’Amundsen’: Solid norsk storfilm har flotte scener og en mystisk hovedkarakter
Det er efterhånden blevet norske Espen Sandbergs varemærke at skildre sit lands historiske vovehalse. Sammen med instruktørmakkeren Joachim Rønning fortalte han i ’Max Manus’ om en frihedskæmper under Anden Verdenskrig, mens den Oscar-nominerede ’Kon-Tiki’ handlede om en forskers vanvidsrejse over 7.000 kilometer hav på en tømmerflåde.
Sjovt nok bryder Sandberg ikke selv med konventionerne. Han er garant for klassiske og storladne biopics, der skæver til amerikanske skabeloner – hvilket da også gav ham og Rønning instruktørtjansen på Disney-produktionen ’Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge’ for et par år siden.
Med biografaktuelle ’Amundsen’ er største ændring fra tidligere, at nordmanden for første gang har instrueret på egen hånd. Ellers er lighederne med især ’Kon-Tiki’ slående. Igen ses Pål Sverre Hagen i hovedrollen som en norsk opdagelsesrejsende, der (i hvert fald ifølge filmene) vægtede sin egen professionelle anseelse højere end familien derhjemme. Men modsat ’Kon-Tiki’, der fokuserede på én rejse, handler ’Amundsen’ om et helt liv. Og de store ambitioner bærer frugt langt hen ad vejen.
Iført imponerende silikone-makeup, der beretter om en dyr skandinavisk filmproduktion, gestalter Hagen polarforskeren Roald Amundsen, som er mest kendt for at opdage Nordvestpassagen i 1903 og lede verdens første ekspedition til Sydpolen i 1911. Den 38-årige skuespiller står her for en langt mere dragende præstation, end det var tilfældet i ’Kon-Tiki’. Måske er det fordi hans karakter i den nye film er mere mystisk og sværere at gennemskue.
Sandberg og manuskriptforfatter Ravn Lanesskog gør således klogt i at opbygge myten om manden. Centralt for filmen er en løbende samtale mellem Amundsens elskerinde Bess (Katherine Waterston) og hans storebror Leon (Christian Rubeck). De diskuterer hovedpersonens fortid, mens de venter på lyd fra hans fejlslagne ekspedition til Nordpolen.
Parterne er langt fra enige om, hvorvidt Roalds kvaliteter eller brister vægter højest. Som publikum tror man mest på broren, der fortæller om en tiltagende bitter og uforsonlig mand.
Pål Sverre Hagens sammenbidte ansigt får et skær af sindssyge over sig, i takt med at huden rynkes og håret bliver mere gråt. Trods sine store opdagelser, får han ikke den rette anerkendelse blandt de habitklædte eventyrere i det Kongelige Geografiske Selskab i London, og måske er det grunden til, at han ikke kan finde en indre ro og slå sig ned, men kun fantasere om det. Forfaldshistorien bagved de vægtige professionelle præstationer fungerer godt i ’Amundsen’.
Filmens mere jordnære følelser falder dog til jorden, når de svøbes ind i storladen musik og velpolerede billeder. Skildringen af Amundsens forskellige kærlighedsforhold er simpelthen for overfladisk til at sætte følelser i gang hos publikum. Det er ligeledes svært at tro på Bess’ uforbeholdne beundring af hovedpersonen, der efterhånden mange gange har vist sig som lidt af en dum nar.
Disse mangler opvejes imidlertid af de flotte og storslåede scener fra Amundsens ekspeditioner. I store dele af filmen er vi med på opdagelse i de endeløse og frygtindgydende islandskaber, som det er svært at begribe, at de involverede for omkring 100 år siden kunne overleve.
Bare introscenen er bjergtagende, når vi placeres i øjenhøjde med Amundsen på hans flyvetur over Nordpolen. Vejret er vildt, sneen fyger, og frosten dækker hurtigt ruderne til i det lille fly, inden polarforskeren med et brag må nødlande på isen.
Med sådan en visuel formåen kan ’Amundsen’ sagtens konkurrere med de Hollywood-film, den læner sig op ad.
Kort sagt:
Espen Sandberg bryder ingen filmiske konventioner med ’Amundsen’ – en solid polarforsker-biopic med bjertagende billeder og en dragende, sammenbidt hovedkarakter.