’Til vi falder’: Dar Salim er fremragende som sorgramt far i stærk og kold dansk film
Jeg har altid haft på fornemmelsen af, at hvis man skrabede lidt i fernissen i Sydeuropas turistbyer, så ville mørket vælte frem under solen.
Det har jeg nok tænkt, siden C.V. Jørgensen bidende sarkastisk sang, at han drog »sydpå til Spanien og sit luksuseksil for at te sig som en tosse«.
’Til vi falder’ gør intet for at tilbagevise fordommene. Nok er det en film om sorg, om et forældrepar, der har mistet deres søn på en ferie i Tenerife, men det er så sandelig også en film, der graver i den kulsorte menneskelige kerne bag strandturene, turistdiskotekerne og rosesælgerne.
Filmen bliver kun koldere, jo længere solen bager.
Men den begynder med savnet og sorgen: Et dansk-svensk ægtepar vender i filmens begyndelse tilbage til den turistby, hvor deres søn druknede på deres seneste ferie, for at afslutte sagen.
Godt nok har politiet aldrig fundet drengens lig, men de er sikre på, at han gik bort i bølgerne, og nu mangler de en underskrift fra ægteparret, før de kan lukke sagen uden videre bøvl.
Men særligt Adam, fremragende spillet af Dar Salim, kan ikke acceptere, at hans søn er død, nu hvor han aldrig har kunnet verificere det på et lighus. Han er knap vendt tilbage til ferielejligheden på Tenerife, før han stavrer ud i de turistplagede gader og hænger plakater op med billeder af sin søn. Hvad nu, hvis han aldrig druknede?
Det hjælper selvfølgelig ikke, at han modtager mystiske beskeder fra ukendte personer, der fortæller ham, at de ved, hvor hans søn er. Politibetjenten siger nok, at det altid sker for efterladte forældre, men det er umuligt at overbevise sig selv om, at sønnen er væk for evigt, når den sidste sprække af håb ikke kan forsegles.
De mystiske beskeder er i øvrigt et nik til Michael Hanekes ’Caché’, hvor det er videobånd uden afsender, der opruller et traume, og selvom instruktør Samanou A. Sahlstrøm ikke kan måle sig med den østrigske auteur – og slet ikke som billedmager – opsøger han menneskets mørke med en lignende alvor og pågåenhed.
’Til vi falder’ er rig på smertefulde scener, hvor de efterladte forældre terroriserer hinanden, fordi deres sorgbearbejdning foregår på forskellige frekvenser. Louise ville slet ikke tilbage til Tenerife, hun vil videre fra traumet, men Adam tillader det ikke. Og mens de trækker i hver deres side af rebet, står det klart, at ingen kommer til at vinde, fordi rebet revner i to.
Samanou A. Sahlstrøm viste allerede i ’I dine hænder’, at han formår at grave dybt i tragiske menneskeskæbner, og det gør han også her. Det er en mindre stilfærdig, reflekterende film, end man kunne forestille sig, for Adam og Louise lukker ikke bare om sig selv i sorgen, de reagerer voldsomt udadtil med rent ud sagt horrible handlinger.
Men Sahlstrøm formår at vise deres værste ansigter, og selvom han enkelte steder er tæt på at støde karaktererne fra sig, gør han det aldrig helt. Når Louise vil sælge deres ferielejlighed, chikanerer Adam de potentielle købere med ord svøbt i afsky, men det er svært at hade ham, når han bagefter stirrer tomt frem for sig ved sin afdøde søns skrivebord. Ligesom det er svært at fortænke Louise i, at hun vil af med lejligheden.
Anført af Sahlstrøm viser Dar Salim og Lisa Carlehed spillet imellem dem enormt overbevisende: Det er brusende farvande, vi befinder os i, og de hiver parret fra hinanden.
At de ovenikøbet også bliver udsat for ubehageligheder af deres omgivelser, af mafiafolk, der lever af at plyndre forældre i sorg, af lokale lømler, der bare hader turister, af diskotekgæster i farverige skjorter, der tænker med pikken, ja, det er næsten ikke til at bære.
Sahlstrøm bruger så meget tid på at udstille hadet og leden i ferieparadiset, at det bliver en central pointe i filmen. Faktisk i en grad, så det til tider næsten overskygger forældrenes intime sorg – og det er en skam.
Måske er pointen, at feriebyen, vi ved, parret tidligere har elsket, nu ligner en rædselsfuld underverden. Ligesom det er en pointe, at de i høj grad selv er med til at fremkalde ondskaben i en blanding af desperation og selvpineri. Men de bliver trådt så skamløst på, at man efterlades med en voldsom kulde i kroppen, der fortæller en, at mennesket er ondt og ikke så meget mere.
Bagefter må man huske sig selv på, at ’Til vi falder’ egentlig rummer langt dybere indsigter end det.
Kort sagt:
’Til vi falder’ er en både stærk og kold film. Måske er den også for kold. Den udpensler helvedet bag ferieparadiset så skånselsløst, at portrættet af de sørgende forældre næsten bliver overdøvet af den ondskab, der omgiver dem.