‘Memory: The Origins of Alien’: Dokumentar om Ridley Scotts rumklassiker er underholdende og spækket med nørdeviden

CPH:DOX. Det er svært at tro, at Ridley Scotts ’Alien’ fylder 40 i år. Sammen med
’Blade Runner’ og Kubricks ’2001: A Space Odyssey’ er det en af de film, der har haft størst indflydelse på sci-fi-genren, og så er det en helt eminent doceret horrorfilm. En film, der er et produkt af sin tid, men samtidig løfter sig over den og manifesterer ting fra vores urbevidsthed, der rækker tilbage til det gamle Grækenland. Og som kvitterer ved selv at sive ned i vores moderne kollektive bevidsthed som et filmisk og psykologisk pejlepunkt.

Alexandre O. Philippes dokumentarfilm ’Memory: The Origins of Alien’ henter sin titel fra manuskriptforfatter Dan O’Bannons første udkast til filmen, blot betitlet ’Memory’, som senere bliver til ’Star Beast’ og endelig ’Alien’. I filmens første og stærkeste del hører vi om oprindelsen til manuskriptet især fortalt af O’Bannons enke Diane O’Bannon, som giver et gavmildt indblik i sin mand.

Under hans opvækst i midtvesten havde han en stor frygt for insekter, ikke mindst cikaderne hvis mangeårige dvale i jorden ender med en klækkende massesværm, der hærger landet. Han var også plaget af en lidelsesfuld tarmsygdom, Crohns sygdom, der gav ham anfald af ekstrem mavesmerte og i sidste ende blev hans død. Og her har vi urstoffet til Alien og ikke mindst den centrale chestburster-scene.

O’Bannon var især inspireret af den amerikanske horror-forfatter H.P. Lovecrafts værker, især et af hovedværkerne ’At the Mountains of Madness’ om en antarktisk ekspedition, der ekskaverer ældgamle rumvæsener fastfrosset i permafrosten, som ved optøning vækkes til live og slår alle ihjel (senere inspirationen til den tidligere kollega John Carpenters ’The Thing’). Derudover stammer inspirationen til ’Alien’ fra en blanding af pulpede amerikanske tegneserier og 50-60’ernes sci-fi-b-film samt græsk og egyptisk mytologi.

O’Bannon havde skrevet historien og lavet special effects på John Carpenters ’Dark Star’ fra 1974, et arbejde som bragte ham i søgelyset på den avantgardistiske chilenske filmkunstner Alejandro Jodorowksy og hans sagnomspundne filmprojekt ’Dune’ (lad mig i den forbindelse anbefale dokumentaren ’Jodorowsky’s Dune’). Jodorowsky hyrede O’Bannon som leder af special effects på ’Dune’, men da projektet faldt til jorden, flyttede O’Bannon ind hos sin ven Ronal Shushett, og sammen færdigjorde de O’Bannons ’Alien’-udkast.

I manuskriptets kringlede gang gennem Hollywood støder O’Bannon gennem Jodorowsky på endnu en essentiel ingrediens i den mytiske skabelsesproces: den excentriske schweiziske kunstner H.R. Giger, hvis mareridtsagtige univers i sidste ende førte til, at han kan holdes til ansvar for en af verdenshistoriens mest frygtindgydende væsener, den biomekaniske rædsel Xenomorphen samt tilbehør i form af ’facehugger’ og æg.

Her følger en kort sekvens om Giger, hans inspiration fra Francis Bacons sublime triptykon ’Three Studies for Figures at the Base of a Cruxifixion’ fra 1944 og korte interviews med hans hustru og franske agent. Giger i sig selv er stof nok til en hel dokumentarfilm, og her begynder nærværende dokumentarfilms problemer at blotte sig. Dens fokus bliver for bredt og overfladisk.

Filmen åbner for et hav af interessante emner og temaer omkring ’Alien’, som alene havde kunnet bære en dokumentarfilm.

De græske furier som facehuggers, og det forladte rumskib som templet i Delfi. Konteksten med 70’ernes politiske uro, terrorisme og seriemordere som filmens bagtæppe, en marxistisk tolkning med Nostromo som scene for en klassekamp mellem arbejderne, som udtrykker sandheden (som et græsk kor), og de højtuddannede, som ikke vil høre efter. En feministisk tolkning hvor facehuggeren med dens konnotationer til mandlig voldtægt og inseminering og alienen som en manifesteret hævngud for undertrykte kvinder bliver udtryk for en patriarkalsk skam – i den forbindelse nævnes Ripley selvfølgelig også, om end overraskende hurtigt.

Endelig slutter filmen af med en filmteknisk og detaljeret gennemgang af den centrale facehugger-scene med noget af samme detaljegrad, som instruktør Philippe underlagde ’Psycho’s badescene med i dokumentaren ’78/52: Hitchcock’s Shower Scene’

Der skydes lidt for meget med spredehagl, men med et så taknemmeligt materiale er ’Memory: The Origin of Alien’ alligevel ret så underholdende.

Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019

Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019