De seneste par måneder har jeg brugt de fleste af mine friaftener på at gense samfulde syv sæsoner af ‘Game of Thrones’.
Der var meget, jeg havde glemt, og meget, der overraskede mig. For eksempel havde jeg glemt, hvor god den første sæson var, eller også er det bare lettere at lægge mærke til, når man ikke skal bruge hjernekapacitet på at holde rede på alle de ukendte ansigter og mærkelige navne. Og jeg blev overrasket over, at sæson tre – ikke sæson fire – var min favorit.
Der var også noget, der ikke kom bag på mig. Da jeg nåede frem til syvende sæson, blev jeg bestyrket i de bange anelser, jeg havde, da jeg så sæsonen for første gang. Nemlig at ‘Game of Thrones’ er ved at glemme, hvad der gjorde den god.
Tegnene begyndte at vise sig, da serien overhalede George R.R. Martins bøger indenom i sjette sæson. Det blev en god sæson alligevel, bedre end den fesne femte, men det skyldtes først og fremmest tre exceptionelle episoder, ‘The Door’, ‘Battle of the Bastards’ og sæsonfinalen ‘The Winds of Winter’. Resten af sæsonen var ikke dårlig, men den savnede noget af det politiske skak- og rænkespil, som gjorde de første sæsoner så fængslende.
Den tendens blev for alvor tydelig i sæson syv. Meget er allerede sagt og skrevet om den herostratisk berømte episode ‘Beyond the Wall’, som leverede spektakulær action og logis(tis)ke brister i lige mål. Dermed var den et perfekt destillat af en sæson, som gik mere op i slag end strategi, i drager end dialog og i klimakser end karakterer.
Skakspil over slag
Resultatet var den hidtil mest filmiske sæson, som ikke stod meget tilbage for Hollywoods bombastiske blockbusters, når Daenerys’ drager (bogstaveligt talt) brændte budgetterne af. Storslået, jovist, særligt i den fabelagtige episode ‘The Spoils of War’. Men også noget af en kontrast til tidligere sæsoner, hvor spillet og rejsen var målet i sig selv. Tænk på Jaime og Briennes dannelsesrejse til King’s Landing i sæson 3. Tænk på den metodiske, uafvendelige konfliktoptrapning til Ned Starks halshugning i sæson 1. Tænk på titlen, ‘Game of Thrones’.
På mange måder er ‘Game of Thrones’, og George R.R. Martins romanforlæg, en dekonstruktion af fantasygenrens troper. Helte dør og afsløres som hyklere. Skurke nuanceres og viser sig at være langt mere sammensatte, nogle sågar sympatiske, end ved første øjekast. Skakspillet har forrang over de slag, det fører til.
Sådan var det i hvert fald i de første sæsoner. Og for mange var det dét, der gjorde serien så fascinerende. At det ikke bare var endnu et arketypisk helteepos om det godes kamp mod det overnaturlige onde, men et politisk drama sat i en rig fantasyverden beboet af komplekse og relaterbare karakterer. At det netop ikke bare var tits and dragons.
Det andet har altid været der, selvfølgelig. Seriens allerførste scene introducerede os for The White Walkers, så vi vidste fra starten, at de spøgte i historiens horisont. Og drager har været en integreret del af seriens mytologi fra dag 1. Men det overnaturlige og spektakulære var aldrig hovedattraktionen. I hvert fald ikke for mig, som tit har tænkt (og siden tænkt om igen), at serien muligvis ville have været endnu bedre uden den døde hær. Det var karakterarbejdet, der holdt os hooked, og det var forspillet, der gjorde Ned Starks halshugning og The Red Wedding så frapperende.
Fra nyskabende til traditionel
Den slags mellemregninger sprang sæson syv stort set over. Hvorfor kan man kun gisne om, men to parametre er oplagte at pege på.
