’The Man Who Played With Fire’: Hvem var Stieg Larsson før Millennium-bøgerne?
CPH:DOX. Når navet Stieg Larsson bliver nævnt, er det første, de fleste tænker på nok de tre romaner, han nåede at skrive, inden han døde af et hjerteanfald som blot 50-årig i 2004. Og med god grund, for Millennium-trilogien om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist er dette årtusinds største skandinaviske krimifænomen, der resulterede i millioner af solgte bøger og en amerikansk filmatisering af selveste thrillerkongen David Fincher.
Men romanerne var egentlig blot en sidegesjæft for Larssons egentlige livsværk – en årelang optrevling af højreekstremismens fremgang i Sverige, som Larsson så ske før de fleste andre.
Og det er netop Larssons journalistiske virke, der er omdrejningspunktet i ’The Man Who Played With Fire’, der er mere interesseret i at formidle mandens arbejde end fortælle historien om mennesket bag. Men det gør den til gengæld også virkelig godt. Igennem interviews med Larssons bekendte og kollegaer, arkivoptagelser, rekonstruktioner og oplæsning af Larssons egne tekster gennem tiden fortælles historien om de ekstremistiske gruppers opståen i 1970’erne og langsomme, men sikre fremgang til i dag, hvor deres politiske magt er stor i mange europæiske lande.
Filmen er gennemresearchet og grundig og kunne på mange måder godt være en gennemsnitlig historie om ekstremisme, men at fortælle den gennem Larssons perspektiv som journalist tilføjer tyngde og spænding.
Spændende er især Larssons arbejde på magasinet Expo, som han var med til at starte i 1995, for de journalister, der arbejdede på magasinet, var udsat for utallige dødstrusler og endda attentatforsøg. Journalisternes personlige ofre understreges for alvor, da et par af filmens interviewpersoner fremstår anonyme, da de stadig er i livsfare den dag i dag. Det føles ofte som en kriminalroman i sig selv, og rekonstruktionerne lader da også til at låne æstetik fra filmatiseringerne af Larssons bøger. En journalists arbejde – et menneske foran en skrivemaskine – er dog ikke altid lige spændende at se på.
Selvom fokus er på Larssons journalistiske arbejde, prøver filmen også at tegne et portræt af manden, men her føles den halvhjertet. Især en sekvens midtvejs, hvor vi kommer tilbage til Larssons barndom for at finde ud af, hvorfor han er så besat af højreekstremisme, får tempoet til at stagnere. Især fordi konklusionen ikke rækker til meget andet, end at Larssons elskede bedstefar nærede et stort had til nazister.
Det psykologiske portræt forbliver overfladisk, men i den journalistiske del er der masser at komme efter.
Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019
Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019