor ikke lave nogle dokumentariske portrætter af unge, der gør noget frem for bare at sidde og føle?

Det kan være fint at tale om sine følelser og at bryde den såkaldte perfekthedskultur. Men nu er tudeselfie-navlepillerkulturen kammet over, og de unge svælger i, hvor hårdt livet er for netop dem. Jeg tror ikke på, at selvmedlidenhed gør noget godt for nogen, og som seer har det i hvert fald den modsatte effekt for mig – kom nu videre og beskæftig dig med noget andet end dig selv!

Det er egentlig en uretfærdig dom over de unge kvinder i ‘Don’t Give A Fox’, for de er super seje og handlekraftige, har opbygget deres egen pigeskaterklub og tager på roadtrip i en lyserød pimpet minibus.

Derfor er det påfaldende, hvor meget tid Kasper Astrup Schröders dokumentar, der udkommer som DR3-serie den 30. marts, bruger på at lade dem sidde og tale om deres følelser. Retfærdigvis skal det siges, at der kun er en enkelt græde til kameraet-scene, men da det er over en brækket fod, føles det virkelig som én for meget.

Filmen handler næsten ikke om skating, men om pigernes venskab, og hvordan de finder styrke i hinanden. Som den ene siger, har hun brugt så lang tid på at se andre have det sjovt uden selv at turde hoppe med op på rampen. Det tør hun nu, og hurra for det. Den empowerment lykkes filmen med at formidle, og det er en fornøjelse at se de charmerende unge kvinder øve tricks, spille guitar, grine, køre rundt på de jyske landeveje og skråle med på radioen og give hinanden highfives, når de falder. De er nogle fede forbilleder.

Bare instruktøren og hele DR3 for den sags skyld ville holde op med hele tiden at spørge de unge, om de ikke også har det rigtigt hårdt.

Læs også: Anmeldelse af DR3’s ‘Alt for kliken’

Dokumentar. Instruktion: Kasper Astrup Schröder. Spillefilm: 85 min.. Premiere: Kan ses på DR3
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af