For det første er serien blevet så stor, at det næsten ikke er til at begribe. Det vil næppe være nogen overdrivelse at kalde sæson 8 for en af de største popkulturelle begivenheder nogensinde. Det betyder skyhøje seertal og enorme budgetter, og så er det nærliggende at tro (og måske er det også rigtigt), at det brede publikum vil have eksplosioner og strygere og store armbevægelser for pengene, ligesom tendensen er i biograferne i de her år.
Og selvfølgelig er det federe, at de slag, der er, ligner noget – frem for snydeslaget i sæson 2, da Tyrion blev slået bevidstløs på vej ud på slagmarken, og der blev klippet til sort. Eller Daenerys’ ‘Neverending Story’-lignende flugt på yderst mekanisk drageryg efter det ellers medrivende slag i Meereens gladiatorarena. (Omvendt kunne man indskyde, at sæson tos showstopper ‘Blackwater’ beviste, at fed action ikke nødvendigvis kræver fede budgetter, hvis ellers man har investeret i sine karakterer og formår at bringe dem i og på spil på en begavet måde).
Det andet parameter er, at serien har overhalet bøgerne. Siden slutningen på sæson 5 har forfatterne måttet klare sig på egen hånd, med kun få anvisninger fra mentor Martin at pejle sig efter. Det har, bevidst eller ubevidst, ændret serien.
George R.R. Martins mesterskab består i hans world-building, hans evne til at skabe et troværdigt univers med egen historie, mytologi, geografi og topografi og befolke det med komplekse og afrundede personer. Uden hans bøger at støtte sig til er serien blevet mere simpel. Den er blevet en mere traditionel fantasyfortælling – på mange måder dén type fortælling, som de første sæsoner var et brud med. Det er det godes kamp mod det rendyrket onde, repræsenteret ved henholdsvis menneskeheden og The White Walkers, som ønsker at udslette alt og alle, vistnok mest for spas.
En storladen finale
Alle karakterer har måttet vælge side, også dem der tidligere svævede i en gråzone, hvor vi aldrig helt vidste, hvor vi havde dem. Jaime har måttet undsige søster Cersei og desertere. Cersei selv har mistet sine få forsonende træk og er blevet ondere og ondere. Og Daenerys, der i glimt har lignet en Mad Queen in the making, fremstår nu entydigt god. Det er en skam, synes jeg, for seriens kampscener har været allermest nervepirrende, når der har været afholdte karakterer på begge sider af slaget, så vi ikke vidste, hvem vi skulle holde med. Som i ‘Blackwater’ eller ‘The Spoils of War’.
Og hvor heltene før kunne kradse af, hvert øjeblik det skulle være, er flere nu fredet frem til skæbnens time. Ikke mindst Jon Snow, som har haft så mange nærdødsoplevelser (samt en enkelt kortvarig heldødsoplevelse), at det nærmer sig det komiske.
Det har kostet nogle dybder og nogle nuancer, og det har også kostet noget dialog. Serien har fået travlere med at nå frem til de mange store slag, der skal stå, og det levner mindre tid til at udforske karakterernes indbyrdes relationer gennem inspirerede samtaler af den slags, serien ellers mestrer. Det er heltemodige mennesker og deres drager mod bøse ismonstre og deres zombier. Og det kan jo også være fint nok. Det er bare noget andet.
Jeg er ikke i tvivl om, at sæson 8 vil give os en storladen finale med action af en karat, der aldrig er set mage på tv-skærmen – og kun sjældent på det store sølvlærred. For ‘Game of Thrones’ har bevist, i afsnit som ‘Battle of the Bastards’, ‘The Winds of Winter’ og ‘The Spoils of War’, at den stadig kan naile de store øjeblikke og dramatiske højdepunkter selv uden George R.R. Martins hjælp.
Men at den stadig kan levere de vægtige dialoger, det facetterede karakterarbejde og den bristefærdige spændingsopbygning, der gør tiden mellem de store øjeblikke lige så fængslende, det mangler vi endnu at få bevist.
Mit bønlige ønske er, at det sker i sæson 8.
Find hele vores ‘Game of Thrones’-optakt HER.