’Chambers’: Netflix’ nye horrorserie vil så meget, men kan så lidt
Måske skal Netflix snart spørge sig selv, om de ikke burde begynde at filtrere lidt i deres udvalg af serier i stedet for at swipe til højre på alt, der bliver viftet foran næsen på dem.
Det største problem i tjenestens nye horrorserie ’Chambers’ er ambitionsniveauet. Den vil alt for meget, men kan i sidste ende meget lidt. Den vil have mystikken fra ’Stranger Things’, gyset fra ’The Haunting of Hill House’, intrigerne fra ’Lost’, socialrealismen fra ’The Wire’ og dramaet fra Gossip Girl’. Resultatet er en vandet sammensmeltning af en halv snes genrer og temaer.
Hvis man koger ’Chambers’ ned til dens fundamentale præmis, sidder man ellers tilbage med et spændende overnaturligt murder-mystery om teenageren Sasha (spillet forholdsvist farveløst af Sivan Alyra Rose), der efter et nærdødstilfælde får et nyt hjerte fra den jævnaldrende Becky, som netop er død under mystiske forhold. Der er mange oplagte, men spildte, muligheder for at skræmme seeren, når Beckys moralsk ambivalente spøgelse begynder at hjemsøge Sasha, og spørgsmålet om, hvordan og hvorfor hun egentlig døde, hænger dystert og fængslende i luften. Vi er uhyggeligt tæt på at have med en oprigtigt spændende whodunnit-spøgelseshistorie at gøre.
Men der går ikke længe, før serien tilføjer elementer fra højre og venstre, hvoraf langt de fleste enten ikke har nogen reel betydning for historien eller bare ikke bliver fulgt til dørs.
For eksempel begiver Sashas onkel og værge, Big Frank, sig ud på en umådeligt uinteressant odyssé, der involverer familiestridigheder, lånehajer, stjålne biler og eksplosioner midt i ørkenen, alt sammen for at skaffe en lille sum penge til Sashas hjertemedicin. Det føles som en forceret måde at skabe lidt other side of the tracks-socialrealisme på.
Heroverfor har vi den afdøde Beckys forældre – spillet af den som sædvanligt kapable Uma Thurman og den undervurderede Tony Goldwyn – der pludselig inviterer Sasha ind i varmen: ind i Crystal Valleys prestigefyldte high school og i Beckys gamle hybridbil. Vi skal bemærke klasseforskellene, men de spiller aldrig nogen anden rolle end at halvhjertet understrege, hvad vi har set så mange gange før: Den hvide mand er rig og privilegeret og den etniske minoritet er fattig og hårdtarbejdende.
Når historien samtidig skal bæres af den dybt usympatiske og konstant surmulende Sasha, er der ikke meget tilbage til at holde dette genfærd af en socialrealistisk drama-horror-thriller oven vande.
Man må dog give serien, at den tager nogle brave stilistiske chancer. Den leger med slowmotion-sekvenser, atmosfærisk musik, wide-shots af Arizonas golde, men på sin vis smukke natur og næsten forstyrrende intime closeups. Det føles til tider lidt forlorent, men når det virker, tilføjer det en næsten ’Twin Peaks’-drømmende atmosfære, som reflekterer Sashas forvirrede sindstilstand elegant. Men også her bliver det i længden bare for meget af det gode.
Kort sagt:
Netflix-serien ’Chambers’ lever i sidste ende ikke at leve op til en eneste af de mange ting, den forsøger at være: hverken uhyggelig, spændende eller… god.